Mægling frem for magt

Kronik, Kristeligt Dagblad 23. Maj 2011

af Birgitte Rahbek

Mellemøsten er i bevægelse og det på en måde, der er kommet bag på selv de fleste eksperter. I Vesten må vi erkende at vi i mange år har støttet de forkerte herskere (og for så vidt stadig gør det i f.eks. Saudi Arabien), men det er som om vi ikke har lært af tidligere fejltagelser og kun evner at reagere med magtens sprog og undertiden vold. Det betød at Saddam Hussein blev bombet ud af Kuwait, at Irak 12 år senere blev invaderet og hele regimet væltet, og til sidst blev Saddam Hussein henrettet. Jamen, hvad ellers? vil I måske gerne have Saddam Hussein tilbage? Blev der spurgt. Næppe, men artikel 33 i FN-pagten gælder stadig, og den siger at meget skal forsøges, før man sætter militæret ind: man skal ”først og fremmest søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, domsafgørelse, benyttelse af regionale institutioner eller aftaler, eller ved andre fredelige midler efter deres eget valg.”

Ikke desto mindre er vi nu i gang igen, nemlig i Libyen, hvor vi er gået ind på den ene side i en borgerkrig, hvor der ikke som i Tunesien og Egypten og nu Syrien er tale om ubevæbnede civile mod landets militær. Der er derimod tale om to bevæbnede grupper, hvor vi har taget parti for den ene part.

Derefter er turen kommet til at overveje, hvordan vi skal forholde os til Syrien. Kan vi straffe landet med sanktioner? Et problem, for de køber ikke noget. Med tropper? Desværre, de er anderswo engagiert. Fordømmelser? Indlysende, blot ærgerligt at Mrs. Clinton for et par måneder siden kaldte præsident Bashar al-Assad for en ”reformer”.

Hvad er der så tilbage? Svaret er mægling og forhandling. Tableau!

Befolkningen i Syrien kan i den nuværende konflikt groft sagt deles op i tre kategorier: 1) De demonstrerende, der med dødsforagt og mod trodser den brutale magt og kræver regimets afsættelse med alle tænkelige gode begrundelser. Vi ved ikke, hvor mange de er, måske en femtedel af den samlede befolkning, måske mere, måske mindre, nogle taler om kun 2 %. 2) En anden gruppe, der ønsker de samme reformer, men uden at det skal medføre et regimeskifte; de frygter for konsekvenserne: hvem vil tage over – og efter hvor mange blodsudgydelser? 3) En ikke ubetydelig gruppe der af såvel et godt som et opportunistisk hjerte støtter regimet. Enten fordi de tror på præsident Bashar al-Asad, som indtil for ganske få uger siden faktisk var vellidt, eller fordi de selv nyder godt af regimets nepotisme og korruption. Det er selv sagt umuligt at sige, hvor mange der er i hver af de tre kategorier, og der er også andre, f.eks. de ca. 400.000 palæstinensiske flygtninge, der holder vejret, og de ca. 1 million irakiske flygtninge, der netop er flygtet fra en borgerkrig.

Den britiske Syrienekspert Patrick Seale sagde for et stykke tid siden i en debat på BBC at Bashar al Asads personlighed er formet af de mange trusler og konflikter, der har været i hans regeringstid. Først og fremmest var der krigen imod Irak, hvor der hang trusler i luften om at amerikanerne og deres allierede måske skulle fortsætte ind i Syrien, nu de var i gang. Heldigvis for Syrien gik det ikke så godt i Irak, så Bashar fik lov at sidde over. Siden fulgte mordet på den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafiq Hariri, hvor pilen straks pegede på Syrien; senere er den flyttet til at pege på Hizbullah, men det er uden betydning, for den oprindelige beskyldning gjorde sin virkning og betød at Syrien måtte forlade Libanon. På høje tid skulle man mene! Senere fulgte israelernes krig imod først Libanon og derefter Gaza, og en enkelt bombning eller to af mistænkelige installationer i Syrien.

Den slags begivenheder kan ikke undgå at fremkalde en vis paranoia, og her kan det være klogt at minde om at selv om man er paranoid, kan man godt være forfulgt. Hvis man seriøst vil løse op for en konflikt, er det klogt at prøve at sætte sig ind i modstanderens tænkemåde og historie, ikke for at acceptere hans handlinger, men for at kunne forhandle med indsigt.

Man skal være mere end almindeligt naiv, hvis ikke man regner med at der er en del udefrakommende kræfter, der spiller ind og prøver at påvirke situationen i Syrien, det være sig en onkel eller en tidligere vicepræsident eller grupperinger fra Libanon eller fra de andre nabolande. Det betyder ikke at der nødvendigvis er tale om konspiration udefra, for de demonstrerendes krav er legitime og i høj grad påkrævede. Men det betyder at der er kræfter i og uden for Syrien, der ønsker at puste til ilden, og her er det at jeg foreslår en vandkande i stedet, et lille forsøg på at slukke den brand, der vil kunne blive så altfortærende at ingen der holder af Syrien og dets befolkning, kan udholde tanken om det.

Var det ikke en idé at samle en gruppe af uvildige internationale konfliktmæglere og eksperter på området, som kunne opsøge repræsentanter fra de tre omtalte lag i Syrien. Måske ikke hentet allerøverst oppe i systemet – der synes de at være gået i intellektuelt flyverskjul - men lidt længere nede; og så på bedste konfliktmægler vis lytte til parterne, sætte sig ind i deres følelser (angst og drømme) og behov og bevæge sig frem imod en platform, hvor alle føler sig kommet i møde, og hvor man sammen kan forandre det land, der længe har trængt til en revolution, men som vil komme til at betale alt for høj en pris for den.

Læg derfor al den automatiske snak om sanktioner og fordømmelser til side. Det er åbenlyst at alle og enhver fordømmer det syriske regimes magtdemonstration, men der er brug for at lægge en helt anderledes opfindsomhed, kreativitet og besindighed for dagen og gå ind og ændre på forholdene med fredelige midler, der er mere langtidsholdbare end resolutioner og bomber.

Tanken om mægling på dette dramatiske tidspunkt forekommer sikkert de fleste at være både naiv og urealistisk, men efter sigende har Einstein engang sagt, at hvis han viste en ide til nogen, og de derpå sagde at den var god, så droppede han den. Så var ideen ikke innovativ nok, mente han. Måske er det eneste realistiske i dag at være urealistisk, for bliver man i den nuværende realisme, så er udfaldet givet.

Endnu er konflikten ung - om end så forfærdeligt mange er blevet dræbt - det er trods alt ikke så lang tid siden at de demonstrerende i Syrien gik efter reformer og ikke efter Bashars skalp.

David W. Lesch, amerikansk professor i Mellemøsthistorie og forfatter til bogen ”The New Lion of Damascus: Bashar al-Asad and Modern Syria” skrev den 27. april 2011 på bloggen Syria Comment at Bashar havde tre valgmuligheder: a) fortsætte den brutale undertrykkelse af oprørerne og dermed blive en paria i verden, b) fortsætte med en blanding af at slå hårdt ned og love reformer, det vil i længden fjerne hans legitimitet og betyde at han vil komme til at dele skæbne med de andre diktatorer, eller c) se det uundgåelige i øjnene og indføre reelle politiske reformer, dvs. fjernelse af Baath-partiets enerådende magt og indføre tidsbegrænsede valgperioder for præsidenten. Dette bør han meddele befolkningen direkte og ikke gennem et underdanigt parlament.

Lad os være med til gennem mægling og dialog at hjælpe Bashar al Asad til at vælge den sidste mulighed og lede ham tilbage på det spor, hvor Hillary Clinton og mange andre for ikke længe siden troede, han befandt sig.


Birgitte Rahbek

Konfliktmægler og medforfatter (sammen med Jørgen Bæk Simonsen) til bogen ”Den arabiske verden”.