Libanon, de store klaners land: Information 5. December 2006

Desværre er Libanon kun genstand for pressens opmærksomhed, når der er krig eller attentater. Så flyves den ene forudsætningsløse korrespondent efter den anden ind i landet, og derfor har Libanon aldrig fået en bare tilnærmelsesvis kompetent dækning i dansk presse.

Da den libanesiske industriminister Pierre Gemayel blev myrdet den 21. november 2006, rettede lederen af den anti-syriske koalition i parlamentet, Saad Hariri, omgående en anklagende finger mod Syrien, som også beskyldes for at have myrdet Rafiq Hariri, Saad’s far. Saad’s anklage mod Syrien blev øjeblikkeligt taget op af den samlede verdenspresse, hvor anti-syriske libanesere betragtes som frihedselskende demokratiske patrioter, hvorimod de pro-syriske regnes for udemokratiske lakajer for en fremmed magt.

Som død anti-syrisk politiker ophøjes man til en næsten helgenagtig status, sådan som det er sket med den tidligere ministerpræsident Rafiq Hariri, hvis popularitet og charme hang uløseligt sammen med den enorme formue han havde fået skrabet sammen, mens han boede i Saudi Arabien. Ikke alene havde han fået snabelen ned i statskassen, han var også kommet tæt på kongefamilien og fået tildelt saudisk statsborgerskab, og det beholdt han, også da han blev ministerpræsident i Libanon efter borgerkrigen.

I begyndelsen var Rafiq Hariri pro-syrisk, det samme var druserlederen Walid Joumblatt, søn af Libanons nok mest begavede politiker Kamal Joumblat, der angiveligt blev myrdet af syriske agenter i 1977. Walid Joumblatt blev nødt til at opgive sit liv i natklubberne for at følge traditionen og efterfølge faderen som leder af de libanesiske drusere. Her har han udvist en selv efter libanesiske forhold usædvanlig opportunisme ved at alliere sig med snart den ene, snart den anden fløj.  

Joumblatts parti hedder det progressive socialistparti, men repræsenterer i virkeligheden kun hans egen klan. Det samme gælder de fleste andre partier i Libanon, der opfører sig som klaner, der i et patron-client forhold arbejder i egen interesse. Det indebærer dog, at de bliver nødt til også at sørge nogenlunde godt for medlemmerne af deres religiøse sekt for at få adgang til de politiske poster, hvorfra de kan malke landet.

Det er næppe muligt at sige, hvem af de libanesiske politikere der har været bedst til det, men en af dem fik sat en procentsats på, nemlig Amin Gemayel, far til den dræbte Pierre Gemayel Han blev kaldt Monsieur 20 procent.

Amin Gemayel er i dag leder af det libanesiske falangistparti (al Kataeb), og man kan med rette hævde at familiens økonomiske udskejelser for intet er at regne mod deres militære grusomheder under borgerkrigen. Historien kort: Falangistpartiet blev oprettet i 1936 af den dræbte ministers farfar af samme navn, Pierre Gemayel, efter at denne havde overværet olympiaden i Berlin og dér var blevet betaget af den tyske disciplin. Falangisterne havde allerede fra 1949 nære forbindelser med Israel. I begyndelsen var der tale om israelsk støtte til falangisternes valgkamp, senere om et militært og efterretningsmæssigt samarbejde, som kom til udfoldelse under hele borgerkrigen, kulminerende med den israelske besættelse af Libanon i 1982 og den koordinerede massakre i flygtningelejrene Sabra og Shatila i september samme år.

Inden det kom så langt, havde Bashir Gemayel samlet de maronittiske kristne under sig ved at rydde rivalerne af vejen. Først den tidligere præsident Suleiman Franjiehs søn Tony, der i juni 1978 blev angrebet af en gruppe falangister i sin sommerresidens i det nordlige Libanon. Foruden Tony blev hans hustru og lille datter og 25 andre dræbt. Franjiehklanen svor hævn.

Senere kom turen til Dany Chamouns “Tiger-milits”. Dany var søn af en anden højrefløjsleder, Camille Chamoun, der havde været Libanons præsident 1952-58. Denne gang valgte falangisterne dog at lade hovedpersonen Dany Chamoun flygte sammen med sin familie. Da det var sket, satte angrebet ind, og da dagen var omme, var mellem 100 og 150 blevet dræbt. Det handlede ikke om politik eller ideologi - Chamoun var mindst lige så brutal som Gemayel - men om penge og magt, om hvem der skulle kontrollere de illegale havne der var blevet bygget i løbet af borgerkrigen, hvem der skulle indkassere beskyttelsespenge osv.

Det er dette ”parti” Hans Henrik Fafner i Information den 25.-26. november kalder socialdemokratisk, og såvel i denne artikel som i den fra den 22. november antyder Fafner at det kunne være Hizbollah der står bag mordet. Der må være tale om israelsk ønsketænkning og propaganda.

Det kan undre at det ikke er faldet Fafner eller andre ind, at hverken Syrien eller Hizbollah kan have interesse i dette mord, som fandt sted på et tidspunkt, hvor USA netop er ved at tage tilløb til en tilnærmelse til Syrien (og Iran) med henblik på at inddrage dem i en løsning på det irakiske mareridt. Ingen frygter en sådan tilnærmelse mere end Israel. Det betyder ikke at det nødvendigvis er Israel eller en af deres mange libanesiske agenter der står bag mordet, men tanken burde dog strejfe enhver uafhængig journalist. Hvis ikke man havde så travlt med at dele alle libanesiske politikere op i pro- eller anti-syriske, kunne man overveje om der kunne ligge andre motiver bag, såsom blodhævn eller en hævnakt fra folk der er blevet økonomisk forbigået eller snydt. Den mest sandsynlige forklaring er, at morderne har ønsket at inkriminere Syrien og at skabe sympati og time-out for regeringen. I Libanon undrer man sig for øvrigt over, hvordan lederen af Lebanese Forces Party, Samir Geagea, den eneste krigsforbryder der har siddet i fængsel for et par af sine forbrydelser, en uges tid før mordet på Pierre Gemayel kunne forudsige, at der snart ville blive dræbt nogle libanesiske ministre.

Bag Libanons tilsyneladende modernitet gemmer sig en politisk virkelighed, der hverken kan føjes ind på en højre-venstre skala eller betragtes som statisk. Derfor er Libanon ikke nem at dække, men hvis man vælger at betragte situationen fra Israel, går det slet ikke.

Birgitte Rahbek
kultursociolog