Sagen der nægter at dø

Den 17. maj er Norges nationaldag. Det var på denne dag at Norge i 1814 fik sin første grundlov som uafhængig nation efter at Danmark havde måttet afgive Norge, som imidlertid blev tvunget til at indgå i Personalunion med Sverige – så helt selvstændigt blev landet først i 1905. Nationaldagen fejres med pomp og pragt og folkedragter i alle farver, og der er da også meget at fejre. Norge er et af verdens rigeste lande og har sin lille befolkning til trods formået at gøre sig gældende på den storpolitiske scene med såvel Oslo-aftalen mellem israelere og palæstinensere, som en fredsaftale på Sri Lanka – begge endte dog med fiasko. Og på den hjemlige scene slås folkesjælen med Treholtsagen, som nægter at dø og løbende bearbejdes ud fra nye vinkler. Senest har den fremtrædende professor i litteraturvidenskab ved Bergens Universitet Arild Linneberg i Tidsskriftet Law & Litterature skrevet en længere artikel under titlen ”Law, Simulation, And Society from Ibsen to Treholt”. Forfatteren konkluderer at uanset forskelle, viser både Ibsens skuespil og Treholtsagen os forholdet mellem jura i litteratur og det litterære i jura, og særligt imellem jura, forstillelse og samfund.
Den umiddelbare anledning er at den norske Genoptagelseskommission den 15. december 2008 afviste at lade Arne Treholts sag gå om, altså blive prøvet igen ved domstolene. Han blev i 1984 idømt 20 års fængsel for spionage til fordel for Sovjetunionen, blev dog løsladt efter otte og et halvt år i 1992, men har hele tiden hævdet sin uskyld og ønsket oprejsning. Derfor lod han i 2005 sin advokat forelægge sagen for Genoptagelseskommissionen med henblik på at få den genoptaget.
Baggrunden for at man i Norge for år tilbage havde oprettet en genoptagelseskommission var at en række justitsmord, der var blevet afsløret mange år efter domfældelse, havde skabt tvivl om, hvor vidt det norske retsvæsen altid havde ladet tvivlen komme den tiltalte til gode, eller om man i virkeligheden havde sænket kravene til bevisbyrden.

Beslutningen om afslag i Treholtsagen blev taget efter næsten 3½ års arbejde, som formentlig kunne have været brugt bedre, hvis man var gået lige til sagen og havde ladet den gå om. Sagen har nu i 25 år martret Norges retsbevidsthed og ladet beskyldningen om justitsmord hænge som en skygge over politi, efterretningsvæsen og domstole. Men som man i Danmark lader politiet undersøge politiet, så valgte man i Norge at lade det juridiske establishment undersøge det juridiske establishment, og nogle af de personer, der har truffet afgørelse om hvad der skulle fremlægges, er ydermere de samme som i i sin tid fældede dom over Treholt og dengang var med til at bryde en lang række grundlæggende demokratiske retsprincipper. Det har fået Ph.d.-stipendiat ved Bergens Universitet, Bjørn C. Ekeland, til at spørge: Hvordan kan det være, at anklagerne i Treholt-saken, Tor-Aksel Busch og Lasse Qvigstad, de der fik Treholt dømt, nu også er de samme som bestemmer at NRK ikke skal have adgang til lydbåndoptagelserne fra sagen, samtidig med at de erklærer sig fuldstændigt habile i forhold til dette? Vogterne vogter sig selv, den juridisk-politiske prestige er let at holde i hævd i en juridisk landsby, hvor alle kender alle.
Det var da også en lettet statsadvokat, Stein Valle, tidligere næstkommanderende i Politiets Sikkerheds Tjeneste, der samme dag som afslaget var kommet, kunne udtale til norsk tv: ”rent retsligt er der ingen tvivl om at vi nu omsider kan lægge denne sag bag os”. Det vil nu nok vise sig at være ønsketænkning, for flere og flere sætter i dag spørgsmålstegn ved om Treholt fik en retfærdig dom, og selv den daværende statsminister Kåre Willoch udtalte samme dag at: ”Sagen må ses i lyset af den politiske virkelighed dengang”. Det turde være en indrømmelse af sagens politiske karakter, hvor man skal huske at danske koldkrigere blegner ved siden af deres norske kolleger fra dengang.
Hvorfor er man da så bange for at lade denne befængte sag gå om? Man kan ikke udelukke at det skyldes, at mange fremtrædende nulevende personer har haft såvel deres karriere som deres troværdighed bundet op på sagen. Det var derfor heller ikke overraskende at den eneste dissens i Genoptagelseskommissionen kom fra en psykolog og ikke fra juristerne.
Det fører mig tilbage til Arild Linnebergs parallel mellem et fiktionsdrama, in casu Ibsens ”John Gabriel Borkman”, og Treholtsagen. I Ibsens stykker handler plottet ofte om at rekonstruere hvad der egentlig skete: hvem gjorde hvad, hvor, hvornår og hvorfor? Det samme sker i en retssag, og i begge tilfælde drejer det sig om at skabe et narrativ, en fortælling, der hænger sammen og giver mening for såvel dommere og nævninge som for offentligheden. Dette er så meget desto vigtigere, når der er mistanke om et justitsmord - og justitsmord er efter flere og fleres mening, hvad der blev bygget op til i denne sag fra 1970erne og frem til kulminationen med arrestationen af den norske departementschef Arne Treholt i Fornebu Lufthavn den 20. januar 1984.
Narrativet var, at Treholt var spion og en af de største af slagsen, ”En af de ti mest betydningsfulde spioner for KGB i Vesten”, som det norske politi dagen efter Treholts arrestation kundgjorde for nyhedsbureauet NTB. Så var bunden ligesom lagt, nu vidste alle, hvor historien skulle hen, og det var kun et spørgsmål om at sætte beviskæden sammen, så den passede til fortællingen. Tidsånden hjalp godt til. I denne tid, hvor den amerikanske præsident Barack Obama har erklæret det som sit mål at gøre verden atomvåbenfri, kan det være svært at forestille sig, at for Treholts politiske modstandere var det at gå ind for Norden som en atomvåbenfri zone at regne for landsforræderi. Sådan udtrykte en af hans banemænd, tidligere forsvarschef Sverre Hamre, det i et interview med DR i 1987. Derfor betød det mindre om man skulle klippe en hæl og hakke en tå i bevismaterialet for at få det til at passe til fortællingen. Eller som Arne Treholt sagde om retssagen på pressemødet den 15. december 2008 efter Genoptagelseskommissionens afslag på genoptagelse:
I mangel af håndfaste beviser blev det magtpåliggende at tale om noget andet. Det er hvad en god advokat gør, når han har en dårlig sag. Dette er ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg har optrådt uklogt, uagtsomt og overtrådt formelle spilleregler. Det kan vi let blive enige om. Men menneskelige fejlvurderinger og overmod, kan knapt retfærdiggøre domstolens moralske svada om at "Han svek oss alle".  Langt mindre forsøgene på at gøre mig til tidens skurk.
 Alt hvad jeg havde tænkt og hypotetisk kunne have foretaget mig, blev tolket og sat ind i den konstruerede spionmytologiske ramme. Sagen blev et mediedigt hvor fantasi og virkelighed flød sammen.
Politi og anklagemyndighed satte tonen for hysteriet, godt hjulpet af Regering og Storting. Et næsten samlet pressekorps formidlede et unuanceret skurke- og fjendebillede.  
I en sådan ophidset situation er det let at træde forkert og sætte grundlæggende retssikkerhedskrav til side. Bevisbyrdereglen blev vendt på hovedet, og domstolene kom desværre til at lade tvivlen komme politi og anklagemyndighed - og ikke tiltalte eller domfældte - til gode. 
Det kan ellers undre, at der ikke var nagelfaste beviser mod Treholt – og sådanne findes ikke dokumenteret i hele den lange dom, heller ikke i de dele af den, som i tyve år blev holdt hemmelige. Da offentligheden og medierne endelig fik syn for sagn, viste det sig at det eneste hemmelige var, at der ingen hemmeligheder var. Og det til trods for at Treholt i mange år havde fungeret som et ufrivilligt beskæftigelsesprojekt for den norske efterretningstjeneste med uddelegerede opgaver til medlemmer af FBI, CIA og MI6. I seks et halvt år var han ikke blot almindeligt overvåget, men blev skygget 24 timer i døgnet både i Oslo og i New York.
Ifølge Lundkommissionens rapport fra 1996 havde den norske efterretningstjeneste i mange år, fra 1945 og til engang i 1980erne, ulovligt overvåget mange venstreorienterede enkeltpersoner og organisationer. Det var foregået i et nært samarbejde med landets politiske ledelse. Selv i Arbejderpartiets ledelse blev der ved arrestationen af Treholt grædt tørre tårer over sagen, for som den tidligere forsvarsminister Jens Chr. Hauge dengang skrev til Arbejderpartiets mangeårige stærke mand, den meget pro-amerikanske Haakon Lie, så var der ikke noget der var så galt at det ikke var godt for noget, for nu kunne Gro Harlem Brundtland få genoprettet roen i partiet og forsikre NATO og USA om at Arbejderpartiet var et loyalt parti. Med arrestationen af Treholt blev Arbejderpartiets venstrefløj lammet, den pris ønskede ingen at betale for idealerne, derfor dukkede de nakken og afsvor ofte gamle venskaber, og gjorde sig medskyldige i et justitsmord.

Men de mange års overvågning havde i Treholts tilfælde ikke skaffet beviser, der kunne føre til domfældelse. Det blev derfor nødvendigt at presse ham til at gå ind på Forsvarets Højskole, fordi det muliggjorde at han fik adgang til hemmeligstemplet materiale – han blev sikkerhedsklareret til trods for de mange års overvågning. Desværre lykkedes det på intet tidspunkt at skaffe så meget som fligen af et bevis på at han havde udleveret noget af dette til sine ”venner” i KGB, og det til trods for at møderne med disse også var overvåget, fx fra et nærtstående bord på restauranter. Ikke desto mindre påstod anklagerne at de militære hemmeligheder som Treholt havde kompromitteret, ville komme til at koste det norske militær hvad der svarede til flere års forsvarsbudgetter. Mærkeligt nok blev dette dog aldrig trukket frem i senere budgetforhandlinger.
Et stykke inde i retssagen stod det klart at anklagemyndigheden havde en svag sag, der var ingen rygende pistol eller overleverede dokumenter. På det tidspunkt kom det såkaldte pengebevis på bordet. Bevis og bevis, der var stor tvivl om hvor mange penge det drejede sig om, var det 10.000 dollars eller var det 30.000, eller måske begge dele? Pengene var fotograferet mod neutral baggrund, billedet kunne være taget hvor som helst, men man påstod at det var taget under indbrud i Treholts Oslo-lejlighed. Disse indbrud fandt sted i maj og august 1982, men politiet fandt først tid til at skrive rapport om det i januar 1985, nogle få uger før retssagen begyndte. På det tidspunkt havde Treholt siddet et år i fængsel, så man skulle ellers mene at der måtte have være frigivet nogle ressourcer i politiet til at få kontorarbejdet afviklet.
Treholts advokater har senere hævdet at det angivne pengebeløb – delt op i bestemte seddelstørrelser – slet ikke ville kunne være i den konvoluttype, som man hævdede de havde ligget i.
Det var nogle af de forhold man kunne have forventet at en Genoptagelseskommission ville have gransket nøjere, men det undlod den. Og det til trods for at en af de teknisk sagkyndige som i midten af 1980erne havde undersøgt, hvor vidt billedmaterialet fra indbrud i Treholts lejlighed svarede til de to politifolks forklaringer. Det gjorde det ikke, sagde den sagkyndige, men ønskede i dag at få det undersøgt ved hjælp af mere moderne metoder; det afslog Genoptagelseskommissionen med den begrundelse at det ville forsinke arbejdet, men et par uger fra eller til i en sag der var trukket ud i over 3½ år kunne man vel nok have levet med.

Ligeledes kunne man have forventet en uvildig undersøgelse af originaludgaven af dommen, og af hvor vidt der var rettet i dommen, sådan som Treholts advokater har hævdet. Så vidt vides lykkedes det ikke engang at finde frem til en underskrevet original udgave af dommen. Man kunne også have forventet en nærmere undersøgelse af hvad der var sket med nogle af de bortkomne bånd fra optagelsen under retsmøderne. Treholts advokater havde desuden ønsket at afhøre den russiske dobbeltagent Gordijevskij, hvis udtalelser om Treholt blev afspillet flere gange under retsmøderne, selvom han havde vidnet i hemmelighed som et anonymt tredjehåndsvidne. Advokaterne ville gerne have spurgt ind til flere af hans påstande om Treholt, som han i diverse udtalelser skulle have tillagt vældig stor betydning, bl.a. skulle Treholt have været ansvarlig for den norske base- og atompolitik. Den var nu blevet fastlagt af Arbejderpartiet da Treholt kun var 14 år gammel. Sidste år blev Gordijevskij adlet i England for lang og tro tjeneste som dobbeltagent, men denne ædle herre fik forsvaret ikke lov til at afhøre.
Treholts advokater havde også ønsket at afhøre nogle af de russere, som han efter sigende skulle have udleveret tophemmeligt materiale til, men de kunne ikke få deres status som persona non grata ophævet, hvilket bekvemt nok umuliggjorde afhøring.
I det hele taget brugte Genoptagelseskommissionen ikke tid på at gå ind i hovedspørgsmålene som f.eks. spionparagraffen 90 eller den overordnede bevisførelse i sagen. De begrundede det bl.a. med at man ikke kunne vurdere forhold, der havde fundet sted for så længe siden.
Enhver tænkende nordmand har med god grund kunnet undre sig over, hvorfor det hele tiden er Treholt og hans advokater, der er så interesserede i at trænge til bunds i denne sag, hvorimod modparten har gjort alt for at forhindre det. 
Genoptagelseskommissionens behandling af Treholtsagen viser at der skulle have være taget helt anderledes radikale metoder i brug, hvis man skulle have fjernet mistanken om inhabilitet og kammerateri – og derfor i sidste instans justitsmord. Man kan befrygte at baggrunden er at højtplacerede norske jurister ikke har stor lyst til midt i karrieren at lægge sig ud med gamle studiekammerater og tidligere kolleger. Måske har den lange sagsbehandling blot skullet give et skin af at man ville vende hver en sten, som man oprindeligt lovede, men tydeligvis ikke gjorde. I betragtning af at denne sag har været så profileret og politisk betændt, er det formentlig usandsynligt at man ville kunne finde norske jurister over 40 år, som ikke har haft deres egen mening om denne sag og dermed har været forudindtaget. Så måske havde det eneste rimelige været at kommissionen havde bedt danske og svenske jurister om at medvirke til at vurdere bevismaterialet, så det kunne være blevet hevet ud af sin koldkrigsramme og sat ind i retsstatens gennemskuelige fortælling.

Birgitte Rahbek