Kronik,Politiken 2. Maj 2007

Besættelses-tanker

"Det er ikke tilladt at bære våben i lufthavnen", hørte jeg over højttaleren i Ben Gurion lufthavnen uden for Tel Aviv for nogle uger siden. Strålende idé, hvis indhold med fordel kunne udstrækkes til resten af landet og ikke mindst til de besatte palæstinensiske områder. Og så var det endda ikke den eneste gode nyhed; en anden var at lufthavnspersonalet havde været på charmekursus. I stedet for de kendte varierende grader af uforskammetheder og chikanerier blev man nu mødt med høflighed - ja undertiden venlighed - og fik udelukkende stillet relevante spørgsmål som "har du våben på dig?"

Nogle dage forinden havde jeg stået på en altan i Betlehem og kigget mod nord udover det gamle bibelske landskab med hyrdernes mark og den forjættede stad. Men der er ikke meget guddommeligt ved udsigten, for hele horisonten er blevet eksproprieret, og de blide pinjeklædte bakker og olivenlunde har måttet vige for muren, der aggressivt gnaver sig igennem landskabet, skiller bonden fra hans jord og burer menneskene inde i åbne fængsler med udsigt til enten muren eller dens tvilling, det såkaldte sikkerhedshegn. Bag hegnet lidt længere mod øst ligger den store bosættelse Har Homa, der i løbet af nogle få år har forvandlet en pinjeklædt bakketop til en satellitby, hvor der foreløbig bor ca. 10.000 israelere, men hvor tanken er at der med tiden skal skabes plads til 30.000 indbyggere.

Området ligger på Vestbredden, der blev besat af israelerne for 40 år siden, og det blev oprindeligt udlagt til grønt område, dvs. et naturområde, hvor der ikke må bygges. Et sådant forbud skulle dog ifølge den tidligere Jerusalem borgmester Teddy Kolek forstås på den måde, at man ville forhindre de andre i at bygge, indtil israelerne selv fik råd. Planerne om at ødelægge det grønne område med den pinjeklædte bakketop Har Homa for at bygge en bosættelse af samme navn vakte stort postyr, også i udlandet, hvor blandt andre den tidligere engelske udenrigsminister Robin Cook protesterede voldsomt. Det stillede planen lidt i bero, indtil Benjamin Netanyahus regering i 1999 gav grønt lys for projektet. Toppen blev skåret af bakken, træerne fældet, og bulldozere og kraner sluppet løs. Og dér ligger den så, bosættelsen, i al sin demonstrative magt og vælde. Øst for den - så langt øjet rækker - er bakketoppene også blevet besat og bebygget, fuldstændig som Ariel Sharon i sin tid opfordrede sine landsmænd til: snup alle bakketoppene.

Kører man gennem det nedslidte Østjerusalems udkant med udsigt til Ma’ale Adumim, Vestbreddens største bosættelse på ca. 32.000 indbyggere, kan man på vejen mod Ramallah på venstre hånd oppe på en bakke, tilsyneladende in the middle of nowhere, se et større byggeri. Det er det israelske politis hovedkvarter for Vestbredden. Ikke just en central placering, men det er lige meget, for det er naturligvis kun en midlertidig foranstaltning; tanken er, at området senere skal overlades til bebyggelse, der i realiteten udvider Ma’ale Adumim, som efter planen med tiden skal dække et område større end Tel Aviv. Bosættelsen vil på denne måde blive forbundet med Jerusalem og derved effektivt dele Vestbredden.

Men alt dette får man ikke nødvendigvis øje på, når man besøger Israel, og det er også muligt uden videre at smutte forbi såvel Ramallah som Betlehem, hvis man har en bil med de rigtige nummerplader og kender de rigtige veje. Og nogle steder tager muren sig endda helt pænt ud, hvor den side, der vender ud imod hovedvejen, er bygget i gyldne sandfarvede sten med et lille diskret mønster og sandet skubbet godt op, så man ikke kan fornemme højden - så ligner den såmænd de menneskevenlige støjværn, som vi kender fra vore egne motorveje. Hvad der gør det hele endnu mere kompliceret er, at man skal have en god guide, der kan forklare, hvornår man er på Vestbredden, hvornår i Israel, hvornår i Østjerusalem og hvornår igen på Vestbredden. Selvom man besøger området med jævne mellemrum, er det umuligt at hitte rede i, hvad der er hvad og vide, at denne omkørselsvej - Israelis only - ikke var der for tre måneder siden, og at dette er en ny bosættelse, og at lyset i det fjerne markerer grænsen for den bosættelse, der ligger umiddelbart foran én. Det er også muligt at færdes i Israel uden at besøge de besatte områder, og mange israelere har aldrig været der, det skulle da lige være fordi de har gjort militærtjeneste der.

Når man ser det daglige tyveri af palæstinensisk jord, den metodiske ødelæggelse af det gamle smukke landskab, oprykningen af gamle oliventræer, nedrivning af huse, bygget på egen jord, men uden den tilladelse, det næsten er umuligt at få for palæstinensere, og så - oveni - den sindssyge mur, tænker man "hvad foregår der i hovedet på folk, der går ind for dette?" Det fik jeg et lille indblik i, da jeg i lufthavnen faldt i snak med en ældre herre med sin helt enkle forklaring på konflikten: "Islam!" Konflikten bliver ikke løst, før islam har været igennem en reformation! (lyder det bekendt?) Og med hensyn til den nu 40-årige besættelse: "Besættelsen er irrelevant".

At manden ikke står alene med sit syn på besættelsen, fik jeg bevis på i en stor forsideartikel i Weekendavisen bakket op i en leder af bladets antropolog chef, som også greb anledningen til at udgyde alskens bebrejdelser over palæstinenserne uden at nævne den lille kendsgerning der hedder besættelse.
At det drejer sig om islam, eller i hvert fald om religion, blev i Politikens kronik den 13. april fremført af Bashy Quraishy, som også formåede at beskrive en rejse i Israel uden at nævne det forbudte ord "besættelse" - selv om han ganske vist skriver "selv Ramallah på Vestbredden var jeg forbi" (min kursivering). Besættelsen hedder i stedet "det uløste palæstinensiske spørgsmål". Men Israel var "et uforligneligt eventyr...hvor jøder og muslimer lå side om side" på hospitalerne (hvordan kan BQ vide om araberne var muslimer og ikke kristne?) Han opdager også, at "israelerne ikke alle sammen er undertrykkere og fascister, og palæstinenserne er ikke kun undertrykte og uskyldige", (hvor nuanceret kan det blive!) BQ undrer sig også over, hvorfor vi så sjældent hører om de forskellige NGO’er, der arbejder for fred og menneskerettigheder. Noget stort kendskab til forholdene i Mellemøsten ligger der ikke bag. Så meget desto nemmere har det naturligvis været at suge til sig af den zionistiske ideologi, selv helt ud i det patetiske, som når alle israelere ved "hvorfra en specifik landsby har sit hebraiske navn, hvilken israelsk stamme der boede hvor, hvem der byggede en bestemt bygning og hvad det jødiske folk oplevede på deres vandringer." Mon de også ved, hvad den pågældende landsby hed for 60 år siden, og hvem der dengang boede der?

Påvirkningen går helt ind i sproget. "Fra arabisk-palæstinensisk side hørte (min kursivering) jeg dagligt om den dårlige behandling" og: "Fra israelsk side oplevede jeg en dybfølt, indprentet følelse af usikkerhed og frygt for livet. Min rejse tværs gennem landet gav mig en forståelse af, hvor lille og sårbart landet i virkeligheden er. Læg dertil den konstante frygt for selvmordsbomber, for missilangreb og for at blive omringet af kompromisløse modstandere". Her kunne et par nøgterne statistikker fra den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem have været på sin plads. En ting er at israelerne føler sig sårbare, og at de successive regeringer har givet dem stadig mere grund til det, men en turist på gennemrejse skulle se mere nøgternt på, hvem der truer hvem, eller i hvert fald hvem der slår hvem ihjel.

Bashy Quraishys løsning på konflikten er denne: "For at udjævne forskellene og opnå varig fred bør europæiske ngo’er støtte de kræfter der er progressive, fleksible og villige til at gå på kompromis og forklare de jødiske og muslimske (min kursivering) grupper, der hader hinanden, at deres konflikt også har frygtelige konsekvenser i resten af verden." Magen til forplumring af en politisk konflikt skal man lede længe efter. Jeg forstår at hele konflikten skal lede frem til en opfordring til at europæiske jøder og muslimer i fællesskab arbejder for at bekæmpe islamofobi og anti-semitisme, fordi det er to sider af samme sag. BQ foreslår dog at man udelader den israelsk-palæstinensiske konflikt fra den generelle dialog mellem jøder og muslimer uden for Mellemøsten. Det minder lidt om tankerne bag udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, hvor man også lader som om hverken Palæstina-Israel eller Irak findes, en skøn men urealistisk drøm, der i respekt for de involverede svarer lidt til at sige til et barn der har mistet sin mor: nu skal vi ikke tale mere om din mors død, men se hvad der går i biografen.

Kære Bashy, du har i mange år kæmpet for indvandrernes stilling i Danmark, og nu er du åbenbart formand for et europæisk netværk imod racisme, al respekt for det. Men hvorfor i alverden blander du nu religion ind i det, hermed går du er jo i den grad islamofobernes og anti-semitternes ærinde. Israel-Palæstina konflikten handler ikke om religion; zionisterne var ikke drevet af religiøse følelser, men af ønsket om at slippe for pogromer og anden forfølgelse, iblandet den hvide mands koloniseringsambitioner. Og palæstinenserne hader ikke israelerne fordi de er jøder - dem levede de fredeligt sammen med i mange hundrede år - men fordi israelerne har taget deres land og dagligt ydmyger dem.

Islam blev fjendebilledet, da vi mistede kommunismen, og muslimer er blevet fjenden, efter at en snes af dem skabte et logo for alverdens ondskab med angrebet på tvillingetårnene i New York. Men ved at gøre religion til den afgørende faktor forplumres hele debatten, og enhver løsning gøres umulig. I Israel-Palæstina-konflikten er besættelsen i dag hovedproblemet, og før den bliver ophævet, kommer man ikke en fred nærmere. Det er ganske utroligt, at man kan blive ved med at flytte på alle andre brikker end den, der afgør det hele: Palæstinenserne skal anerkende Israel (en tom gestus så længe ingen ved, hvad det er for et Israel, der skal anerkendes, og så længe Israel ikke afkræves en tilsvarende anerkendelse af palæstinensernes ret til deres hjemland og en overholdelse af de relevante FN-resolutioner). Palæstinenserne skal indstille al voldsanvendelse, (god idé, men det samme krav bør stilles til israelerne). I 40 år har man nu pillet ved den ene detalje efter den anden, og situationen er kun blevet værre og værre. Det eneste man ikke har forsøgt sig med, er at ophæve den israelske besættelse af de i 1967 besatte palæstinensiske områder. Selv om israelerne for et par år siden trak bosætterne ud af Gaza, opretholdes en de facto-besættelse af området med den fulde kontrol til lands, til vands og i luften. Gaza er - med en cliché - verdens største fængsel.

Alt, hvad der foregår af diskussioner om Hamas, boykot eller ej, har udelukkende til formål at trække tiden ud, forhindre en bare nogenlunde retfærdig fredsaftale, få flere og flere - især veluddannede - palæstinensere til at forlade området i erkendelse af, at de jo kun har ét liv, alt imens de over 400.000 bosættere og den daglige ekspropriering af palæstinensisk jord gør enhver tale om en tostatsløsning utopisk. Det virkeligt tragiske er at der ikke er nogen vinder i dette spil. Israels neokonservative støtter i USA og i Danmark gavner ikke den israelske befolkning, hvoraf over halvdelen i mange år har ønsket fred, ophør af besættelse og bosættelser - med andre ord et normalt liv, så heller ikke de behøver at udvandre.

Drop derfor den forvrøvlede snak om jøder og muslimer i Mellemøsten og fjern den største hæmsko for en ordentlig sameksistens globalt og lokalt imellem vore kulturer, nemlig besættelsen af Vestbredden og Gaza. Det kan ikke gå hurtigt nok, for en ny katastrofal flygtningesituation i og uden for Irak skriger på vores hjælp. Og i lyset af den katastrofe kan en løsning af Israel-Palæstina konflikten forekomme næsten overkommelig.

Birgitte Rahbek
kultursociolog