Der er en tilbøjelighed til, at vi henfører ulykkerne i Mellemøsten til den amerikansk/danske etc. invasion af Irak i 2003, men i virkeligheden begyndte det allerede med den første Golfkrig i 1991. Her blev, som jeg forudser i nedenstående oplæg, grunden lagt til årtiers katastrofer, fordi man valgte den militaristiske frem for diplomatiets og mæglingens vej.

Oplæg ved debatmøde i Kokkedal den 5. september 1990 d.v.s. en måned efter Iraks invasion af Kuwait.

Golfkrisen.

Birgitte Rahbek

Jeg vil prøve at se lidt på de mange sider, som denne konflikt handler om.

Hvis vi skal dømme ud fra TV og den mere vulgære del af den skrevne presse, drejer det sig om en kamp mellem to personer - to mænd, nemlig Saddam Hussein og George Bush. Den første leger incestuøs hyggeonkel med de vestlige statsborgere i Irak, og den anden spiller Karl smart på speedbåd (han ser åbenbart ingen grund til at spare på olien) og på golfbanen, alt imens amerikanske forældre og koner og børn kysser deres kære farvel, inden de skibes af sted til en ukendt skæbne.

Bush og andre politikere, fulgt af en bevidstløs presse, har for længst dømt Hussein som gal, som en ny Hitler og meget mere. Den metode tages konsekvent i brug, når det drejer sig om ledere fra den tredje verden, ikke mindst den arabiske. Det fortæller meget lidt om genstanden for foragten, men så meget mere om modpartens indskrænkethed. Formålet er naturligvis, at hvis man gør modparten til en vanvittig person er ingen midler til hans tilintetgørelse for voldsomme. Hvem vil ikke mene, at et tidligt mord på Hitler ville have været af det gode?

Analogien med Hitler viser, at Anden Verdenskrig er nogenlunde så langt som Vestens politikere kan huske tilbage. Men i mødet med araberne støder man på en helt anderledes lang historisk hukommelse, som både fører tilbage til egen storhed og vestlig svig.

Saddam Hussein ser ikke sig selv som en Napoleon eller en anden vestlig figur, men som en Nebukadnezar den 2.. Det var ham, der i det 2. århundrede før vor tidsregning førte sejrrige krige mod nabostaterne, ødelagde Jerusalem og førte jøderne i det babylonske fangenskab, og som genopbyggede Babylon. Det andet forbillede er abbasidernes femte kalif Harun al-Rashid, den gode kalif i hvis regeringstid Bagdad blomstrede.

Som eksempler på svig - eller rettere blodig krig - husker araberne Korstogene. Der var ti i alt, og i Irak mindes man da Djengis Khans barnebarn Hülagü, som var allieret med Paven, massakrerede ca. 80.000 mennesker i Bagdad, og det skete, efter at kaliffen havde søgt at forhandle.

Korstogene, som fandt sted fra 1095 til 1291, gjorde også brug af multinationale styrker, som kom fra Frankrig, Tyskland og England især; en enkelt gang med bidrag fra Nederlandene, Østrig og Grækenland. Amerika var dengang befolket af fredelige mennesker.

I Danmark var der også dengang en kristen stridsmand, Erik Ejegod hed han, og han var som så mange andre blevet angrebet af korstogsfeberen. Tidligere var hans broder Svend og et par danske biskopper omkommet i kampen mod de vantro. Selv brændte Erik Ejegod efter at komme til Jerusalem og knæle ved de nyligt erobrede helligdomme, men han døde på vejen, på Cypern, og heller ikke hustruen Bodil nåede frem, men døde lige uden for Jerusalem.

Af nyere svig husker araberne først og fremmest Første Verdenskrig, hvor englænderne fik lokket araberne med i krigen på deres side imod tyrkerne mod at blive lokket med selvstændighed i hele Mellemøsten - med særstatus for Libanon. Det var i 1915 og hed Mc Mahon aftalen. Året efter indgik England og Frankrig den såkaldte Sykes-Picot aftale, hvor de delte området mellem sig, og endelig i 1917 blev zionisterne lovet et nationalt hjem i Palæstina. Tre modstridende aftaler og i forhold til araberne et stort bedrag, som de aldrig har glemt, blandt andet fordi Israel dagligt minder dem om det.

Hvad angår Irak blev det en politisk enhed i 1920 med grænser fastlagt af kolonimagterne. England slog to fluer med ét smæk ved at finde et kongerige til en afsat prins, Feisal, og en konge til et nyskabt kongerige. Feisal den 1. kom fra Saudi Arabien og var broder til Abdullah, som man placerede i Jordan. Kong Feisal blev udnævnt i 1920, men først godt ti år senere blev Irak selvstændigt og det først efter, at det britiskejede Iraqi Petroleum Company havde sikret sig rettighederne til olien.

Grænserne - inklusive den til Kuwait - blev trukket af englænderne og har siden skabt store vanskeligheder også i forhold til de andre nabolande.

Først i 1972 nationaliserede Irak Iraqi Petroleum Company, og herved blev irakerne herre i eget hus, for indtil da havde IPC siddet økonomisk på landet. Nationaliseringen og den såkaldte oliekrise året efter lagde grunden til et stort irakisk udviklingsprogram, som kunne have skabt en sund økonomi for hele befolkningen, hvis ikke dets leder valgte krigen som en - troede man - sikker vej til at blive den lokale stormagt og leder.

Men også før krigen mod Iran og nu invasionen af Kuwait var Saddam Hussein en skruppelløs tyran, der myrdede ven som fjende, og det er derfor topmålet af hykleri, når man sidste søndag (den 2. september 1990) kunne læse en lille notits om at Irak den 31. august 1990 for første gang blev fordømt af FN's Menneskerettighedskommission. Kommissionen rapporterede om sikre informationer om henrettelser uden dom - men herregud det har vi da kendt til i 20 år.

Det var et lille eksempel på det kolossale hykleri Vesten demonstrerer i omgangen med Saddam Hussein, som man støttede og bevæbnede og undskyldte, så længe han myrdede iranere og kurdere. Derfor har Saddam Hussein uden tvivl troet, at han havde frie hænder til at tage Kuwait, især da USA ikke syntes at lade sig afficere synderligt af, at Saddam Hussein lod 100.000 mand stå og vifte med en vognstang ved grænsen til Kuwait. Det er en udbredt opfattelse bl.a. hos kuwaitiske progressive, at USA har ønsket, og måske endda tilskyndet til, denne situation, hvor de har sat sig fast mellem oliefelterne og har mulighed for at knuse Iraks militær - hvis det ikke lige var for gidslerne og måske også for en vis tvivl i den amerikanske befolkning, som er ved at fatte, at dette kan blive alvor.

Konflikten mellem Irak og Kuwait er blevet til en konflikt mellem Irak og USA støttet af (det konservative) Vesten - og en konflikt mellem Irak og FN. Nogle vil mene, at det for FN handler om nationale og menneskelige rettigheder, altså Irak ud af Kuwait, hvorimod det for USA og Vesten handler om olie. Nu kan det i denne konflikt være lidt svært at holde rede på, hvad der er FN rent og purt, og hvad der er blandet med USA's udlægninger. Under alle omstændigheder er det svært at forstå, hvorfor FN aldrig har lagt sanktioner på Israel for dets invasion af fire arabiske lande - de tre af områderne sidder Israel på på 23. år. Hvorfor blev der ikke foreslået sanktioner imod USA, da det sidste år invaderede Panama, myrdede flere tusinde mennesker blot for at få fat i et af deres egne produkter, Noriega?

At det for USA og Vesten skulle handle om olie, synes at være en alment accepteret kendsgerning, og hvad der er mere påfaldende synes mange at godtage påstanden om, at vi ikke kan have, at en gal mand sidder og kontrollerer vor levestandard.

Men oliefaktoren må nok siges at være stærkt overvurderet. USA importerer 8% af sin olie fra Irak og Kuwait og Europa 16%. Disse forsyninger ville hurtigt kunne hentes ind ved merproduktion fra de andre OPEC lande, som uden tvivl ville være interesseret i det. For man skulle jo nødigt bruge krisen til en større satsning på alternativ energi - der er ellers flere år til at søge at dreje udviklingen i den retning - for der er lagre nok i USA og Europa.

Det startede med en konflikt mellem Irak og Kuwait, men Saddam Hussein formåede at få det gjort til en kamp mellem rige og fattige, hvor han ironisk nok gjorde sig til talsmand for de fattige - ironisk fordi han selv har beriget sig voldsomt, samtidig med at han har forarmet sin befolkning på alle livets områder, de har hverken frihed eller brød. I de andre oliestater har herskerne da i det mindste formået at give deres befolkning brød, og så har befolkningen til gengæld overladt det til en minoritet at bekymre sig om friheden.

Ved så resolut at gribe ind med hele sin militære potens har USA ikke alene bidraget til, at det er blevet til en kamp mellem de rige og de fattige, men også til en kamp mellem hele den arabiske verden og Vesten, som støtter de gamle fyrster og konger. Det havde været ulig klogere at have ladet FN's resolutioner gøre deres virkning, og lade Saddam Husseins latterlige sludder om en kuwaitisk opposition afsløre sig som det figenblad for aggression, som det var. Samtidig kunne man have ladet andre arabiske ledere føre en diplomatisk offensiv, som også skulle se på de irakiske krav og finde frem til en mindelig løsning.

Det er jo ikke det, det handler om, svarede alle forarget. Jo, det er også det, det handler om. Det handler om et hykleri og en dobbeltmoral, som overstiger al sund fornuft, inklusive Saddam Husseins og de fleste araberes. Hvordan kan det være, at Israel kan besætte løs og beholde områder, uden at nogen boykotter så meget som en Jaffa appelsin? Og hvordan kan det være, at Irak kunne få lov til at angribe Iran og trække det ind i en 8 år lang krig uden at høste andet end penge, våben og tak derfor?

Men nu handler det om Kuwait, vil de fleste sige, for ingen med kendskab til området troede, at Hussein ville have forsøgt sig med Saudi Arabien, det er en tanke skabt af bl.a. Hitleranalogiens blændværk. - Ja, nu handler det også om Kuwait, men nu må det også være på tide at forlænge den historiske horisont, vi kan ikke hver dag starte på en ny historisk virkelighed, som i sig bærer kimen til utallige nye konflikter.

Ikke desto mindre tyder meget på, at man frem for at se på krisens kompleksitet vil gribe til en let reduktionisme og sige, at det er et spørgsmål om at knuse Saddam Hussein. Alt hvad der fra USA's side og med dem de fleste vestlige lande og flere arabiske lande - med hver deres personlige og økonomiske motiver - er blevet foretaget i denne konflikt, er at cementere Vestens ret til at være politibetjent og moralens vogter i Mellemøsten, et område hvor hovedparten af problemerne i forvejen kan føres tilbage til de samme kolonimagters skalten og valten med territorier og mennesker. Dermed har man endnu engang for de tungnemme demonstreret den hvide mands overherredømme - den tankegang som går tilbage til korstogene og den tankegang, som må ændres, før vi kan finde frem til en mere langsigtet løsning.

Hvis I synes, at dette lyder kompliceret, kan jeg trøste med, at den norske fredsforsker Johan Galtung for nylig i et foredrag sagde, at jo mere kompleks en krise er, jo større er muligheden for at løse den, fordi der er så mange strenge at spille på. Golfkrisen er et oplagt eksempel på dette. Hvis man med Galtungs ord søger at løse krisen holistisk, ja buddhistisk som der blev sagt, og prøver at gøre fremskridt på alle konfliktens områder, så øges chancen for succes.

En så sofistikeret tankegang synes fremmed i Washington og London, og hvad værre for os er, også i Danmark. Som svar på dette problemkompleks griber langt størsteparten af Folketinget til en simplistisk reduktion og svarer med det mindst sofistikerede og mest reducerede af alt, de sender et krigsskib. Hvor ynkværdigt! Sådan handler politikere, hvis historiske horisont ikke rækker længere end til deres egen dåbsattest. Sådan handler politikere, der har mistet alle visioner om en bedre verden, og for hvem politik er blevet et fedt levebrød - og sådan handler politikere, der bør skiftes ud, de har siddet for længe. - For selvom en korvet umiddelbart kan fremstå som en latterlig potensforlænger for udenrigsministeren, så er det et tegn på, at Danmark er blevet ramt af den vestlige krigspsykose. Vi har meldt os til fronten mod Irak. Hvor Uffe og de andre opportunister vel håber på fede ordrer fra Kuwait og Saudi Arabien, frygter jeg mere de mellemøstlige desperadoer, som nok skal huske hvem der endnu engang søgte at ydmyge dem. For dem adskiller Saddam Hussein sig ikke fra kong Fahd af Saudi Arabien eller Hafez al Assad af Syrien med hensyn til menneskerettigheder, og deri har de formentlig ret, men for dem er Saddam Hussein den eneste leder i den arabiske verden, der for øjeblikket bjæffer mod Israel.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg også går ind for Iraks tilbagetrækning fra Kuwait, og jeg er ikke enig i den holdning til Kuwait, som man ser mange steder, at Kuwait er et britisk påfund. Den præcise grænse er lagt af briterne, men Kuwait har som samfund sin egen historie tilbage til begyndelsen af 1700-tallet.

Og selvom den kuwaitiske rigdom er anstødelig globalt set, så bruges olieindtægterne til at skabe et velfærdssamfund, og jeg foretrækker i mangel af bedre, at man bruger pengene på pjat frem for på krig. At udenlandske statsborgere i Kuwait behandles som andenrangs borgere og for nogles vedkommende som det, der er værre, er også korrekt, men de kommer dertil, fordi der trods alt er bedre end der, hvor de kommer fra, og i Irak behandles man som værre end andenrangs borger, hvis man ikke er medlem af Baath-partiet.

Men at stille krav om, at den samme emir skal tilbage til magten i Kuwait, er dog at gå lidt vidt, det ville være bedre for alle andre end emiren at nøjes med at holde sig til grundloven, det kunne han måske så også lære at gøre.

Det der først og fremmest må undgås er, at USA, nu det har fået slæbt alt deres isenkram derned, bruger det til at afprøve nye våben og til at knuse det irakiske militær. Uanset hvem der på papiret vil vinde den krig, vil den medføre en masseødelæggelse og død, som ingen af os fatter, mindst af alle de generaler der betjener materialet, og som taler om "a pretty good explosion when it reaches". Krigen vil ikke slutte med TV-avisen eller med en våbenstilstand, den vil blive en tændsats til øget terrorisme, og den vil på længere sigt medføre store ændringer i området, hvoraf nogle formentlig vil være betimelige, men hvor omkostningerne vil være for store.

Denne krise kan kun løses ved forhandlinger og ved, at vi indser at Vestens rolle i verden er som én blandt ligemænd. Konfliktens udvikling kan kun forstås i lyset af den grundlæggende historiske racisme, som i små tusinde år har været kernen i vor udenrigspolitik, og som nu igen er kommet frem i første række, efter at øst-vest konflikten er gået ned i vest. Vi vil komme til at savne den, når nord-syd konflikten tager fat.

I denne konflikt har USA vist, hvordan det tænker at gebærde sig efter at være blevet alene på stormagtsscenen. Hvad der dog næsten har skræmt mig allermest i denne konflikt efter chokket over selve invasionen er, at det er lykkedes USA og Israel at hæve tabuet om atomvåben og brug af atomvåben. Når jeg tænker på tidligere tiders reaktioner fra fredsbevægelsen her og i udlandet, når der var tale om opstilling af missiler, er det urovækkende, at der nu kan tales om brug af atomvåben og neutronvåben, ude at der hæver sig et skrig af vrede og angst. Har også fredsbevægelsen en rem af den racistiske hud?