Ønsker danskerne krig?

12. Januar 2003

Hver dag bringer aviserne mindre notitser om øget amerikansk oprustning i Golfen, nye friske rekrutter indkaldes og sendes af sted. Nogle af dem har sidste sommer været på intensivt arabiskkursus for at være sprogligt udrustet til at belære den irakiske civilbefolkning om Vestens fredelige og demokratiske hensigter: det er for jeres eget bedste at vi bomber jer tilbage til bronzealderen!

Da Danmark i efteråret stillede sig velvilligt an over for de amerikanske planer i Golfen, begrundede udenrigsministeren det med at der var tale om ”en krig for at skabe fred”, og forsvarsministeren blev i Politiken den 22.11.02 citeret for at sige: ”Der var en bred tilkendegivelse af at man nu byder ind på hvilke muligheder man har for at gå med, og så vurderer amerikanerne hvordan man sammensætter denne her kurv af faciliteter.” Hvor får de det sprog fra? Hvorfor tør ingen stå ved at det handler om at sammensætte den styrke der skal af sted for at slå en masse irakere ihjel, vælte deres diktator, kontrollere deres olie og få kontrollen over Mellemøsten?

Vi har folkeafstemninger om alle mulige større og mindre forbehold i EU, var det så ikke rimeligt at vi også stemte om hvor vidt vi ønsker at gå i krig eller ej? Det må dog siges at have langt mere vidtrækkende konsekvenser end en mønt fra eller til. Og skal vi stemme om Danmarks deltagelse i USA’s krig mod Irak, bør enhver dansker forinden stille sig selv det spørgsmål som Scott Ritter, den tidligere leder af FN’s våbeninspektører, stillede tilhørerne i Politikens hus i november måned: ”Er der nogen af jer der føler jer så truet af Irak at I er parate til at dø for det eller lade jeres børn dø for det?...hvis ikke, så lad være med at bede andre om at gøre det!”

Men selv hvis regeringen er parat til at gå i krig, så bringer den også os andre, som ikke er det, i fare; for ved at lade Danmark deltage i en sådan krig trækkes vi frem i første række af mulige terrormål. For igen at citere Scott Ritter: ”krig er ikke en akademisk øvelse: det handler om at dræbe og blive dræbt!” Det er noget militærfolk ved, og derfor oplever vi i hvert fald i forbindelse med denne krig det absurde forhold at militærfolk er meget mindre indstillet på krig end politikere og journalister.

De sidste er ikke mindst vigtige, for krig er ikke mulig uden en dæmonisering af fjenden, og her har pressen vist sig yderst tjenstvillig. I USA følger de toneangivende medier stort set det spor og den misinformation der udgår fra Pentagons høge, som først afsløres når krigen er slut og krudtrøgen har lagt sig og dæmoniseringen har gjort sin virkning. Selvfølgelig er der trøstende undtagelser at finde i de betydningsfattige, men skarpt analytiske amerikanske sidegadepublikationer, men de fleste amerikanere tror fortsat at der er en forbindelse mellem Irak og Al Qaeda, eller at Irak har masseødelæggelsesvåben og vil bruge dem. Og det selvom selveste CIA mener at irakerne højest sandsynligt kun vil bruge de eventuelle våben hvis de bliver angrebet.

Det eneste lille spor der kunne forbinde Irak og Al Qaeda viste sig at være et tjekkisk vildspor. Bin Laden kan ikke døje Saddam Hussein og tilbød at hjælpe med at gøre det af med ham i den første Golfkrig, men det blev der takket nej til fra Saudi Arabiens side. Den slags afgørende detaljer levnes der beklageligvis ikke plads til når den store anti-terror-pensel svinges.

Apropos nogle af de amerikanske soldaters undervisning i arabisk: et stærkt incitament til at lære dette vanskelige sprog kunne være at de så blev i stand til at se syriske nyheder. Derved kunne deres informationsniveau hæves med flere hundrede procent i forhold til hvad almindelige amerikanske tv-seere bliver udsat for – hvor udemokratisk Syrien end måtte være. Det er endda ikke kun amerikanerne der er sat på smalkost, også nyhedsudsendelser i dansk tv er præget af en omsiggribende provinsialisering der giver indtryk af at dåseøl og en indfanget kænguru er det vigtigste i verden. Jeg mangler endnu at se tv’s nyhedsjournalister opsøge fredelige alternativer til den krig der er under forberedelse eller blotlægge de bagvedliggende interesser. Men den danske presse er dog langt bedre og mere nuanceret end den amerikanske!

Men krig er som sagt ikke mulig uden en dæmonisering af fjenden. Derfor ser vi hele tiden fra Irak billeder af den afskyelige diktator og hans ynkelige håndlangere. De indimellem udmærkede reportager fra Irak drukner i den linde strøm af nyheder om den tilsyneladende uafvendelige krigsopbygning; alt for sjældent hører man om Irak som et gammelt kulturland, eller hører en af landets mange kunstnere udtale sig om andet end krig og diktatur. Retfærdigvis skal det nævnes at Politiken for nylig havde en bevægende artikel om et møde med Bagdads symfoniorkester, som åbenbart ikke har læst danske islam-bekæmperes nye idol Bernard Lewis’ seneste bog, for så ville de vide at arabere slet ikke kan lide klassisk musik. Samme Lewis er i dag præsident Bush’ vejleder i dennes krig mod terror; ikke ret betryggende i betragtning af at hovedparten af Lewis’ viden har med det osmanniske imperium at gøre, og at han har et meget beskedent kendskab til nutidens arabiske verden. Lewis’ bog har for øvrigt forord af Ralf Pittelkow, Danmarks egen lynudklækkede islamekspert! Lewis er en stærk fortaler for USA’s kommende krig mod Irak, men da han selv for længst har rundet de 80, er det jo heller ikke ham der kommer til at betale prisen.

Men tilbage til – eller rettere videre med - dæmoniseringen: et møde med irakerne – der er 22 millioner af dem – ville formentlig gøre det sværere at trykke på knappen til ødelæggelsesmaskineriet, for så ville man utvivlsomt finde ud af at de fleste irakere har samme drømme og håb som vi andre: de drømmer om kærlighed, om at kunne give deres børn et godt liv – i hvert fald liv – om arbejde, om frihed for krig og diktatur, og om en lille smule respekt for dem som mennesker.

Men USA er bange for ikke at nå frem til aftrækkeren i tide og spiller kun nødigt det internationale kort. Det blev tydeligt samme dag som våbeninspektørerne ankom til Bagdad, for da dømte forsvarsminister Rumsfeld straffespark fordi Irak skød mod amerikanske og engelske fly der begår selvtægt i de flyveforbudszoner som USA og England ensidigt har indført uden FN-mandat. Herved kunne man få mistanke om at USA ikke ønsker at våbeninspektørerne skal kunne gøre deres arbejde færdigt, fordi man risikerer at de derved kommer til at berøve USA det FN-figenblad de godt vil bevare som undskyldning for deres aggression. Samme dag som verden håbede på fred via våbeninspektørerne, råbte den amerikanske præsident på krig i Prag; det var trist at se Vaclav Havel som en af sine sidste embedshandlinger optræde som klakør til krigstrommerne!

Dag for dag bevæger vi os nærmere den krig som vil komme til at påvirke millioner af menneskers liv over hele verden, en krig som man nok ved, hvordan vil begynde, men som man ingen anelse har om hvordan – eller hvornår – vil slutte. Men det er ikke det der præger debatten i Danmark. Statsministeren, der lige var vendt hjem fra sin rolle som stormagtspolitiker, koncentrerede sig i sin nytårstale om de danske rockere og et par håndfulde herboende tåbelige imamer der let tilsløret blev brugt til at mistænkeliggøre alle herboende muslimer, ellers havde der ikke været nogen grund til at nævne dem. Ikke et ord om den trussel der lurer i den nære horisont – for slet ikke at tale om de store nationale problemer. Informations chefredaktør, David Trads, kaldte det ”kloge ord”! Men han havde også et par dage forinden udnævnt USA til forsvarer af det gode! Den infantile dikotomi har nu også bredt sig til de intellektuelles hoforgan!

Det er dog ikke kun statsministeren der har fået kludder i proportionerne, i grunden var hans nytårstale ærlig populistisk snak. Men hvad foregår der i hovedet på alle dem der ikke skal sanke stemmer, og som ikke ønsker at bekæmpe nydanskerne, men som alligevel mener at det er mere relevant at bruge al krudtet på at diskutere om kommunisterne eller nazisterne var værst? Vi står og piller os selv i vores røde eller sorte navler, alt imens der lige uden for Europas dør bygges op til den tredje verdenskrig. Det var vel det der burde fylde debatspalterne og lederartiklerne og ikke om det er mest synd for dem der døde af nazisternes, kommunisternes eller kapitalisternes grusomheder.

Var det ikke en idé at stille krav til vores regering om at den nu, hvor den har talt så smukt om EU’s fredelige projekt, tager denne fredens tankegang med til pejsen i Det Hvide Hus? Den danske regering bør benytte sig af den goodwill den har fået gennem sit formandsskab og indlede en diplomatisk fredsoffensiv frem for at konkurrere med den pinagtige Blair om rollen som USA’s halehæng.

Det bør være enhver regerings vigtigste opgave at sørge for at landets borgere lever i fred. Det er en regerings pligt med sin politik at beskytte borgerne og ikke udsætte dem for den fare som en militaristisk og uvidende udenrigspolitik medfører. Fredsarbejde kræver ganske vist fantasi og empati, og det er noget af det Fogh Rasmussen hævder han er god til: at sætte sig ind i modpartens tankegang. Her er virkelig en perspektivrig sag at øve sig på. Det drejer sig ikke om millioner eller milliarder euro, men om verdensfreden.
Fredsarbejde kan synes møjsommeligt og langtrukkent, men det er dog for intet at regne mod de skader som en krig forvolder, ikke alene ved tabet af menneskeliv, men også i forhold til miljøet, hvilket den sidste Golfkrig alt for tydeligt demonstrerede - for ikke at tale om det signal vi sender til verden: det kan godt være vi er meget meget rige og har meget avanceret udstyr, men inderst inde er vi stadig hulemænd der bruger køller til at slå hinanden i hovedet med; det er stadig den måde konflikter løses på. Der kan være en tendens til at opregne menneskeliv i civile og militære; jeg godtager ikke den skelnen, for såvel irakiske som amerikanske og danske soldater er også sønner/døtre, brødre/søstre og fædre/mødre, hvis død efterlader et lige så stort savn som de civiles.

Ovenstående hviler naturligvis på den præmis at jeg mener at en krig mod Irak er en dødsensfarlig, uetisk og uforsvarlig handling, hvadenten USA og England går enegang eller får manipuleret sig frem til støtte fra FN’s Sikkerhedsråd; det var mere rimeligt at lægge en sådan beslutning ud til FN’s Generalforsamling hvor alle verdens lande er repræsenteret. Det betyder ikke at jeg ikke gerne ser den irakiske diktator hen hvor peberet gror – om det så skulle være til Guantanamobasen - men vi kan ikke forsvare at det sker over ligene på tusinder af irakiske civile. Endelig kan jeg ikke blandt de krigsforberedende herrer se nogen der kan kaste den første sten mod den mand de selv har været med til at bygge op. Hjælp i stedet det irakiske folk til at få styrke til at vælte deres diktator, det kunne være en lille kompensation for alt det dræbende udstyr som Vesten og Sovjetunionen forsynede manden med da han bekæmpede den tids store satan, Iran.

Hvis vi her til sidst, mens vi alligevel har hævet blikket over navlen, et kort sekund kaster det ud over de centralasiatiske stater (de såkaldte stans) vil vi se at USA og deres allierede for øjeblikket er ved at opflaske nye diktatorer dér; dem ordner vi så om nogle år! Uanset hvor mange fejl venstrefløjen har begået så havde den ret i at sige, at der kun er én instans der har fordel af krig, og det er militærindustrien. Det er måske derfor det er så vigtigt for tiden at bringe disse stemmer til tavshed.

Birgitte Rahbek
kultursociolog