Anmeldelse af Social Kritik nr. 117

af Birgitte Rahbek

Vi ved ikke helt præcist hvor mange penge Blekingegadebanden nåede at røve inden de den 13. april 1989, altså for 20 år siden, blev anholdt kl. 10 om formiddagen. Efter sigende gik pengene aldrig til røverne selv, men blev sendt videre til forskellige befrielsesbevægelser i den tredje verden, først og fremmest til den palæstinensiske organisation, PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Til gengæld er der andre enkeltpersoner der har tjent godt på bandens bedrifter, det gælder ikke mindst forfatteren Peter Øvig Knudsen der ifølge eget udsagn nu tjener så mange penge at han ikke har nogen som helst chance for at bruge dem. Nu kan man med nogen ret hævde at Peter Øvigs penge er velfortjente, for han får dem for sine to fremragende bøger om Blekingegadebanden. Mindre velfortjent og overraskende er det at historikeren Lars Hedegaard for nogle år siden fik 700.000 kr. af Statens Humanistiske Forskningsråd til at forske i Blekingegadebanden med henblik på en doktordisputats. Det projekt er nu opgivet og for de mange penge har Hedegaard leveret blot 19 sider til en antologi om venstrefløjen og den kolde krig, det har redaktøren af tidsskriftet Social Kritik beregnet til at blive en sidepris på 36.842 kroner og 11 øre. Det er vist endnu mere end amerikanske præsidenter får for deres erindringer. Der er mange flere der har tjent penge på røverierne, og sidst i rækken melder redaktør af Social Kritik, Benny Lihme, sig med følgende begrundelse for at få fingrene ned i røvernes klejnedåse:

”Torkil Lauesen lokkede mig med, at fattige Social Kritik også skulle ha’ deres del af snylterkagen. Et nummer med Blekingegadegruppens egen historieskrivning ville sælge godt i løssalg, sagde han. Og da den politiske historie jo er blevet begravet i kulturindustriel thriller og Olsen-Banden halløj, var det bare om at sige ja til gruppens politiske redegørelse.
Et godt løssag og vi kan få banket noget af den gæld af, som opstod da Regeringen og dens støtteparti fjernede portostøtten til foreningstidsskrifter som vores”.

Så vidt redaktør Benny Lihme, og jeg kan kun håbe at satsningen har givet pote, for der er al mulig grund til at ønske Social Kritik et langt og godt liv med fortsatte konstruktive bidrag til Fremme af Social Debat, som formålet lyder.

Det handler om politik er overskriften på den cirka 55 sider lange tospaltede artikel, skrevet af tre medlemmer af Blekingegadebanden, eller som de selv foretrækker at kalde sig: Blekingegadegruppen, nemlig Niels Jørgensen, som døde i september 2008 dvs. inden artiklen var helt færdigskrevet, og Torkil Lauesen og Jan Weimann, sidstnævnte er bror til Per Øvigs ”Stemmen” og til hovedpersonen i dokumentarfilmen, nemlig Bo Weymann.

Forfatterne indleder med at forklare at der er to hovedformål med artiklen, dels et behov for at beskrive deres politiske projekt, dels et ønske om at tilbagevise misopfattelser af deres teori og praksis. Men inden de går i gang med det, har de en kortere kritik af Peter Øvigs bøger, og de er da ikke de første der fremhæver den svaghed det er at bøgerne ikke er forsynet med kildehenvisninger. Der er efter min mening flere andre mangler i Peter Øvigs bøger, både i relation til PFLP-kontakterne i Mellemøsten og dem i Danmark, hvor det kan undre at han slet ikke har fulgt de herboende palæstinensere der havde kontakt med gruppen. Flere andre steder vælger Peter Øvig også spændingen frem for dokumentationen, bl.a. i omtalen af et flykapringsforsøg på Mallorca, som er baseret på gisninger og ikke på beviser. Men i betragtning af at de tre forfattere ikke trækker dette punkt frem, er jeg da kommet i tvivl…

Derefter følger en lang gennemgang af gruppens politiske udgangspunkt, og det er ind imellem næsten lige så kedeligt som politiske møder kunne være i 1970erne. Til gengæld forstår jeg godt behovet for at sætte deres politiske arbejde og teoretiske diskussioner ind i den kontekst som var den anti-imperialistiske bevægelse i 1960erne og -70erne, først og fremmest karakteriseret ved solidariteten med det vietnamesiske folk, med Sydafrika og senere med palæstinenserne og chilenerne. Det var en tid hvor unge venstreorienterede af et ægte hjerte følte for de kæmpende folk i de mange undertrykte lande, det være sig kolonier eller diktaturer. ”Der går om vor klode et blodrødt bånd” hed det i en sang, og det var vi mange der følte til solidaritetsfester for det befriede Vietnam eller Portugal – og det kunne vel næppe vare længe inden også palæstinenserne kom til at opleve historiens retfærdighed ske fyldest så de kunne vende tilbage til deres land og sammen med israelerne skabe en demokratisk stat. Naivt? Ja, men vel ikke mere naivt end drømmen om den krisefri kapitalisme.

Artiklen beskriver udviklingen – hvis man kan kalde det det – fra KAK, Kommunistisk Arbejdskreds med den legendariske Gotfred Appel, til KA, Kommunistisk Arbejdsgruppe, som havde et medlemstal på mellem12 til 15, om hvem det hedder at de havde en demokratisk valgt ledelse og i det hele taget en flad struktur. Det kan vel også være svært at blive alt for centralistisk og pyramidal med så få medlemmer skulle man mene.

Forfatterne tilbageviser at de har haft noget at gøre med Rote Armé Fraktion i Tyskland eller De Røde Brigader i Italien, og de tilbageviser også at de havde noget at gøre med Wadi Haddad, lederen af en udbrydergruppe fra PFLP og den der oprindeligt havde taget initiativ til flykapringer og anden terrorvirksomhed. Der er ingen grund til at betvivle denne påstand alene på grund af gruppens teoretiske udgangspunkt, men i forholdet til Haddad var der endvidere dels den kendsgerning at han døde samme år som Kommunistisk Arbejdsgruppe blev dannet, og dels at de kontaktpersoner gruppen havde i Mellemøsten sådan som det er kommet frem gennem retssagen og også i Øvigs egne bøger, tilhørte en anden del af PFLP.

Det er måske ikke så mærkeligt at Peter Øvig tydeligvis ikke helt har styr på Mellemøsten og aktørerne der, det kan undre mere at forfatterne til artiklen, altså medlemmer af Blekingegadebanden eller -gruppen heller ikke har styr på historien. Således står der, at massakren i den palæstinensiske flygtningelejr Tal Az Za’ater fandt sted i 1979, men det var i 1976, og israelernes hårdhændende undertrykkelse af den palæstinensiske intifada fandt sted 5½ år efter den israelske invasion i Libanon 1982 og ikke før som rækkefølgen i artiklen antyder. Det er ellers årstal det kan være svært at glemme, hvis man har været tæt på begivenhederne. Men måske er der på det tidspunkt sket det at det alt sammen mindre var et spørgsmål om solidaritet med de lidende palæstinensere, end at der var gået skæg og blå briller i det, eller sagt på en anden måde var der også tale om en gang drengerøvsromantik hvor man legede røvere og soldater.

Selvom artiklen er interessant, og selv om jeg forstår forfatternes behov for at skrive den og deres irritation over alle de myter der er i omløb, så fjerner den lange gennemgang af gruppens teori og ideologi ikke læserens tanker fra deres mange forbrydelser, og det er tilstrækkeligt med dem de selv indrømmer at have begået, der er ingen grund til overdrivelser. Det er svært at se nogen undskyldning for fysisk og psykisk at lemlæste tilfældige danskere der ingen andel har i konflikten. Forfatterne giver udtryk for at det er de også kede af at have gjort, men der er én ting som de slet ikke forholder sig til, og det er den enorme skade de har påført hele solidaritetsarbejdet med palæstinenserne. Det er uhyre naivt at mene at palæstinensernes største problem var eller er penge – eller endnu værre: de våben de havde stjålet – både penge og våben er der tilstrækkeligt af i de forskellige organisationer. Det havde været mere forståeligt hvis man havde samlet penge ind til børnehaver eller rehabiliteringscentre eller lignende – dog med legale midler. Men endnu mere nyttigt ville det have været, hvis disse uden tvivl velbegavede unge mennesker havde kastet en tilsvarende energi ind i at fortælle om palæstinensernes situation og søgt at påvirke den politiske holdning i Danmark. På grund af deres kriminelle aktiviteter var disse personer totalt fraværende fra solidaritetsarbejdet med palæstinenserne og det i en sådan grad at de fleste af os der beskæftigede os med det, aldrig havde hørt om dem før de blev arresteret.
Fordi de kædede den palæstinensiske kamp sammen med gemene forbrydelser og til sidst mord på en politibetjent, skadede de solidaritetsarbejdet meget mere end den zionistiske lobby eller den israelske efterretningstjeneste Mossad som i årtier har haft frit spil i Danmark. Ifølge en efterretningskilde var den oprindelige årsag til Mossads arbejde i Danmark, at det under den kolde krig var den bedste kilde til informationer fra Sovjet.

Til sidst i artiklen skriver forfatterne:

Blekingegade-sagen er politiske handlinger som reaktion på andre politiske handlinger. Det er en vrede over uretfærdighed og en vilje til at forandre verden. Til at gøre noget – fordi man ikke bare kan være passiv. Det er politiske analyser, det er vurderinger af sandt og falsk.

Måske er det alt sammen udtryk for at det simpelthen er for svært her i en moden alder at se i øjnene, at man med sine handlinger ikke alene har ødelagt sit eget liv – det var i hvert fald tydeligt når man så Bo Weyman i tv – men også flere af ofrenes liv, og at man på ingen måde har hjulpet det folk man hævdede at ville støtte, tværtimod har man mere end nogen anden dansk gruppe skadet deres sag.

Hvis man efter læsning af Blekingegadegruppens artikel ikke har fået nok af politisk tunnelsyn, kan man fortsætte med Benny Lihmes anmeldelse af to oversatte tyske bøger om Baader-Meinhof gruppen, henholdsvis Rote Armee Fraktion af Stefan Aust, som kendte nogle af hovedpersonerne godt, og Peter-Jürgen Boocks bog ”Bortførelsen og Henrettelsen af Hans-Martin Schleyer”, Boock var selv med i aktionen og sad efterfølgende 18 år i fængsel for den og andre forbrydelser. Benny Lihmes anmeldelse er en appetitvækker til at anskaffe sig bøgerne. Dog skæmmes anmeldelsen af et lille intermezzo hvor Lihme skriver:

Godt halvvejs inde i Boocks bog hører jeg (Gaza)støj fra gaden/Israels Plads. Herboende palæstinenseres råben i kor til akkompagnement af udrykningskøretøjer. Muslimer mod jøder, ikke socialister mod kapitalister. Der er gået religionitis i lortet…

Læser redaktøren ikke sit eget blad, fristes man til at spørge, for længere henne i bladet er der en fremragende artikel af Jakob Feldt om Krigen i Gaza, som giver en noget mere nuanceret fremstilling af konflikten end muslimer mod jøder varianten.

Jakob Feldt beskriver pædagogisk hvordan henholdsvis palæstinenserne og israelerne oplever konflikten og hvordan begges historiefremstilling er med til at skærpe den, uden at han forfalder til den banale og analyseblokerende fremstilling af konflikten som to folk der slås om det samme stykke land. Feldt har sans for proportionerne i konflikten og også i hvordan de kolporteres i Vesten, for som han skriver: ”Israel er jo et vestligt, frisindet demokrati ligesom os, som uheldigvis er placeret i fjendtlige reaktionære omgivelser... Israels borgere er almindelige mennesker som lever genkendelige liv, og de vil bare gerne gå på arbejde, aflevere deres børn i skole og leve i fred med deres naboer.” Over for disse mennesker der ligner os andre, står de fanatiske palæstinensere, nu repræsenteret af Hamas, der i lighed med andre arabiske islamister bruger holocaustmetaforer når de skal beskrive Israels gerninger.
 
Man kan ganske rigtigt ærgre sig over og væmmes ved at nogle palæstinensere og andre arabere griber til en sammenligning mellem Israels forbrydelser og nazisternes systematiske udryddelse af millioner af jøder og andre minoriteter. For hvis man endelig vil bruge holocaust til noget i denne sammenhæng, er det at selvom Israel ikke blev oprettet som et resultat af holocaust, så har landet fået frie tøjler på grund af Vestens velbegrundede dårlige samvittighed over for jøderne, og samtidig kan man med Edward Said sige at også palæstinenserne er ofre for holocaust – blot i andet led. En sådan erkendelse kunne være en platform for gensidig forståelse og i sidste instans forsoning. Endelig skal det siges at holocaust ikke er den eneste udgave af etnisk udrensning, folkemord, forbrydelse mod menneskeheden og krigsforbrydelser, her kan Israel skam også være med, og nu helt uden overdrivelse.

En anden nøgtern tilgang til Israel findes i endnu en original og læseværdig artikel i dette nummer af Social Kritik, nemlig kulturhistorikeren Morten Things anmeldelse af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts bog: Adskillelsens Politik. Multikulturalisme – ideologi og virkelighed. Bogen handler slet ikke om Israel, selvom forsidebilledet antyder at der er tale om en forbindelse mellem en ung ortodoks jødisk mand og en muslimsk kvinde. Ifølge Morten Thing søger de to forfattere at indtage en Oplysningens Position med menneskerettigheder og liberalt demokrati. Men i deres angreb på multikulturalisme, som sidestilles med kulturrelativisme hvor, efter sigende, antropologer og venstrefløjen er parate til at godtage alle tænkelige undertrykkelsesformer hvis blot det er en del af en kultur, ender forfatterne med at have skrevet en anti-islamistisk bog, grænsende til det antimuslimske, skriver Morten Thing. Det er i denne forbindelse at Thing anbefaler forfatterne at bruge jødeprøven på deres argumentation, og her er der masser af stof at hente i den israelske religiøse lovgivning med dens voldsomme patriarkalske normer – og så er der lige den jødiske slagtemetode som er meget værre end den muslimske, beretter Morten Thing med tungen i kinden. Men da en anmeldelse af en anmeldelse kan forekomme at være en lidt tvivlsom genre, skal der her ikke afsløres mere, for Morten Things anmeldelse bør læses, og helst inden man læser den 496 sider lange bog af Eriksen og Stjernfelt.

Dette og en del mere er, hvad man kan berige sig med i Social Kritik nr. 117. Et abonnement koster 400 kr. og bladet udkommer 4-5 gange om året – dette enkeltnummer kan fås for 110 kr.

Link til Social Kritiks hjemmeside: www.socialkritik.dk