Genudsendelser af en ørkesløs dækning

Hans Davidsen-Nielsen (HDN) beklager sig over (Politiken 11.1.09) at vi endnu engang skal høre om en ørkesløs krig, der aldrig holder op. Heller ikke han indser problemet: at de fleste medier, herunder Politiken, alle årene har dækket kampen som om der var tale om to ligeværdige parter der slås om det samme stykke jord og aldrig kan blive enige. Med et sådant udgangspunkt vil man aldrig kunne forstå konflikten og vil aldrig kunne forstå hvad der skal til for at løse den. Der er tale om en kolonial konflikt og verdens vist nok længste besættelse; derfor er det spild af kræfter at blive ved med at tale om, hvem der først brød våbenhvilen (bortset fra at det var Israel den 4. november 2008). Desuden er der tale om at palæstinenserne i 2006 afholdt et fuldt demokratisk valg, men efter Israels og Vestens mening valgte de forkerte, hvorfor parterne indførte sanktioner mod Gaza, som var domineret af Hamas og som fra sommeren 2007 helt blev styret af Hamas, der havde taget magten, bl.a. for at afværge et USA-støttet kup fra en af Fatahs (og Mossads) folk, Muhammed Dahlan.
Nu skal man huske at palæstinenserne ikke havde fået noget ud af at have haft den i dag så vældigt accepterede Mahmoud Abbas som præsident, for Israel havde et helt år (fra januar 2005-januar 2006) til at forhandle med ham, men ønskede det ikke. Desværre synes han også selv at have glemt det.
Når Herbert Pundik i dag, 11. januar 09, mener at krigen i Gaza var nødvendig, og når Anders Jerichow forleden skrev at man skal tilbage til Køreplanen For Fred, så er det udtryk for en blanding af israelsk propaganda og udenrigsministeriel ønsketænkning. Køreplanen For Fred var en fuser, den havde ét positivt træk, nemlig at den havde sat datoer på, hvornår hvad skulle ske. Imidlertid ønskede Israel ikke planen, men indsatte en lang række forbehold, og datoerne blev meget hurtigt overtrådt, hvorefter planen mistede enhver betydning, eller som en israelsk professor kaldte sin bog om den: ”Roadmap to Nowhere”.
Det kan ikke siges ofte nok at besættelsen er problemet, og hvis man  ikke vil indse det, abonnerer man på en genudsendelse. Først når besættelsen er ophævet, vil Hamas og andre vide, hvad det er for et Israel de skal anerkende.
Er Hamas da helt uskyldig? Nej, så langtfra, Hamas har begået forbrydelser mod sit eget folk og har affyret missiler mod civile israelske mål. Men som regel uden at ramme: et kig på den israelske regerings hjemmeside viser, at aldrig er så få israelere blevet såret og dræbt af palæstinensere som siden 2006, det år Hamas kom til.
Men ved at boykotte Hamas og ved at tage kvælertag på Gazas indbyggere har vi afskåret os muligheden for dialog med Hamas, uanset at Hamas i 2006 lagde ud med et forslag til en samlingsregering sammen med Fatah, som var anderledes moderat end det ofte citerede grundlag for bevægelsen. For enhver der ville se, var her oplægget til en accept af Israel bag 1967-grænserne.
Arrogancen over for palæstinenserne slår igennem i HDNs artikel: ”Man kan næsten lige så godt lade være med at diskutere indholdet af konflikten med Noman Kanafani. Det er Israels skyld, siger han, og den militante Hamasbevægelse, der affyrer inde fra Gazastriben, er udelukkende resultatet af den israelske politik”. Dette refereres derefter videre til Peter Viggo Jakobsen på en måde som gør at han naturligt nok ”… er lodret uenig med palæstinenseren Noman Kanafani i, at de fleste af Mellemøstens problemer med terrorisme ville forsvinde, hvis blot Israel ikke eksisterede; at de radikale islamister derved ville miste deres folkelige opbakning, og at Iran opgiver deres ambitioner om at blive en atommagt. Det tror Peter Viggo Jakobsen ikke på”. Dette er manipulation af værste skuffe og det mest kendte fif af alle, nemlig at citere folk for noget, de aldrig har sagt og derefter argumentere imod det.
Politiken har på mange måder leveret en flot og grundig dækning af krigen i Gaza, men mange af redaktionens egne analyser er desværre med til at forplumre billedet og forhindre læserne i at forstå kernen i konflikten.

Birgitte Rahbek
Kultursociolog og forfatter