Som man ser det. 12.12.2001

Da de første missiler fløj af sted mod deres mål i Afghanistan søndag aften den 7. oktober fløj jeg over samme længdegrad nogle hundrede kilometer syd for missilbanerne i det sydlige Pakistan på vej mod New Delhi og senere Katmandu. Havde jeg vidst at afrejsen skulle falde sammen med krigens begyndelse – og at der dagen efter ville forulykke et fly i Milano - var jeg måske ikke taget af sted. Bagefter priste jeg mig lykkelig for dels at være ankommet sikkert, dels at opholde mig i et tredje verdens land da Vesten endnu engang valgte at besvare vold med vold. Selv om CNN og BBC følger i hælene på de rejsende er der på besynderlig vis noget opbyggeligt ved at være i en verden hvor hverdagen fylder så meget, hvor kreativiteten bruges til at overleve og ikke til at ødelægge. Ikke at jeg ville ønske at jeg var inder eller nepaleser – med mindre jeg kunne være sikker på at blive genfødt som hellig ko – men det er sundt for sjælen i nogle uger at være befriet for danske mediers hellige krig, for politikernes uigennemtænkte, men medieegnede forslag og for diverse kristne stridsmænd der driver den pastorale subkulturs selvhøjtidelighed ud i den absurde medielir.

Det betyder ikke at der ikke også er fanatikere i Indien som er hoppet på religionskrigens limpind som for eksempel hindunationalisterne der trak en linje fra Bin Laden – og hvad der tæller nok så meget i Indien: Kashmir – til Taj Mahal. Hvis muslimer er fjenden så ned med alt hvad de har skabt herunder det underskønne Taj Mahal, et gravmæle bygget som udslag af en brændende ja næsten vanvittig kærlighed.

Vandaliseringen af Taj Mahal fandt sted efter at jeg havde været der og endnu engang følt mig som den sidste europæer i Indien. Det betød at det var dejligt at gå i fred og ro ved Taj Mahal, men det betød også at alle forventninger var knyttet til mit beskedne credit card, for jeg var dagens eneste kunde – og 20 venlige ekspedienter stod parat til at berige mit liv med marmorborde med indlagte håndslebne sten, guldsmykker og silkebløde Kashmirtæpper – alt sammen inden for rækkevidde for nogle få tusinde dollars. Og så var jeg ikke interesseret i at skulle eje nogle af tingene. Det sædvanlige anstrengte møde mellem turist og handlende, her blot så meget mere ubehageligt som at der ikke stod nogle dollarbeslåede amerikanere ved siden af som kunne tage over. Hvis Bin Laden har sympati for verdens fattige skulle han overveje sine metoder, for det er netop dem det går ud over når Vestens rige bliver bange og lukker sig om egne liv og credit cards.

Taj Mahal var ikke det eneste kærlighedssymbol jeg så i Indien. Mens jeg ventede på toget i Agra, byen hvor Taj Mahal ligger, så jeg på perronen en lille familie, far, mor og en datter på måske 5 år. De ventede ikke på noget tog, for dem var det for længst kørt. I stedet havde de lagt sig til rette midt på perronen, måske har de skønnet at det ville være for farligt at lægge sig ude langs muren eller mere afsides, i hvert fald lå de her med barnet sovende imellem sig og gjorde sig til rette for natten. Manden tog sine sko af, rakte dem med et lille smil til konen som lagde dem under sit hoved, så løb de ingen steder og kunne gøre det ud for en hovedpude. Hele scenen var et udtryk for den yderste fattigdom og elendighed og alligevel har det fæstnet sig hos mig som en scene fuld af ømhed mellem manden og kvinden og med den lille pige der kunne sove trygt fordi de vigtigste mennesker i verden dannede et beskyttende værn om hende. Siden har jeg set verdens højeste bjerge i horisonten, gyldne rislandskaber og skønne templer, alligevel er det denne scene der ligger længst fremme i mit indre fotoalbum.

Birgitte Rahbek