Gaza i terapi

Birgitte Rahbek, kultursociolog.

12.01.09

Den israelske stats grundlæggere ønskede at gøre den jødiske stat til en helt almindelig stat. Synd at de lige skulle vælge Sparta-modellen, for den har ikke alene forrået palæstinenserne, men også israelerne og mange af deres støtter, skriver Birgitte Rahbek.

Gaza tæller sine døde. I skrivende stund er der dræbt over 750, og omkring 2.000 er såret i de israelske luftbombardementer af Gazas tætbefolkede byer. Alle har travlt med at dele op i civile og ikke-civile, men for den far, mor, søster, bror eller hustru, der mister en ung mand, er det nok ligegyldigt, om han var på vej til bageren, eller som tilfældet var med de første 70 unge mænd, der blev dræbt i ét angreb, lige var blevet uddannet som politibetjent, dvs. var en af de heldige, der i Gaza havde fundet betalt arbejde. I Danmark går det for at være ekstra alvorligt at slå en politibetjent ihjel. I Gaza tæller de dårligt nok.

Men oveni alle de skader, der kan gøres op i statistikker og shekel, kommer de traumer, der som granatsplinter har sat sig i halvanden million sind. Af disse er 750.000 børn. Der findes ikke det barn i Gaza, som ikke har hørt den skræmmende lyd af droner og apachehelikoptere eller bombefly, der findes ej heller det barn, der ikke har oplevet sine forældres angst og fortvivlelse. Utallige er de børn, der har set døde og lemlæstede kroppe, som har mistet familiemedlemmer eller venner, som har oplevet den afgrundsdybe angst, der opstår, når ikke engang mors favn er et trygt sted, for der findes intet sikkert sted i Gaza i dag.

På bombardementernes fjerde dag blev det danske Rehabiliteringscenter for Torturofres søsterorganisation, Gaza Community Mental Health Project, ramt af missiler. Det ledes af den kendte menneskeretsforkæmper og psykolog Eyad al-Sarraj, der for nylig kunne berette, hvordan han i måneder var forment udgang fra Gaza for at blive behandlet for sin knoglemarvscancer. Sarraj har om nogen set og beskrevet, hvad 40 års besættelse, undertrykkelse, indespærring og udsultning gør ved Gazas indbyggere. Det var naturligvis en fejl, at missilet ramte lige der, ligesom det var, da et andet missil ramte en familie og dræbte fire små piger, ligesom det var, da skolebørn blev dræbt, mens de ventede på bussen. Men sådan ser krig nu engang ud, og de, der afsender missilerne, bærer det fulde ansvar sammen med dem, der bakker krigen op. Alle har de barnelig på samvittigheden.

I Danmark tilbydes der krisehjælp, hvis folk har oplevet en nødlanding eller et røveri, og det er glimrende, men, som lederen af et kvinderådgivningscenter i Ramallah engang fortalte mig, til trods for at alle palæstinensere har brug for terapi, så er det næsten umuligt at opdrive, og Sarraj' center i Gaza er en af de meget få undtagelser. En anden blev vist på den fremragende tv-kanal al-Jazeera International. I en pause fra de mange blodige nyhedsudsendelser viste den en dokumentarudsendelse om en ung mandlig psykolog i Gaza, som opsøgte nogle af de mange traumatiserede - som regel i deres hjem. Gennem stille fordomsfri samtaler og meditationsøvelser med fantasirejser søgte han at få åbnet for nogle af de mange traumer.

Langt hovedparten af Gazas befolkning er flygtninge og efterkommere af flygtninge, hvoraf mange blev fordrevet fra de selvsamme områder, som de militante grupper i dag beskyder med raketter. De, der ikke oprindeligt var flygtninge, har siden 1967 oplevet, hvad det vil sige at blive berøvet friheden og det i så ekstrem en grad, at der ikke findes noget tilsvarende uden for fængselsmure. Alt det påvirker et folk som kollektiv og som individ.

Enhver terapeut ved, at det - ikke mindst for mænd - kan være grænseoverskridende at opsøge en terapeut og indlede et forløb. Sådan er det selv i et samfund som vort, der i over et halvt århundrede har været gennemsyret af Freud og hans tilgang til det menneskelige sind, og et samfund der dyrker individet og dets ret til selvrealisering. Hvor mange flere barrierer skal der ikke overvindes i et samfund, hvor individet er underordnet kollektivet, og hvor der aldrig har været plads til den individuelle sorg, fordi samfundet har sørget i 60 år. Derfor var det instruktivt at se, hvordan den unge psykolog gik nænsomt til værks, hvordan han fik den totalt tilslørede kvinde til at meditere sammen med sin skæggede og mistroiske mand. En anden scene var unge handicappede mænd, der havde mistet ben og anden førlighed bl.a. i de interne kampe mellem Fatah og Hamas, som de i dag begræd at have deltaget i. Da manden uden ben efter fantasirejsen blev spurgt, hvad han havde oplevet, smilede han og sagde »jeg svømmede«, og derefter bevægede han sig ind i noget, der mest af alt mindede om en beskrivelse af den gængse paradisforestilling blandt muslimer - dog uden jomfruer.

Psykologen formåede om så kun for minutter eller en time at få lidt ro ind i de forpinte sind, og han gjorde det nænsomt og med forståelse og empati for den palæstinensiske kultur.

Størst indtryk gjorde hans arbejde med børn, som havde mistet - nogle en søster, andre en broder eller en fætter. Alvorlige barneansigter fortalte med få ord om det savn, der melder sig ved synet af et foto, eller når de spiser en afdød brors yndlingsret. Fotoet havde faderen dog fjernet for ikke at gøre dem kede af det. Det er desværre en gængs opfattelse, at hvis vi bare ikke bliver mindet om det, så bliver vi ikke så kede af det. Børnene vil dog for altid være mærket af sorgen og angsten, men måske har psykologen lært dem, at man kan tale om den, og at man godt må være ked af det.

Gazas børn tisser i sengen, Gazas børn bliver lammet af skræk, Gazas børn ønsker at dø eller dræbe, Gazas børn er blevet frastjålet deres barndom. Krig og undertrykkelse flytter altid ind i familien med vold mod hustruer og børn til følge, sådan reagerer også mange danske mænd, når de gøres magtesløse eller bliver traumatiseret, og sådan reagerer mange palæstinensiske mænd.

Gazas børn bliver dumme, dumme af underernæring og mangel på skolegang og fremtidsudsigter, dumme af at være spærret inde, så de ikke ved, at livet kan være anderledes, og så de ikke ved, at ”hvide mennesker” kan være andet end soldater og hyklere.

Gazas børn har mistet tilliden til de voksne, for hvad er det lige, en voksen er, om ikke en der kan beskytte et barn?

Gazas børn bliver forråede. Dagligt at blive udsat for vold og trussel om død skaber aggressioner hos mange børn, der ser, at de døde bliver hyldet. Hvem kan derfor ønske sig noget større end at blive martyr? Så når vi om nogle år hører om en ung palæstinenser, der sprænger sig selv og andre i luften, så er det måske det barn, der med opskræmte øjne så ligene af sine små søstre. Da pressens hukommelse er på knap to uger, vil der til den tid igen blive anledning til at undre sig over, hvad der dog foregår i hovedet på et menneske, der kan begå en sådan ugerning.

Over halvdelen af Gazas børn lider af posttraumatisk stresssyndrom, og det var tallene før den nuværende krig. Det samme gælder tallene for israelske drab på palæstinensere siden Annapolis-konferencen i slutningen af 2007: 546 palæstinensere, heraf 76 børn, blev i den periode dræbt af israelsk militær, 4.950 palæstinensere blev arresteret, de fleste på Vestbredden, hvor antallet af checkpoints steg fra 521 til 699.

Som mangeårig iagttager af konflikten i Mellemøsten kan jeg forbløffes over, hvor meget krudt der i medierne bruges på at tildele snart den ene snart den anden skylden: Hamas kunne jo bare have ladet være med at sende raketter ind over Israel, for det er vel naturligt, at Israel forsvarer sig?

Ja, det er det da, men til gengæld er det ikke naturligt, at Israel slipper af sted med år efter år at fremstille sig selv som offer i en konflikt, hvor de har fordrevet hovedparten af den palæstinensiske befolkning og har besat og tyranniseret resten.

Israel er i dag en af verdens stærkeste militærmagter og en af de største eksportører af våben. Den israelske stats grundlæggere ønskede at gøre den jødiske stat til en helt almindelig stat. Synd at de lige skulle vælge Sparta-modellen, for den har ikke alene forrået palæstinenserne, men også israelerne og mange af deres støtter rundt om i verden, jøder såvel som ikke-jøder.

Palæstinenserne har ikke noget, der bare minder om en stat. De er omringet og kontrolleret af Israel på alle sider. Deres demokratisk valgte ledere sidder for en stor dels vedkommende i fængsel, resten er i eksil eller for øjeblikket under jorden. Tilbage sidder de ynkelige rester af det palæstinensiske selvstyre, som intet har fået ud af at bøje nakken. Verden har intet gjort for at hjælpe palæstinenserne. Når vi giver dem penge, er det jo i virkeligheden Israel, vi hjælper med at betale for landets besættelsesudgifter.

Med den globale islamofobi er palæstinenserne endnu engang blevet berøvet deres nationale identitet og er blevet reduceret til muslimer, islamister og terrorister. Et sådant stigma kan blive den identitet, de tager på sig.