Kronik, Jyllandsposten                                                               

6. januar 2007

Af fhv. udenrigsminister Mogens Lykketoft
og kultursociolog Birgitte Rahbek

Den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice vil bede Kongressen om at bevilge penge til at finansiere våben til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ militser! Palæstinenserne har imidlertid ikke brug for våben, de har allerede alt for mange af dem, de har derimod brug for mad og sikkerhed. Allerede i slutningen af 1990’erne advarede moderate palæstinensere om, at de besatte områder flød med våben. De var - med rette - bange for at disse våben skulle blive brugt i interne magtkampe i de besatte områder.

Det er så dér vi er i dag. Endnu engang genlyder Gazas - og Ramallahs - gader af skudsalver og for enden af alle geværløbene står palæstinensere. Det ville være så nemt, hvis vi kunne affærdige det med, at de arabere nu engang er bindegale og det er ikke vores bord. Men vi i Vesten har et stort medansvar. Vi har forsømt at insistere på fremskridt for en retfærdig fredsløsning med en levedygtig palæstinensisk stat, men vi har samtidig krævet af de besatte folk, at de skulle opføre sig demokratisk. Det gjorde de så: Først valgte de i god ro og orden en afløser for Yasser Arafat, nemlig Mahmoud Abbas. Han har nok aldrig været elsket eller populær. Han har som så mange andre i selvstyret beriget sig rigeligt personligt. Alligevel støttede et stort flertal ham, fordi USA og Israel gav næring til en forhåbning om, at han ville få indrømmelser og opnå resultater, som man havde nægtet den afdøde Arafat.

Men i det år der gik mellem valget af Abbas og til parlamentsvalget, der førte Hamas til magten, nægtede den israelske regering konsekvent at mødes med Abbas – endsige give indrømmelser, der kunne styrke hans autoritet og folkelige opbakning. Tværtimod blev palæstinensernes dagligdag endnu sværere.

Så når det i dag hedder sig, at USA og Israel støtter Fatah og Abbas, så er der ikke tale om reel støtte til afslutning af næsten 40 års besættelse, men kun støtte til at bekæmpe Hamas-regeringen.

Den interne palæstinensiske konflikt kan ikke forklares med en vanemæssig opdeling i skurke og helte. Den udspringer af et helt folks fortvivlende livssituation som følge af besættelsen og den internationale boykot, der er sat ind, efter at Hamas fik regeringen.

Valget af Hamas i januar 2006 var et protestvalg. Der var ikke tale om at palæstinenserne pludselig var blevet islamister. Også kristne stemte på Hamas. Alle var de trætte af de manglende resultater og den iøjnefaldende korruption og nepotisme fra Fatahs side. Den store sejr kom tydeligvis helt bag på Hamas selv, og de forsøgte at undslippe eneansvaret ved at foreslå en national samlingsregering. Det blev i første omgang afvist af de forsmåede Fatah-folk.

USA og EU reagerede med boykot. Endnu mere alvorligt. Man affandt sig med, at hundreder af millioner dollars i skat og afgifter, som Israel opkræver på vegne af de palæstinensiske myndigheder blev holdt tilbage af israelerne. Resultatet blev sult, desperation og død, bl.a. fordi livsvigtig medicin og hospitalsudstyr ikke har kunnet skaffes.

Den israelske journalist Amira Hass skrev den 4. oktober 2006 i avisen Haaretz: ”Eksperimentet var en succes: Palæstinenserne slår hinanden ihjel. De opfører sig som forventet efter udløbet af eksperimentet ved navn ”hvad sker der når du spærrer 1,3 millioner mennesker inde i et område som burhøns”. Derefter opremser journalisten ingredienserne i eksperimentet: fjern de indespærredes eksistensmuligheder ved at forhindre import af råmaterialer og salg af produkter, undlad i ugevis at lade friske fødevarer komme ind i området, forbyd i årevis slægtninge og venner at komme på besøg, stjæl hundredmillioner af dollars så folk ikke kan få deres løn udbetalt, skræm dem med lydbomber, ødelæg deres elektricitetsværker, så de ikke kan få vand og el osv. osv.

Alt dette har Danmark, EU og USA ladet ske og med egen embargo bidraget til. Nu er det på høje tid at begynde at tænke over, hvordan vi kan bidrage til at løse knuderne op og gøre en ende på lidelserne.

Det er imod såvel EU’s som Danmarks ånd ikke at ville dialogen. Danmark har et særligt ansvar, fordi vi har ført os frem med det arabiske initiativ og med vores deltagelse i krigen i Irak under påberåbelse af ønsket om at demokrati skal udbredes i hele Mellemøsten: Vi forårsager ubodelig skade på selve den demokratiske idé ved at svigte og straffe det eneste arabiske folk i området, der indtil videre har gennemført et demokratisk valg - og det tilmed under de værst tænkelige vilkår, nemlig besættelse og stærkt begrænset bevægelsesfrihed.

Fatah-lederne beklager Vestens embargo, men kritiserer også Hamas for afvisningen af Vestens krav om at de på forhånd skal opfylde tre betingelser: anerkende Israel, give afkald på brug af vold og tilslutte sig alle tidligere indgåede aftaler.

Vestens krav er i sig selv ubetinget rimelige.

Men det absurd urimelige er, at de ikke kædes sammen med lige så absolutte krav til Israel om at indstille angreb på palæstinensere og anerkende tidligere indgåede aftaler og tage reelle skridt til at bringe besættelsen til ophør.

Og det er åbenbart at man med det hidtidige reaktionsmønster over for Hamas-regeringen ikke har tjent hverken fredens eller palæstinensernes sag.

Hamas overholdt faktisk på egen hånd en våbenhvile fra 2005 og 17 måneder frem indtil det israelske angreb på en strand i Gazastriben i juni 2006. I mellemtiden havde den israelske hær dræbt flere hundrede palæstinensere og fængslet endnu flere. Angrebet på badestranden kom netop da Abbas talte om at udskrive folkeafstemning om det såkaldte ”fangedokument”, eller ”fangernes nationale forsoningsdokument”. Ifølge dette dokument skulle alle grupper arbejde sammen for at befri de i 1967 besatte områder, hvilket af analytikere bliver betragtet som en indirekte anerkendelse af Israel. Samtidig taler dokumentet om at Hamas og Islamisk Jihad skal optages i PLO, og at alle parterne skal respektere den lovligt valgte regering.  En national samlingsregering syntes på vej. Siden hen er processen gået i stå og parterne gået tilbage i skyttegravene.

I forbindelse med sommerens krig i Libanon og den efterfølgende indsættelse af internationale styrker foreslog den italienske udenrigsminister, at det også kunne være en god idé at indsætte internationale styrker mellem Israel og de besatte områder for at forhindre gensidige angreb. En leder i den israelske avis Haaretz opfordrede den 13. november 2006 til at der blev indsat en international styrke i Gaza. Danmark burde tage et sådant initiativ, det er på tide at konflikten bliver internationaliseret ikke kun bag scenen, men på scenen for parterne kan ikke selv løse den.

Da Nelson Mandela engang besøgte Libyen - før landet var kommet ind i varmen som medlem af de godes brigade - besvarede han den vestlige kritik af dette besøg med at sige, at vi glemmer ikke dem, der hjalp os, da vi havde brug for det! - Hvorfor overlader vi til Iran at støtte palæstinenserne, hvorfor er det dén vej, de tvinges til at rette deres taknemmelighed og solidaritet?  Det er i hvert fald ikke i vores eller freden interesse.

Danmark bør tage initiativ til at dialogen udvides til begge parter i Palæstina og til at der ydes fødselshjælp ved indrømmelser udefra til at den stærkt påkrævede samlingsregering kan dannes.

Fremsynede politikere og diplomater havde i sin tid dialog med PLO, på et tidspunkt hvor organisationen af Israel og USA blev betragtet som en terrororganisation. Vi tror det er klogt at søge dialogen også med Hamas, før den indre kamp i Palæstina ender med et blodbad og et kup. For hvor vil de mennesker, der i desperation vendte sig til Hamas gå hen, hvis denne politiske bevægelse bliver knust med våbenmagt?  Så vil verden ikke længere stå med en modstandsbevægelse, der undertiden griber til helt uacceptable terrorhandlinger. Vi vil risikere at åbne en ladeport for Al Qa’idas hardcore terrorisme med endnu mere fortvivlende konsekvenser.