Treholtsagen set med danske øjne

I sin indsættelsestale i januar 2009 advarede den amerikanske præsident Barack Obama verdens tyranner om at de var på den forkerte side i historien. Uden yderligere sammenligning fristes jeg til at minde den norske Genoptagelseskommission, der i disse dage skal tage stilling til, hvor vidt Treholt-sagen skal tages op igen eller ej, om at det er nu, de skal beslutte, hvilken side af historien de vil stå på. Vil de slutte sig til denne verdens modige retsstater, eller vil de hytte deres egne skind – og karrierer – og stikke hovedet i busken for de mange lovbrud og rettergangsfejl, der er begået i denne sag.

Jeg har beskæftiget mig med Treholt-sagen siden den sidste halvdel af 1980erne, hvor jeg lavede mit første interview med Arne Treholt til Danmarks Radio. Senere fik en kollega, Thomas Haugaard, og jeg i opdrag at lave en tilbundsgående dokumentar-udsendelse om hele sagen. Til det formål opsøgte vi alle, der på den ene eller anden side af anklagebænken havde haft med sagen at gøre. Ikke alle ønskede at medvirke, men tilstrækkeligt til at vi kunne tegne et klart billede af sagen og de implicerede. NRK ønskede ikke at sende en versioneret udgave af programmet, de ville hellere selv lave en sådan, sagde de, men undlod dog at gøre det.

Det første chok i denne sag fik jeg da jeg læste dommen, hvilket ikke mange norske (eller danske) journalister synes at have gjort, og da slet ikke på det tidspunkt. Selvom jeg, da jeg læste dommen, kendte dens udfald, greb jeg mig i gang på gang at tænke: han må da blive frifundet, for der er ingen beviser. Så var der ganske vist de hemmeligholdte sider, som viste sig heller ikke at rumme noget bevis, men det kunne man selvfølgelig ikke vide dengang.

Til gengæld tegnede der sig et billede af en proces, der var iscenesat ned til sidste nævning og skarpskytte, og først og fremmest tegnede der sig et billede af et koldkrigssamfund, som var værre end det danske. Tidligere forsvarschef Hamre mente således at det var landsforræderi at gå ind for Norden som atomvåbenfri zone. På den politiske højrefløj havde man, med Kaare Willoch i spidsen, travlt med at hæve Treholt til samfundets top: Man frygtede at se ham som udenrigsminister eller det, der var værre. Hos socialdemokraterne gik vennerne hurtigt i hi og underspillede den rolle, som Treholt vitterlig havde haft som viceminister for Evensen, der selv lod sig skræmme til en Judasposition.

Mødet med Treholtsagens Norge var et møde med lige dele menneskelig ringhed og storhed. Det sidste fandtes først og fremmest i kreative og musiske kredse, hvor man kunne genkende en hekseproces, når man så den.

Den i demokratier så vigtige tredeling af magten, hjalp ikke meget i Treholtsagen: Den lovgivende fratog ham straks stilling og pension, den udøvende viste sig at have begået talrige lovbrud forud for deres operetteforestilling ved selve processen, og den dømmende lod hånt om valg af nævninge, anvendelse af dobbeltagenters tredjehåndsudsagn osv. osv. - Hvem der i eftertid har pillet ved dommens side 66 (det behøver man altså ikke alskens forensic eksperter for at se) og ”pengebeviset” er vel ikke helt klart. Det kan undre at der ikke fra højeste sted (justitsminister?) er stillet krav om at man fremskaffer en original og underskrevet udgave af dommen. En sådan findes ikke, ligesom man ikke kan finde de originale fotografier, der dukker hele tiden nye ”originaler” op.

Den såkaldte fjerde statsmagt, pressen, faldt totalt igennem og viste sig som magtens skødehund og villige håndlanger. Der var nogle ganske få hæderkronede undtagelser, som blev bakket op af modige forfattere. I dag er det norske mediebillede heldigvis meget mere nuanceret, dels er der kommet yngre kræfter til, som ikke svinede sig til i 1980erne, dels har nogle af de gamle haft mod til at følge det gode norske råd: Det er ingen skam at snu.

Det var en sælsom og vildt fascinerende verden at dykke ned i som udenlandsk journalist, det var skæg og blå briller og fortielser og skam. Men vi befandt os stadigvæk i 1988, Berlinmuren stod der endnu, og mange - ikke mindst i det norske establishment - klamrede sig fortsat til det forsimplede sort/hvide verdensbillede, længe før George Bushs’ ”Either you are with us or you are with the terrorists”. Så meget desto mere overraskende er det at sagen her 21 år efter murens fald stadig kan dele Norge, og at norske jurister stadig kan tøve med at lade denne sag gå om for at få kastet lys på de mange uklare punkter. Hvordan kan et land leve med at denne historiske sag er fyldt til randen med løgne om fotografier, ransagninger, penge, optag på højskole, udpegning af lægdommere og meget mere?

For Thomas Haugaard og mig er der intet overraskende i at der i dag bliver rejst tvivl om ”pengebeviset” - i alle årene har vi ventet på det, der nu er sket, nemlig at en af de involverede skulle begynde at ”synge”.

Selvom den tidligere Genoptagelseskommission ikke havde bogen ”Forfalskningen” og ikke havde udsagn fra politifolk, der indrømmede at have deltaget i ulovlig rumovervågning af Treholts lejlighed, og som havde kendskab til fabrikation af ’pengebeviset’, så skulle man alligevel synes, at der allerede dengang var tilstrækkelig tvivl om en retfærdig rettergang til at tage sagen op. Det skulle ikke kun være for Arne Treholt skyld – der er næppe mange tilbage der stadig tror på billedet af ham som storspion, men først og fremmest for Norges skyld.

Når man endnu engang kan komme i tvivl om habiliteten i den nye Genoptagelseskommission, (hvor dissidenten fra den første ikke længere er med), skyldes det rygterne om at man ikke har villet lave offentlige afhøringer, at man har været selektiv i udvælgelse af hvem man vil afhøre, og at nogle af afhøringerne efter sigende har været stærkt partiske og tendentiøse.

Lederen af Genoptagelseskommissionen kan vælge om hun vil fremme personlig karriere ved at nægte genoptagelse, eller hun vil rense Norges blakkede ry ved at åbne for at man én gang for alle kan komme til bunds i denne sag. En ting er givet: sagen vil ikke engang dø sammen med dens hovedperson, der vil for altid hvile en sort skygge over det norske retssamfund, hvis eksportværdi vil blive stærkt forringet, med mindre denne kommission viser kvindemod og forstand.

Birgitte Rahbek

Kultursociolog og forfatter til: "Treholtsagen, Hvem svigtede hvem?" 1990