Det optiske bedrag
3.4.2002

Hvad er det for et optisk bedrag der får den danske statsminister til at ligestille den israelske besættelsesmagt med det besatte palæstinensiske folk? Er det selv i disse dage umuligt at se at vi har at gøre med en af verdens stærkeste militærmagter over for et næsten ubevæbnet folk, hvis ungdom har mistet alt håb om et liv, hvorfor de vælger at bruge deres kroppe som bomber for at også besættelsesmagtens indbyggere kan smage vreden og frygten? Måske er forklaringen at vi måske nok kan identificere os med den rædsel der opstår i en café eller restaurant, når der springer en bombe, hvorimod ingen af os har fantasi til at forestille sig hvad det vil sige at leve under livslang besættelse og blive udsat for daglige ydmygelser og angst år ud og år ind.

”Tænker israelerne da ikke på deres børnebørn?” har palæstinenserne igen og igen spurgt den israelske journalist Amira Hass. Svaret er nej, den nuværende israelske regering tænker ikke længere end til næste valg hvor såvel statsminister Sharon som udenrigsminister Shimon Peres vil ryge over i den blodige historiebog. Peres er et kapitel for sig, han er – og har for så vidt næsten altid været – udelukkende til udvortes brug. Ingen israeler tager ham alvorligt, han betragtes som en ekstrem opportunist, blottet for legitimitet og moral.

Men tilbage til Amira Hass som kender såvel det israelske som det palæstinensiske samfund ud og ind. Hun ved at det vigtigste er at forstå de afgørende principper for en fremtidig sameksistens mellem israelere og palæstinensere. Disse principper er ifølge Amira Hass at de besatte områder alle skal gives tilbage, at Østjerusalem er besat område, at bosættelser er ulovlige og at flygtningeproblemet blev skabt af Israel og på grund af israelsk politik i 1948. Det betyder at Israel må sige farvel til den holdning som lå bag hele Osloprocessen, nemlig at de kan diktere en løsning på grund af deres militære og økonomiske overlegenhed. For hvis man gør magtbalancen til det afgørende, taber man alt: den vil nemlig ændre sig i løbet af 50 år og til den tid vil Israel ikke have nogen universelle principper at læne sig op ad.

Hvordan kan den danske statsminister love den amerikanske præsident opbakning til et angreb på Irak, samtidig med at han udtrykker forståelse for Israels krig mod palæstinenserne? Jeg forstår godt at danske politikere ikke ønsker at omgås Saddam Hussein, men de burde føle lige så stor afsky over for Sharon; her skal der målfoto til hvis mørkets vinder skal udpeges. Sørg dog for i tide at komme over på den pæne side af historiebogen! Til hjælp vil jeg foreslå at såvel politikere som journalister i en måned afskaffer brugen af ordet terrorisme. Alle afledninger af dette ord har siden 11. september blokeret for enhver politisk analyse og tankevirksomhed og har i stedet fået mange til at slå automatpiloten til. Så kunne man bruge måneden til at finde ud af om der mon kunne være andre forklaringer på terror end ren ondskab. Ligesom hårdere fængselsstraffe skaber hårdere forbrydere, avler vold mere vold. For øjeblikket producerer Israel i hundredvis af selvmordsbombemænd og –kvinder: Unge palæstinensere der kun kender israelerne som soldater og fangevogtere; unge  som har set deres forældre blive tæsket og ydmyget, eller set deres hjem blive smadret og plyndret af de israelske soldater. De har hørt den amerikanske præsident støtte Israel og kritisere Arafat – med dansk oversættelse ved Anders Fogh Rasmussen. De oplever i disse dage den samme morderiske tavshed fra Vesten som deres landsmænd oplevede i 1982 i Libanon, før der kom for mange lig på bordet.

Det sidste sørger Israel for at vi ikke får at se i denne omgang, for de palæstinensiske byer er erklæret for lukkede områder. Journalister der er indkaldt som reservister, har dog mulighed for at rapportere fra området.

De palæstinensiske selvmordsbomber er, som en israelsk journalist har skrevet, ”udsprunget af fortvivlelse, og der findes ingen militær løsning på fortvivlelse”. Hovedproblemet i Mellemøsten er den israelske besættelse; hiv den rod op og mange af sygdommens symptomer vil forsvinde.

Birgitte Rahbek
kultursociolog