Den manglende fantasi

”Jeg har i hvert fald ikke fantasi til andet”, sagde en dansk journalist i et debatprogram på tv kort før krigen mod Irak i 2003, da hun blev spurgt om hun støttede den forestående krig. Det er denne mangel på fantasi der igen gør sig gældende i disse dage og timer, hvor Israel bomber Gaza med døde og sårede i hundredvis. Det er nemt for os alle at identificere os med almindelige mennesker i et israelsk parcelhus eller boligkvarter, som bliver udsat for raketangreb med alt hvad det medfører af angst og undertiden død. Derimod har de færreste af os fantasi til at forestille os hvad det vil sige at bo i det tætpakkede Gaza, som i to år har været udsat for Israels – og Vestens – blokade, som ikke kan få de allermest nødvendige livsfornødenheder, hvor over halvdelen lever under fattigdomsgrænsen, og endnu flere er arbejdsløse; hvor børn bliver fejlernærede, og syge dør fordi de ikke kan få medicin eller behandling.
Det er den samme mangel på fantasi der endnu engang får de israelske ledere med forsvarsminister Ehud Barak i spidsen til at sprede død og lemlæstelse i Gaza. Også denne gang vil det sikre resultat blive et endnu stærkere had mod Israel og dets vestlige allierede. Som analytikere gang på gang har påpeget: hvis ikke I vil acceptere Hamas, får I al-Qaeda. Ethvert angreb på de besatte områder styrker de yderliggående kræfter i såvel Hamas som Fatah.
Mens USA skyder skylden på offeret, kan man i den israelske avis Haaretz læse at Barak gav hæren ordre til at forberede det nuværende angreb på Gaza for mere end et halvt år siden, dvs. endnu før våbenhvilen blev indgået den 19. juni. Hans begrundelse var at der var brug for at indsamle flere efterretningsoplysninger og forberede angrebet grundigt; så måtte man affinde sig med at også Hamas fik mulighed for at bevæbne sig yderligere. Under alle omstændigheder er styrkeforholdet så skævt at Israel intet har at frygte. Da tiden nærmede sig for udløbet af den seks måneder lange våbenhvile, brød Israel den på det tidspunkt hvor verden var optaget af det amerikanske valg, nemlig den 4. november, ved at foretage et angreb ind i Gaza mod en tunnel, som angiveligt skulle bruges til at føre militante palæstinensere ind i Israel. Samtidig med dette angreb strammede de løkken om Gaza ved at forhindre tilførslen af forsyninger til området med det resultat at FN’s fødevarelagre løb tør for den livsnødvendige nødhjælp som over 60 % af Gazas befolkning er afhængig af.
Man kan sige at også palæstinenserne mangler fantasi når de fyrer raketter af mod Israel, men faktisk har de prøvet at ændre deres situation på anden måde. For snart tre år siden gennemførte de på demokratisk vis et valg der blev anerkendt af alle observatører. Men de valgte de forkerte. I protest mod de palæstinensiske selvstyremyndigheders inkompetente og korrupte regime stemte de på dem, som de mente havde renere hænder, nemlig Hamas, som fik en overvældende – og for dem selv overraskende – sejr. Det var en appelsin i den israelske turban: nu fik palæstinenserne en islamistisk ledelse som kunne fordømmes af hele verden som terrorister, uanset at den lagde ud med at opfordre til en national samlingsregering. Den blev afslået af Fatah med Mahmoud Abbas i spidsen, som ikke ønskede at dele magten. Ethvert tilløb til forsoning mellem de to palæstinensiske fløje – inklusive en kortlivet samlingsregering i 2007 - er da også straks blevet mødt med trusler og boykot fra såvel Israel som USA. Mahmoud Abbas’ ultimative forræderi mod sit folk kom, da han forleden dag, ligesom Bush, skød skylden på Hamas. EU har heller intet foretaget sig for at bringe fred til området, tværtimod har man taget tilløb til at belønne Israels krigsforbrydelser og overtrædelser af internationale konventioner og FN-resolutioner med tilbud om at ville knytte landet nærmere til EU. Det kan man naturligvis godt kalde en form for fantasi.
Det er svært at forstå hvad Israel vil på længere sigt, men til brug for det korte perspektiv fremlagde det israelske forsvar i december måned dets anbefalinger til regeringen for 2009. De gik i store træk ud på at Israel skulle udarbejde en beredskabsplan for et angreb på Iran, indgå en aftale med Syrien, og endelig skulle de gøre alt for at forhindre at der kommer nye valg i de palæstinensiske områder. Præsident Abbas’ embedsperiode udløber den 9. januar 2009, og det nuværende forretningsministerium skulle for længst være gået af til fordel for en lovligt valgt regering. Endvidere anbefaler forsvaret at hvis våbenhvilen i Gaza bryder sammen – hvilket som bekendt er sket – skal Israel vælte Hamas, og det er så det de er i gang med nu. Endelig bør Israel styrke båndene til ”moderate sunniarabiske lande, særligt Saudi Arabien”!
Hvis Israel – og ”verdenssamfundet” – vil bringe fantasien i spil, må de indse at dagens katastrofe begyndte i juni 1967, hvor Israel besatte bl.a. Gaza. Det eneste Israel endnu ikke har forsøgt er at fjerne besættelsen af de palæstinensiske områder. Ganske vist prøvede de at sælge tilbagetrækningen fra Gaza i 2005 som en sådan ophævelse af besættelsen, men ingen kan kalde det indhegnede og belejrede Gaza for frit eller selvstændigt. En løsning på konflikten behøver ikke engang at være særlig fantasifuld, der ligger i hobevis af FN-resolutioner og international lovgivning der venter på at bliver opfyldt og overholdt, og såvel israelske som palæstinensiske fredsorganisationer har udarbejdet planer for en fred mellem de to folk, hvis skæbne er flettet sammen som siamesiske tvillinger uden chance for at fjernelse af den ene vil føre til den andens overlevelse.

Birgitte Rahbek
Forfatter til ”En stat for enhver pris” og ”Den Arabiske Verden” (sammen med Jørgen Bæk Simonsen)