Religionskrig på Politiken

”Syrien på kanten af religionskrig” skriver Herbert Pundik i Politiken lørdag (25.2) og søndag (26.2) har Marcus Rubins artikel fået overskriften ”Der er ingen fremtid for de kristne i Mellemøsten”. I den første artikel handler det om shia-muslimer imod sunni-muslimer og i den anden om kristne imod muslimer. På denne måde gør man det hele enkelt og let forståeligt; problemet er bare at det også forhindrer en reel analyse af forholdene.

Lige så lidt som konflikten mellem Israel og Palæstina er en religionskrig, lige så lidt er konflikten i Syrien eller Libanon det. Fælles for konflikterne er at kimen til dem blev lagt af de stormagter, der efter Første Verdenskrig delte området imellem sig. I Syrien og Libanon fremmede Frankrig den sekteriske opdeling, i Syrien bl.a. ved at lade hæren blive domineret af folk fra den allawittiske minoritet - og i Libanon ved at lave en fordelingsnøgle til magten, som stærkt favoriserede de kristne maronitter.

I ingen af disse lande er religionen den udslaggivende faktor i konflikterne, det handler langt mere om adgangen til politisk magt og derigennem økonomiske privilegier. I Libanon tydeliggøres dette af de mange skiftende alliancer mellem de forskellige sekter, mest absurd illustreret af svingdørsideologen Walid Joumblatt. Det er derfor forkert når Rubin skriver ”…den libanesiske borgerkrig, der i vidt omfang var en sekterisk kamp mellem muslimer og kristne om kontrollen i landet.” Det var hverken rigtigt, hvad angår krigens begyndelse eller dens slutning, men det er rigtigt, at religionen indimellem blev brugt som den vigtigste mobiliseringsfaktor. Selv mange libanesere har i dag glemt, at de voldsomste kampe i og omkring Beirut blev udkæmpet mellem to maronittiske militser, hvor lederen af den ene, Michel Aoun, i dag er allieret med Hizbollah. På et tidligere tidspunkt blev nogle af de værste kampe udkæmpet mellem de to shiitiske militser fra henholdsvis Hizbollah og Amal.

Hvad angår Syrien skriver den altid yderst velinformerede Peter Harling i sin seneste artikel, Beyond the Fall of the Syrian Regime, at udviklingen i det syriske samfund går imod de traditionelle stereotyper, således er mange allawitter ’især blandt intellektuelle og almindelige landsbyboere krænkede over, at regimet har taget deres trossamfund som gidsel. Druzerne er delt lige over. De kristne som lever geografisk spredt, indtager påfaldende forskellige holdninger alt efter, hvor meget de selv har set af sikkerhedsstyrkernes overgreb. De, der bor i Damaskus og Aleppo, har stort set bakket regimet op, men i mange andre områder sympatiserer kristne i det mindste med de protesterende... Og naturligvis er ikke alle sunni-arabere imod Bashar, for eksempel er Shawaya stammerne i det nordøstlige Syrien tilbøjelige til at støtte regimet.’

I betragtning af at medierne, ikke mindst Politiken, næsten dagligt beskæftiger sig med situationen i Syrien, skulle der være rigelig lejlighed til at bevæge sig ud over stereotyperne. Religion er så godt som aldrig årsag til konflikter, men der findes næppe et bedre mobiliseringsmiddel end religion.

Når Saudi Arabien i dag gerne bekæmper shiitter, det være sig i deres eget land eller i Bahrain eller Syrien, så skyldes det næppe så meget herskernes fromhed, som den kendsgerning at de største oliekilder i Saudi Arabien ligger i den østlige del af landet, hvor shiitterne er i flertal og derfor skal holdes nede.

Det er dog rigtigt at andelen af kristne i Mellemøsten er i tilbagegang, som Marcus Rubin skriver, det er også rigtigt at det er beklageligt, da de ofte har spillet en meget vigtig rolle, bl.a. fordi de med Vestens hjælp har haft adgang til moderne uddannelsesinstitutioner. Men når de udvandrer, skyldes det ikke kun islamisternes fremgang, men i Palæstina f.eks. de mere og mere umulige leveforhold i de besatte områder kombineret med den kendsgerning, at kristne har lettere ved at få adgang til Vesten, end muslimer har.

Når man hører ordet religionskrig, bør det altid være en opfordring til at grave et spadestik dybere.

Birgitte Rahbek