For Villy Søvndal er tørklædet "et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige", for andre er det et symbol på linje med hagekorset, og for atter andre markerer det had til Vesten i almindelighed.

For bærerne er der utallige årsager til at gå med tørklæde: Nogle mener, at islam påbyder det – andre synes, som den egyptiske forfatterinde Salwa Bakr engang fortalte, at det er bekvemt i en snavset by, hvor man ikke kan komme til at vaske hår så tit, andre håber at det giver større chancer på ægteskabsmarkedet eller synes det er smart - eller har fået penge af et parti for at gå med det.

Det kan alt sammen være udmærkede grunde, og hvad angår det ægteskabelige, er et tørklæde trods alt mindre indgribende end diverse plastikoperationer, der forvandler en A-skål til en C-skål. Men de, der mener, at tørklædet er noget originalt islamisk, tager fejl, for sløret blev brugt, længe før islam opstod.

Det blev brugt i det førislamiske persiske sassanide-samfund, der blev erobret af muslimerne. De overtog nogle af områdets skikke, herunder både slør og kønsadskillelse, som også var udbredt i det kristne Middelhavsområde.

Sløret var på den (kristne) tid et overklassesymbol, og et symbol, der adskilte frie kvinder fra slavinder, de sidste kunne straffes, hvis de gik med slør. Det var først i slutningen af Muhammeds levetid, at sløret blev introduceret i den muslimske menighed, og her kun af hans hustruer, som derved udmærkede sig, så folk kunne se, at dem skulle man vise særlig respekt eller i hvert fald ikke genere. Efter Muhammeds død og den muslimske erobring af de omliggende områder, hvor overklassens kvinder var tilslørede, blev sløret også for muslimske overklassekvinder en hverdagsagtig beklædningsgenstand.

Ligesom religionen islam er stærkt præget af jødedom (f.eks. spiseforbud) og kristendom, blev islam og muslimerne præget af de skikke og sædvaner, der fandtes i de lande, de efterhånden underlagde sig. Det var ikke et entydigt billede, der tegnede sig i disse områder med hensyn til kvindens stilling, ligesom det heller ikke var tilfældet i det Arabien, hvor islam opstod.

Når islamister og almindelige muslimer ynder at fremhæve islam som et fremskridt for kvinder, er det en sandhed med store modifikationer. Nok forbød Muhammed og Koranen mord på nyfødte pigebørn, men hvad angår ægteskab og kvindens stilling, skete der ikke entydige fremskridt.

Ifølge den egyptisk-amerikanske professor i kvindestudier, Leila Ahmed, hvis bog ’Kvinder og køn i islam’ til efteråret udkommer på forlaget Vandkunsten, var Den Arabiske Halvø omkring tidspunktet for Muhammeds fødsel et af de få steder i Mellemøsten, hvor det patriarkalske ægteskab ikke dominerede totalt.

Meget tyder på, at kvinder havde større selvbestemmelse i jahilia-tiden – den såkaldte uvidenhedens tid, dvs. før islam. Et par af profeten Muhammeds ægteskaber kan tjene som illustration af denne forskel. Hans første hustru, Khadija, var hans chef, en velhavende enke, der var 15 år ældre end ham, og som selv tog initiativet til at fri til ham og formentlig har stillet som klausul, at ægteskabet skulle være monogamt, hvilket det var indtil hendes død 25 år senere. Hun var et barn af jahilia-tiden og dets skikke. Hun var over 50, da Muhammed begyndte at få åbenbaringer, så det er ikke dem – eller islam – der har præget hendes karakter.

Muhammeds næste ægteskab var med barnebruden Aisha, som var et produkt af islamisk praksis. Hendes forældre var muslimer, hun var ni eller ti, da hun blev gift, og hun måtte sammen med sine efterhånden mange medhustruer rette sig efter de nye krav om afsondring og tilsløring.

Men ifølge Leila Ahmed levede Aisha i en overgangstid, hvor hendes liv var præget af både jahilias og islams sædvaner. Det var uden tvivl arven fra jahilia, der muliggjorde, at Aisha en kort overgang efter Muhammeds død kunne påtage sig den politiske ledelse af det muslimske samfund, og at hun nød stor respekt, og på grund af sit nære følelsesmæssige forhold til profeten blev accepteret som kilde til mange hadith, traditioner om profetens gøren og laden.

I betragtning af, hvor underordnet den muslimske kvindes stilling generelt har været, er det interessant, at netop holdningen til kvinder – herunder deres påklædning – har været et kardinalpunkt i mange muslimske samfund, hvis herskere har markeret deres position netop i relation til kvinden.

Det viser en gennemgang af Afghanistans historie i hvert fald i det 20. århundrede, og det viser udviklingen i Iran, Saudi-Arabien og mange andre lande. Men mon ikke, det også er et nogenlunde sikkert gæt, at 80 procent af debatten om indvandrere i Danmark handler om tørklæder?

Umiddelbart kan man undre sig over, at vesterlændinge – det være sig koloniherrer eller majoritetsbefolkning – er hoppet lige i islamisternes og de mest rigide imamers fælde ved at gøre kvindens stilling til omdrejningspunktet for relationen mellem Østen og Vesten – eller måske mere præcist mellem ’The West and the rest’.

Samtidig indgås der undertiden interessante alliancer mellem feminister og kolonisatorer for – om nødvendigt med magt – at frigøre den muslimske kvinde. Leila Ahmed fortæller i sin bog om den britiske højkommissær Lord Cromer, der under den britiske besættelse af Egypten i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet førte en indædt kamp for at få sløret hevet af de egyptiske kvinder, fordi det for ham var symbolet på Egyptens elendige tilstand.

Cromer mente, at mens kristendommen prædiker respekt for og ophøjer kvinder, så nedværdiger islam dem, hvilket kommer allertydeligst frem i skikken med tilsløring og kønsadskillelse, som var den " ødelæggende forhindring" for, at egypterne kunne "opnå den højnelse af tænkning og karakter, som skulle ledsage indførelsen af vestlig civilisation".

Selv om Cromer ønskede at ophøje de egyptiske kvinder, var hans praktiske politik til stor skade for dem: Han gjorde det vanskeligere og dyrere for dem at gå i skole, og han nedlagde den uddannelse, der i 1800-tallet havde gjort det muligt for egyptiske kvinder at få en lige så lang lægelig uddannelse som mænd.

Men i sin kamp for ’afsløringen’ af de egyptiske kvinder fik Cromer støtte fra engelske feminister, hvis sprogbrug han antog, og hvis ideer, i stedet for at tjene til kvindens frigørelse, blev et redskab i koloniseringen. Alliancen mellem højkommissæren og feministerne standsede dog ved Dover, for i England var Cromer et stiftende medlem af, og på et tidspunkt præsident for, Mændenes Liga Imod Kvinders Stemmeret.

Heller ikke franske mænd har igennem tiden haft travlt med at befri de franske kvinder, som først fik stemmeret i 1944. Til gengæld havde de meget travlt med at frigøre de algeriske kvinder, også de skulle smide sløret på kolonialisternes ordre.

Kravet om ’afsløring’ fik i Algeriet ligesom nu i Danmark det sikre resultat, at flere og flere kvinder tog det på, for de skulle nok selv bestemme, hvordan de ville gå klædt. På samme måde blev sløret eller chadoren i det iranske shahregimes sidste dage et symbol på modstand.

Shahen havde til Vestens og overklassens store tilfredshed forbudt kvinder at bære chador på flere offentlige steder, så da de iranske kvinder i tusindtal demonstrerede til fordel for Khomeini iført deres sorte chadorer, var det som et modstandssymbol. At Khomeini og hans efterfølgere senere skulle gøre det til et tegn på undertrykkelse er en historiens og skæbnens ironi, som muslimske kvinder alt for ofte er blevet udsat for.

Også i dag glemmer mange af de kvinder, der i de muslimske samfund slutter op bag islamisternes modstand mod det lokale styre, at når islamisterne først selv får magten, vil de straks gå i gang med at indføre kvindefjendske love. Så det modstandspotentiale, der ligger i mange kvinders aktivisme, også i islamistiske partier og organisationer, kan hurtigt blive vendt imod dem og sende dem hjem til kødgryderne.

En af forklaringerne er, at islamistiske partier som regel vinder frem på grund af armod og arbejdsløshed i befolkningen, og derfor vil de koncentrere sig om at skaffe mændene arbejde og samtidig give dem en følelse af magt gennem kontrol af kvinderne.

Det er påfaldende, at danske politikere og andre med dem slipper af sted med at fremhæve de danske værdier som værende kvinders frigørelse og ligestilling og dét på et tidspunkt, hvor antallet af prostituerede menes at være fordoblet – de fleste gennem trafficking – og hvor Danmark på nogle ligestillingsområder ligger og roder på et niveau med Malta og under De Forenede Arabiske Emirater.

Der er heller ikke mange, der råber op om, at gruppefotos fra alle større vestlige politiske forsamlinger ligner et billede af en landboforening i 1800-tallet, og det samme ville blive tilfældet, hvis nyhedsmedierne samlede deres meningsmagere.

At vi så også fremhæver den danske tolerance som et af vore kendetegn er tragikomisk. Men hvis danske feminister et øjeblik lagde tørklædet til side og ønskede at kæmpe for ligestilling i Danmark, så ville de jo ikke forlange, at vi fuldstændig skulle afskrive os vores kultur og antage en anden, nej, vi skulle arbejde inden for systemet og forbedre det derfra, helst også uden kvoter, så må det tage de par hundrede år, der skal til.

Når danske feminister derimod beskæftiger sig med muslimske kvinders frigørelse i Danmark, så forlanger de, at de afskriver deres kultur, herunder religion, og bliver som os. De ænser ikke, at mange muslimske kvinder klarer sig strålende, bliver veluddannede og er en uvurderlig ressource i vort land. De ser kun tørklædet, og det skal af! Men de muslimske kvinder er klogere end som så. De ved godt, at hvis de først lægger tørklædet, vil der komme andre krav til dem, og at vi i sidste instans ikke vil vide af nogen sider af deres anderledeshed.

Både islamister og islamofober gør tørklædet og hele kvindesagen til en del af kulturkampen, måske fordi begge parter har så lidt at byde på selv, måske fordi det er så tydeligt at se, hvornår man har vundet, eller i hvert fald vundet frem. Begge parter postulerer desuden, at der er tale om noget oprindeligt, noget islam iboende.

Islamisterne tror, at de har opfundet en klædedragt, som er den oprindeligt islamiske, hvilket de mange tusinder varianter bevidner, at den ikke er. Nogle går endog så langt som til at bære handsker, selvom de slet ikke fandtes på profetens tid.

Den endimensionale tilgang til at gå med tørklæde, som formuleres af Søvndal og DF, er at gå islamisternes ærinde. Leila Ahmeds analyse af den islamiske påklædning er mere nuanceret. Hun ser den ikke som en tilbagevenden til noget oprindeligt eller bagstræberisk, men som en overgang, som en vestlig påklædning tilpasset brugerens opfattelse af sømmelighed. "Derfor tilkendegiver den islamiske påklædning så langtfra, at dens bruger er stivnet i en traditionel verden og fortiden. Den skal derimod betragtes som en ankomstens uniform, som signalerer begyndelsen og viljen til at bevæge sig fremad i moderniteten". Det har relevans i mange muslimske lande, hvor kvinder flytter fra landsbyerne og ind til byernes modernitet og læreanstalter.

Det kan diskuteres, om denne analyse kan overføres på danske tørklædepiger, men givet er det, at der ikke ligger et entydigt signal i et tørklæde, og at der kan være lige så mange begrundelser, som der er bærere. Lige så givet er det, at væksten i tørklæder er et krisetegn: I Mellemøsten som tegn på fattigdom, krig og krigstrusler og på, at alle andre ideologier – marxisme, socialisme og pan-arabisme – er slået fejl; med tørklædet lægger man et beskyttende lag mellem sig og den truende verden.

Herhjemme er antallet af tørklæder ligefremt proportionalt med hetzen imod dem. Her yder tørklædet dog ingen beskyttelse, men giver noget, der minder om en identitet. Det kræver dog en stærk kvinde at bære tørklæde, for hun har hele det politiske spektrum fra SF til DF imod sig. Så man fristes næsten til at sige: chapeau!

I realiteten er islamisternes insisteren på den ’islamiske’ klædedragt – som er meget mere end et tørklæde – en reaktion på kulturkampen mod Vesten. Der er intet originalt – eller oprindeligt – i det, det er tværtimod en indirekte accept af den diskurs, der er formuleret af Vesten.

Eller som Leila Ahmed skriver: "Forestillingen om at vende tilbage til eller holde fast ved en ’original’ islam og en ’autentisk’ indfødt kultur er altså i sig selv et svar på kolonialismens diskurser og kolonimagternes forsøg på at undergrave islam og arabisk kultur og erstatte dem med vestlige sædvaner og tro".

Man kunne derfor ønske sig, at de mere besindige blandt såvel muslimer som vesterlændinge ville træde ud af denne dødedans, hvor truslerne bliver til selvopfyldende profetier om polarisering og fjendskab. Det vil kræve, at muslimerne udarbejder deres egen diskurs og ikke kun vender spejlet om og former en kultur, som blot er en negation af Vesten.

Og fra vores side vil det kræve, at vi gør vores postulerede værdier om ligestilling, ytringsfrihed og tolerance til sande og ægte værdier, hvor vi kæmper for ligestilling og ikke accepterer, at mænd som en selvfølge repræsenterer menneskeheden i beslutningstagende organer og i medierne. Ytringsfriheden skal fjernes fra de latterlige Muhammedtegninger, der aldrig har haft meget med ytringsfrihed at gøre, og skal i stedet bruges til at kritisere og udfordre magten.

Hykleriet i forbindelse med karikaturtegningerne fremgår af Trykkefrihedsselskabets hyldest til direktøren for den amerikanske organisation Campus Watch, Daniel Pipes. Denne mand, som Flemming Rose har gode forbindelser til, står forrest i kampen mod ytringsfriheden på amerikanske universiteter, hvor han jagter enhver kritiker af Israel.

Trykkefrihedsselskabets egne medlemmer holder sig heller ikke tilbage for at mistænkeliggøre anderledes tænkende herhjemme. Det er behæftet med stor naivitet at tro, at vi i Danmark har fuld ytringsfrihed – det er kun tilfældet, hvis man ikke har meninger, der går magten imod, ellers klapper fælden i såvel DR som i Udenrigsministeriet.

Inden vi går videre til at diskutere profetens og muslimernes skæg, skulle vi måske prøve at virkeliggøre den tredje postulerede danske værdi: tolerancen! og se, om den kunne hjælpe os til igen at få lidt udsyn og til at diskutere væsentlige emner gennem dialog og fredelig konfliktløsning.