Politiken, januar 2007 efter hængningen af Saddam Hussein:
Med strikketøj for foden af guillotinen

Henrettelsen af den tidligere irakiske diktator var lakmusprøven på holdningen til dødsstraf. Selvom man af uransagelige grunde valgte at henrette Saddam Hussein, før hans største forbrydelser mod menneskeheden blev fremlagt i en retssal, er der næppe mange som er uenige i, at manden fortjener lovens strengeste straf. Men i et civiliseret samfund kan denne straf aldrig være døden, for derved sætter dommeren sig på forbryderens niveau, nemlig at berøve andre livet. Ganske vist har Danmark officielt taget afstand fra denne retssag, som man vidste ville ende med døden, men det fratager os ikke et ansvar for dødsdommen, fordi vi er en del af den koalition, der har skabt den nuværende irakiske katastrofe.

Jeg ved ikke, om den danske regering overhovedet har haft nogen indflydelse på, hvad der retsligt skulle ske i forbindelse med krigen, i så fald burde man have insisteret på, at alle sider af Saddam Husseins grusomme og katastrofale regeringstid var kommet frem. Man burde først og fremmest have haft modet til en retfærdig retssag, også selvom denne ville have afsløret flere vestlige landes støtte og bidrag til mange af Saddam Husseins forbrydelser indtil besættelsen af oliestaten Kuwait. Man burde have skabt den mulighed for irakisk forsoning, der ligger i bevisførelsen for, at alle samfundsgrupper og alle etniske grupperinger i landet blev udsat for Saddam Husseins myrderier, og at der også var folk fra alle disse grupper, som samarbejdede med ham i grusomhederne. Kun derigennem kunne man håbe på, at irakerne ville lære ikke igen at stole på en diktator, og at Vesten ville lære at udvælge sig sine samarbejdspartnere med større omhu og omtanke.

Det mest chokerende ved selve henrettelsen af Saddam Hussein har for mig ikke været hverken selve filmningen eller mobilversionen af udåden, for jeg har ikke set dem, men den lethed hvormed medierne har vist henrettelsen, og den lethed hvormed millioner har set på den. I flere dage har jeg ikke vovet at se nyheder på hverken danske eller udenlandske tvkanaler, fordi jeg ikke ønsker at være vidne til en handling, som jeg afskyr. To dage efter henrettelsen troede jeg dog, at det kunne være sikkert at åbne for Deadline for at høre en analyse af statsministerens tale, men jeg slukkede straks, da jeg så værten stå og tale med et billede af hængningen på skærmen bagved.

Hvordan er det kommet så vidt - eller hvordan har vi så let kunnet tage det store spring bagud til tiden for offentlige henrettelser, til de gamle koner med strikketøj ved foden af den franske revolutions guillotine, til opløbet på Fælleden, til de offentlige lynchninger i USA, eller til vor tids steninger på stadion i Kabul eller afhugninger af hoveder på pladsen i Riyad? Forskellen er i dag blot, at vi ikke behøver at bevæge os ud af husene og ind til byens centrale plads for at se det; vi kan sidde med strikketøj og småkager eller en lille en i sofaen og se på, mens vi umærkeligt lader medierne skrælle det sidste lag af vores civilisatoriske fernis af. De fleste vil sikkert hævde, at der er stor forskel på at stå på pladsen i Riyad og se en person blive henrettet, eller på at være en del af pøbelen på Fælleden, da Struense blev det. Men måske er den største forskel i virkeligheden, at vi som ”sofapøbel” ikke er os vores deltagelse bevidst.

Langsomt men sikkert inddrages vi i en tiltagende forråelse, vi bliver i stand til at tåle mere og mere - i hvert fald når det gælder andres lidelser, og det kan ikke undgå at præge vort forhold til hinanden. Amerikanske fangevogtere i Abu Ghraib fængslet kunne ikke forstå, at det skulle være så forfærdeligt, det de havde gjort dér, fordi det jo ikke var værre end det, de tidligere havde foretaget sig som fangevogtere i amerikanske fængsler. De fleste danskere bryder sig endnu ikke om at få ansigter på de asylansøgere, som vi har drevet ud i vanvid og desperation, men langsomt vænner vi os til det. Snart vil selv en hængning miste sin underholdningsværdi, der vil skulle mere til.

Birgitte Rahbek
Kultursociolog