Kronik, Politiken 14. November 2006: Forsømmelser i integrationen

Under sommerens krig i Libanon viste det sig at flere tusinde danskere opholdt sig i landets krigszoner og derfor måtte hjælpes ud. I løbet af et par dage kom det frem at disse danskere ikke var Niels Hausgaards grisefarvede typer, men derimod danskere med pigmenteringen piftet lidt op, dvs. af palæstinensisk eller libanesisk oprindelse. Krigens tragedie ufortalt var det en positiv historie, ikke mindst på baggrund af karikaturkrisen. Her så vi mennesker der havde været på familiebesøg i Libanon, men som ikke var i tvivl om hvor hjemme var: det var i Sønderborg, Vejle, Odense eller Ishøj. Vi hørte familier udtrykke deres glæde og taknemmelighed over at være blevet reddet ud af krigens helvede. For mange af dem betød det at gamle sår fra den libanesiske borgerkrig og den israelske invasion i 1982 brød op, forældre oplevede nu at se deres børn blive udsat for samme traumatiske begivenheder som de selv i 1980’erne. Dertil kom at de evakuerede frygtede for deres tilbageblevne slægtninges skæbne i krigszonen.

De danske medier var fulde af medfølende beretninger om disse mennesker i nød, og i mange dage var de slet og ret danskere, som udenrigsministeriet skulle evakuere. Efter nogen tid måtte denne idyl naturligvis brydes, for at ”disse nyopdagede danskere”, som Weekendavisen kaldte dem, ikke skulle få for stor sympati, for ”mit gæt er, at de ikke er specielt pro-israelske, ja, faktisk det modsatte” som det hed. En af måderne til at dosere det tilvænnede indhold af gift på var DFeren Søren Espersens mistænkeliggørelse af de evakuerede: mon ikke mange af dem havde snydt med kontanthjælp eller understøttelse? Selvom mange kneb sig i armen og tænkte ”hvor kynisk kan man blive?”, lykkedes det endnu en gang at overskride grænsen for almindelig menneskelig anstændighed - og lidt røg bliver der jo altid tilbage.

Det blev samtidig fra officielt hold foreslået at disse og andre indvandrere skulle lære noget mere om jøderne! Man kan spekulere over hvorfor man vælger at slå israelere og jøder i hartkorn, men når man gør det, vil det under alle omstændigheder være en god idé at lade lyden af kampfly, Apache-helikoptere og klyngebomber fortage sig, før man begynder at fortælle om jødernes store bidrag til europæisk - og arabisk - kultur og om deres uhyrlige lidelser. Forslaget om kendskab til jødernes historie var et lille supplement til den megen snak om at indvandrerne skal lære om og lære at acceptere danske værdier; det seneste forslag fra postfascister, højrekatolikker og dansk overdrev går ud på at indvandrere til Europa skal aflægge ed på at de vil anerkende ”europæiske værdier”. Gad nok vide hvad det er, ligesom der nok også er mere end én mening om hvad danske værdier er.

Jeg tror at man i forhold til indvandrere og deres børn skal gå en anden vej, ikke mindst i relation til herboende palæstinensere og andre fra krigsplagede områder. På et weekendtræf for unge palæstinensere arrangeret af Det palæstinensiske netværk i Danmark sagde en af deltagerne: ”Hvis du ikke har en baggrund, kan du heller ikke ha’ en fremtid!” Med andre ord: hvis ikke du kender dine rødder, får du svært ved at orientere dig i dit liv. Det palæstinensiske netværk i Danmark er et fremragende initiativ, der støttes af Integrationsministeriet og Dansk Flygtningehjælp. Formålet med netværket er at forbedre palæstinensernes muligheder for at deltage i det danske samfund. Netværket har først og fremmest fået fat i de mange ressourcestærke palæstinensere som mødes for at diskutere fælles problemstillinger og som opfordres til at hjælpe dem der er dårligere stillede med hensyn til uddannelse og social integration. Men i en rapport fra weekendtræffet kunne man læse at selv de ressourcestærke unge klagede over at de kender for lidt til deres egen baggrund.

Mange vil sikkert indvende at det er vigtigere at palæstinenserne lærer de danske værdier og det danske samfund at kende, det er jo her deres fremtid ligger. Det er også rigtigt, men det er lettere at tilegne sig denne viden, hvis man har noget at sammenligne med. Problemet for mange palæstinensere - og for andre fra krigshærgede områder - er at deres historie er hyllet ind i konflikt og krig og had til fjenden. Væk er det helt almindelige sociale liv som findes selv i krigshærgede områder. Der findes næppe den palæstinenser som ikke kender de store smertepunkter - fra årene 1948, 1967, 1982 - i det palæstinensiske folks historie. Det er også vigtigt at kende dem, for det er vigtigt at vide at palæstinenserne ikke blot føler sig uretfærdigt behandlet, de er også blevet uretfærdigt behandlet, Vestens dobbeltmoral og hykleri er fortvivlende åbenbar i tilfældet Palæstina-konflikten. Men også palæstinensernes ledere har svigtet dem mange gange, ja gør det den dag i dag, og kunsten er at få brugt historien til refleksion og til et fremadrettet perspektiv. Samtidig er det vigtigt at kombinere de historiske kendsgerninger med beskrivelser af det almindelige sociale liv der blev levet, for det er her man finder traditionerne og de værdier, som kan synliggøre de rødder der trods alt ligger til grund for det nutidige liv. En af de forfattere der i særlig grad har formået det, er den israelske historiker Ilan Pappé, hvis bog ”A History of Modern Palestine” er på vej i dansk oversættelse. I denne bog udfoldes det brogede liv blandt Palæstinas jøder, kristne og muslimer, som det engang tog sig ud på landet og i byerne, blandt rige og fattige, for kvinder og mænd. Her er der skabt en historiefortælling som giver mulighed for at identificere sig som del af en familie eller en slægt.

Man siger ofte at muslimer har en lang historisk hukommelse, og det er også rigtigt, i hvert fald husker de vældigt godt islams og den arabiske verdens storhedstid, men de husker også - især hvis vi taler om palæstinenserne - alle nederlagene. Problemet med de unge med indvandrerbaggrund er at de ofte kun kan en halvkvædet vise, de har sjældent veluddannede forældre og har derfor ofte bygget deres opfattelse op på ”det er også bare for meget-argumenter”, altså krænkede følelser og halve røverhistorier. Derfor er det vigtigt at de lærer ikke alene noget om at være i Danmark og om det danske samfund - det er en selvfølge -, men også om Palæstinas historie, og at vi derigennem hjælper dem til at finde eller skabe deres egne rødder. Selvom karikaturkrisen bragte mange nuancer frem i billedet af herboende muslimer, medførte den at der især blev fokuseret på den religiøse side af indvandrernes identitet i stedet for at belyse den langt mere facetterede historiske, kulturelle og individuelle identitet. Fordi vi har lavet samme forsømmelser i integrationsarbejdet, har vi kastet dem lige i armene på de religiøse, som står parat med en grydeklar identitet som er lige til at tage på sig: jeg er muslim, det er stort, og jeg er stolt af det.

Det er udmærket at muslimske indsatte i danske fængsler kan få besøg af en imam - ligesom danske indsatte kan få besøg af en fængselspræst - men dermed giver vi også rygstød til at tilføre dem en religiøs identitet. Måske var det vigtigere for nogle af de indsatte med indvandrerbaggrund at få besøg af nogen til at fortælle dem om deres historiske og kulturelle baggrund. Et nuanceret billede af deres egen kultur og dens værdier kunne følges op af en sammenligning med dansk kultur og danske værdier. Ofte vil man formentlig se at afstanden slet ikke er så stor, banalt sagt handler det jo om at opføre sig ordentligt. I ingen af de to kulturer er det ”halal” at være kriminel, blot for at tage et eksempel. Og de færreste danskere vil hævde at det er ”kosher” at være fremmedfjendsk, ugæstfri, alkoholiker eller promiskuøs.

Alle har vi brug for at få og have en identitet, og berøves vi mulighederne for at få en positiv identitet, står der altid en negativ parat: som ekstremist, som kriminel eller som misbruger. En negativ identitet er for den enkelte ofte at foretrække frem for ingen identitet, og hvis vi tillægger de unge indvandrere en negativ identitet, kan de - synes de - lige så godt tage den på sig, for så bliver de ikke ubehageligt overraskede. Dertil kommer at de idealer eller rollemodeller de ofte savner i deres egne familier - f.eks. fædre eller storebrødre der klarer sig godt - får en erstatning fra tv i form af stenkastende palæstinensiske drenge eller det der er værre: unge mænd med masker, pandebånd og bombebælter.

Den største dumhed det danske samfund har begået i denne forbindelse, er at vi har gjort næsten alt for at berøve børnene deres modersmål. Det er sket imod politikernes bedre vidende, for det er en forskningsbaseret og velkendt kendsgerning at børn der lærer at læse og skrive på deres modersmål, bliver bedre til deres andetsprog - i vort tilfælde dansk. Undervisning i modersmål fortrænger ikke indlæringen af dansk. Oveni kommer gevinsten ved at beherske flere sprog. Enhver der har prøvet at lære det svære arabiske sprog, vil være enig i at det er det rene vanvid at vi ikke har betragtet de arabiske indvandreres sprog som en kvalitet og som en kompetence som vi skulle dyrke og hæge om til gavn for os alle i globaliseringen. Vi har med andre ord ikke respekteret det de kom med, og lige præcis den manglende respekt er nøglen til forståelsen af så mange indvandreres frustrationer og vrede.

På samme måde som med sproget vil undervisning i indvandrernes egen historie, deres kultur og værdier heller ikke fortrænge deres viden om det danske samfund, men kan blive et fundament til forståelse både af det der binder os sammen på tværs af kulturer og det der deler os og som vi derfor må diskutere og forklare for hinanden.

For nylig hørte jeg nogle danske kvinder tale om hvordan de bedst kunne tackle mænd, væk var al 70er-snak om at vi alle kan det samme og er ens. Holdningen var nu langt mere en accept af at de to køn er forskellige, og som araberne ville sige: man kan ikke sammenligne jasminens og rosens duft. Med andre ord var der ingen forventninger om at de to køn er eller skal være lige og kunne foretage sig det samme. Det kan man mene meget om, men det er et interessant udgangspunkt for en diskussion, og i hvert fald mere givende end en påstand om at de andre kvinder blot er tilbagestående og undertrykte.

Indvandrernes forældrerolle giver også basis for en debat. Vi kan let være enige om at ønske det bedste for vores børn, men der er meget store forskelle i vores opfattelser af hvad der er det bedste, og undertiden magter vi ikke at leve op til vore egne idealer. Den arabiske mand ser det som et alvorligt anslag mod hans ære, hvis ikke han kan forsørge sin familie og give sine børn en ordentlig fremtid. En engelsk antropolog som i mange år har boet i Libanon og forsket i flygtningelejrene, har fortalt at indtil PLO og de mange palæstinensiske mænd blev fordrevet fra Libanon, havde hun aldrig hørt om vold mod hustruer og børn i lejrene, men da fædrene og brødrene forsvandt, var der ingen til at beskytte kvinderne og børnene imod tyranniske mænds frustrationer.

Endnu værre er det for den ydmygede mand, ham der ikke kan beskytte sig selv og sin familie mod overgreb udefra. Det er situationen i de besatte palæstinensiske områder og i flygtningelejrene i Libanon. Det kan skolefolk i Gaza og på Vestbredden tale med om, ikke mindst efter den første og - forstærket - efter den anden Intifada. Den samme nedbrydning af autoritet sker ofte for indvandrerfædre i Danmark. Det kan godt være at vi synes at fædrenes autoritet er lidt latterlig, men det bliver mange gange værre når den bryder sammen.

Der er mangt og meget som vi vil være uenige med de arabiske indvandrere om, men der vil være endnu mere som vi vil kunne respektere, når vi først lærer det at kende og forstår, hvorfor de gør som de gør. De fleste mennesker søger at opføre sig hensigtsmæssigt, og skærme sig mod noget der er værre eller truende, men undertiden kan det være svært for andre at se, at det er dét, de gør.

Birgitte Rahbek
Kultursociolog og Phd i pædagogik