Vil du i medierne frem så skyd!

Hvornår har man sidst set en reportage fra et møde mellem SSP-medarbejdere og unge på Nørrebro? Nej vel, det er for kedeligt; hvis man skal i medierne skal man foranstalte bål og brand i gaderne. Nogle vil mene at det er negativ omtale, men mange unge deler salig Simon Spies’ opfattelse af at negativ omtale er bedre end ingen, ligesom en negativ identitet er bedre end ingen. TV mandsopdækkede derfor biler og containere i København og omegn, og bidrog således kraftigt til en optrapning af konflikten, så de unge for en kort stund oplevede, at de med lighteren i hånden havde taget magten og blev filmet imens.
For nylig dannede titusinder af Gaza-borgere en menneskemur op til den israelske grænseovergang for at demonstrere imod deres indespærring. Det ofrede Politiken en minimal notits på, til trods for at der var tale om en fredelig demonstration, civil ulydighed, som et pragtfuldt modstykke til bomber og interne kampe, som Gaza har været så fuld af. Denne aktion var virkelig en nyhed, der levede op til alle væsentlighedskriterier, men det førte ikke til megen omtale. Og da slet ikke sammenlignet med den omtale, som en usædvanlig stupid børneudsendelse i Gaza fik. For her handlede det om trusler fra en palæstinensisk tøjkanin imod en dansk tegner og danske produkter. TV-avisen styrtede rundt fra det ene partilederkontor til det næste, og lederne formelig faldt over hinanden for stærkest at udtrykke deres bestyrtelse over udsendelsen, ikke alene i deres egenskab af politikere, men også ”som mor”. Jeg er da helt enig i at den udsendelse lader en del pædagogisk tilbage at ønske, men hvor er proportionerne? Hvornår har man set TV-reportere gå fra kontor til kontor på Christiansborg for at spørge politikerne hvad de siger til at Danmark er medansvarlig for at 1,5 million mennesker lever indespærret i Gaza, hvor grænseovergangene siden den 10. juni 2007 har været lukket ca. 250 dage.
Befolkningen i Gaza er arbejdsløse, fattige og fejlernærede, mange dræbes af næsten daglige israelske angreb og andre dør fordi der ikke er hospitalsfaciliteter til at hjælpe dem, og fordi Israel ikke tillader at de overføres til behandling andre steder - eller forhindrer ambulancer i at nå frem. Men fælles for alle i Gaza er en vrede og desperation, der på det organiserede plan giver sig udslag i en regn af raketter over israelske nabobyer. Hamas havde ellers i et halvt år undladt at affyre raketter mod andet end militære mål i Israel, men efter at et større antal Hamas militante blev dræbt i midten af januar, brød Hamas sin ensidige våbenhvile og siden er det eskaleret.
Man kan med en vis ret sige at der ikke er meget nyt i vold i Mellemøsten, heller ikke i at volden siver helt ned i børnene. Så meget desto mere grund er der til at fremme alle ikke-voldelige initiativer, herunder det som det Palæstinensiske Center for Konfliktløsning og Den Folkelige Kampagne for National Forsoning har taget i form af en underskriftindsamling til 250.000 husstande i Gaza og på Vestbredden, som opfordrer de palæstinensiske ledere til at forsones. Denne forsoning modarbejdes aktivt af Israel og USA, hvad synes danske politikere om det?
Som et lille kuriosum kan nævnes at Hizb ut Tahrir er på stærk fremmarch i de palæstinensiske områder. Det er kun til glæde for Israel, for bevægelsens tågesnak om et kalifat er jo en dejlig afledning fra kampen imod besættelsen; det samme er de samlede palæstinensiske tøjdyrs trusler mod en dansk tegner.

Birgitte Rahbek
kultursociolog