Den rygende pistol i Treholtsagen?

Da den danske forsvarskommando ville understrege farligheden af Thomas Rathsacks bog "Jæger - i kamp med eliten", lavede it-chefen en maskinoversættelse til arabisk, og forsvarsministeren udtalte, at en sådan oversættelse netop viste hvordan bogen ville blive brugt af fjenden.

Mig bekendt er dette det eneste eksempel i Danmark på at en myndighed har fabrikeret bevismateriale, og det blev ganske hurtigt afsløret. Det har taget en del længere tid, omkring 25 år, for norske journalister at afsløre at det, der er blevet kaldt 'den rådne bærebjælke' i Treholtsagen, nemlig det såkaldte pengebevis, ikke - som Treholt og hans advokater hele tiden har troet - var manipuleret, men derimod fabrikeret. Det dokumenteres med al ønskelig tydelighed i de to norske journalister Geir Selvik og Kjetil Bortelids bog "Forfalskningen – Politiets løgn i Treholt-saken", der udkom torsdag den 9. september.

Et tip til Geir Selvik fra en tidligere ansat i Politiets Efterretningstjeneste om at pengebeviset var fabrikeret, satte ham i gang med at finde beviser på påstanden. Efter en nervepirrende jagt på den rygende pistol kom han frem til, at mærkerne fra et lille stykke tape på attachémappen med pengene viste, at billederne var taget efter arrestationen, for de fandtes ikke på mappen, da Treholt blev fotograferet med den i Fornebu lufthavn, umiddelbart før han blev arresteret. Billederne er blevet nøje gransket af fotografiske eksperter, og det vil formentlig være spild af tid for anklagemyndigheden at forsøge at afvise dokumentationen, der skridt for skridt bygges op i den nervepirrende og velfortalte bog.

Afsløringen af at efterretningstjenesten selv har fabrikeret sit bevismateriale, er af mange norske kommentatorer blevet betegnet som den største retsskandale i norsk historie, og mange regner med at sagen vil blive genoptaget og i sidste instans føre til frifindelse af Arne Treholt; ikke frifindelse for at have overtrådt sin tavshedspligt som embedsmand, men frifindelse for den tyngende dom om spionage.

Så sent som 15. december 2008 afviste den norske Genoptagelseskommission at lade Arne Treholts sag gå om. Beslutningen om afslag blev taget efter næsten 3½ års arbejde, hvor man havde undladt at undersøge pengebeviset, ikke fremskaffede originaludgaven af den underskrevne dom og heller ikke fandt frem til alle de forsvundne bånd fra retssagen. Måske skyldtes det at flere af dem, der besluttede hvad der skulle fremlægges, var nogle af de samme som i sin tid dømte Treholt. Kort efter afslaget blev lederen af Genoptagelseskommissionen, Janne Kristiansen, forfremmet til chef for Politiets Sikkerhedstjeneste. I det hele taget er det gået godt for alle dem, der var med til at dømme Treholt.

Der er dog håb om at det denne gang kan komme til at gå anderledes, for nok har rigsadvokat Busch straks reageret med at udpege statsadvokaterne Qvigstad og Vale som dem der skal undersøge de påstande, der er fremkommet i bogen, men pressen har reageret ganske voldsomt og påpeget, at ingen af de udpegede personer er habile i denne sag: Busch og Qvigstad var anklagere i sagen mod Treholt, og Vale spillede en rolle i forbindelse med afslaget på genoptagelsen af sagen og udgav sidste år en bog, ”Teppefall i Treholtsaken”, som viste at han havde et afslappet forhold til såvel kendsgerninger som sandhed. Efter kritik på lederplads i Aftenposten valgte Vale forleden at trække sig fra sagen.

I det hele taget har de norske reaktioner på bogen været overvældende, og den nuværende leder af Genoptagelseskommissionen, Helen Sæter, har til norsk presse udtalt at hvis det der står i bogen er sandt, er der grundlag for genoptagelse af sagen.

Men kan noget land tåle en sådan sag, som vil kunne fælde en knusende dom over Overvågningspolitiet og alle dets agenter; over Stortinget, som i al hast fradømte Treholt løn og pension; over den daværende regering Willoch, der sendte ham på Forsvarets Højskole, over alle de medløbende journalister, over anklagerne og dommerne, og senest over Genoptagelseskommissionen og dens tidligere leder?

Justitsmord er, som professor Ole Krarup en gang har sagt, en forbrydelse med en meget lav opklaringsprocent, og der kan derfor være grund til, at Treholt og hans advokat venter med at lægge champagnen på køl. Inden denne sag når til vejs ende, kan man forvente at anklagemyndigheden vil hævde, at pengebeviset slet ikke spillede nogen særlig rolle i sagen, og at der ikke var tale om fabrikation, men om rekonstruktion, og at der sandelig var så meget andet i dommen, der viste at Treholt var storspion. Enhver der har læst dommen – inklusive den hemmeligholdte, senere offentliggjorte, del – vil vide at der ingen beviser var, men til gengæld mange cirkelslutninger og spekulationer.

Birgitte Rahbek

Forfatter til bogen "Treholtsagen - Hvem svigtede hvem?" 1990.