Konfliktråd virker

For nylig udgav Justitsministeriets Forskningskontor en 'Evaluering af konfliktråd', som blev ledsaget af en pressemeddelelse med overskriften 'Konfliktråd forebygger ikke ny kriminalitet'. Ikke uventet var det især denne overskrift, der blev opfanget af såvel medier som myndigheder. I en tid med en stor overarbejdspukkel i alle politikredse ville det uden tvivl været en kærkommen undskyldning, hvis man kunne fjerne et af politiets arbejdsområder. Men for såvel de forurettede/ofrene som gerningspersonerne ville det være et trist resultat, og uanset recidiv-tallene ville det komme til at koste samfundet mange penge i form af udgifter til bl.a. psykologer og tabt arbejdsfortjeneste hos de forurettede.

Konfliktråd blev oprindeligt vedtaget i forbindelse med voldspakken fra oktober 1993, hvor det netop var hensigten at tilgodese den forurettede, som i det hidtidige retssystem havde følt sig som tilskuer til sit eget liv og sag. Hensynet til den forurettede er i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde konfliktråd.

Mødet kræver stort mod fra begge parter. For den forurettede er det ofte angstprovokerende at skulle møde den, der har krænket én, det være sig som indbrudstyv, røver eller overfaldsmand. For gerningspersonen er det grænseoverskridende i ædru tilstand at skulle konfronteres med den, man har krænket; ofte kommer det bag på vedkommende, at den forurettede har reageret så voldsomt på et indbrud eller et røveri, for det var jo ikke personligt ment. Når det drejer sig om sager med uprovokeret vold, har gerningspersonen næsten altid et oprigtigt ønske om at sige undskyld.

Som mægler er det en gave at opleve, hvad der kan ske i løbet af et par timer. Det mest almindelige resultat er, at den forurettede bliver sin angst kvit, ikke længere er bange for at gå i byen eller på arbejde eller være i sit eget hjem, fordi han eller hun nu har set, at der bag masken eller hætten er et almindeligt menneske, der har begået noget kriminelt, men som er meget mere end det, og som nu lover ikke at gøre det mere.

Det er muligt, ja sandsynligt, at nogle gerningspersoner deltager i konfliktråd i håb om, at det vil sænke den forestående straf, men for det første er det ikke en given sag i Danmark, og det afhænger selvfølgelig af konfliktrådets udfald, som det sammenfattes af mægleren. For det andet er jeg sikker på, at ingen gerningsperson går upåvirket fra et konfliktråd.

Et konfliktråd er et meget mere personligt møde end det, der foregår i en retssal, hvor den anklagede ofte fortier så meget som muligt af sine forbrydelser; det er kun vidner, der skal sige hele sandheden og intet andet end sandheden. Derfor kan en retssag for den forurettede ofte være en dobbeltkrænkelse. I retssalen er begge parter statister, hvorimod de i et konfliktråd er hovedpersoner i deres eget liv og den del af den andens, som de har påvirket med deres handling.

For et par år siden havde jeg et særligt vanskeligt konfliktråd mellem to brødre, hvor den ene sad i fængsel for såvel vold som hærværk. Første gang jeg mødte ham i et konfliktråd med en anden forurettet, oplevede jeg ham som en tikkende bombe, der var så opfyldt af harme over den uretfærdighed, som han oplevede var overgået ham, at jeg gruede for, at hans tidligere forestillinger om at have lyst til at dræbe for at få afløb for sin vrede, kunne blive til virkelighed.

Det krævede adskillige konfliktråd med broderen, hvor de langsomt nærmede sig hinanden, mens vi nænsomt skrællede konfliktens mange lag af og nåede frem til en forståelse, som gav dem hinanden tilbage, og som fik gerningsmanden til at tænke i fremtid og ikke i fortid. Da jeg spurgte ham, hvad konfliktrådene havde betydet for ham, svarede han: Jeg har fået retfærdighed og livsglæde til at komme videre. En større anbefaling af konfliktråd findes vel næppe.

Men ligesom det tager tid at lægge fjendebilleder bag sig, på samme måde er der meget andet end konfliktråd, der afgør om en ung kriminel forlader den skæve løbebane eller ej. Ofte har jeg siddet i konfliktråd i arresthuse eller fængsler og hørt gerningsmanden erklære, at nu er det slut, dette er et wake-up call, nu vil han gribe denne mulighed til at få rettet op på sit liv, få taget hul på en uddannelse og tage vare på sine børn, der ikke som han skal vokse op uden en far. Men bag de gode intentioner lurer en virkelighed med gæld, arbejdsløshed, brudte forhold, misbrug og ensomhed. Alt det kan ét konfliktråd ikke ændre på, men vi kan skabe et rum for eftertænksomhed og forsoning og markere nye perspektiver og lægge kimen til en adfærdsændring, der måske - måske ikke - skal en tur rundt om endnu et par lovovertrædelser.

I Danmark kan gerningspersonens deltagelse i konfliktråd indgå som en 'formildende omstændighed i forbindelse med straffastsættelsen', men det er noget, retten vurderer fra sag til sag. I Norge derimod indgår konfliktråd som et alternativ til en retssag, hvis der er tale om unge førstegangs lovovertrædere med mindre forseelser. Hvis gerningspersonen overholder den i konfliktrådet indgåede aftale, træder denne i stedet for en strafferetlig sanktion. Jeg har ofte ønsket, at en sådan ordning fandtes i Danmark, ikke mindst når jeg har siddet med nogle unge fyre, der på en nat har ødelagt deres fremtid. Der har ofte været tale om indbrud, begået i påvirket tilstand, hvor deres blæste hjerner ikke har gjort dem opmærksom på, at de med denne enkle nats handlinger kunne miste deres læreplads eller blive forhindret i nogensinde at få en.

I Norge er det muligt at idømme unge mellem 15 og 18, der har begået alvorlige lovovertrædelser, som ellers ville føre til fængsel, en såkaldt ungdomsstraf, som konfliktrådet - efter retssagen - er ansvarlig for at gennemføre. Ungdomsstraffen bygger på princippet om genoprettende ret, og det kræver en alvorlig indsats fra såvel den unge selv som fra omgivelserne.

Processen indledes med et ungdomsstormøde, hvor den unge lovovertræder møder dem, der er blevet udsat for den kriminelle handling. I stormødet deltager foruden de to parter repræsentanter for politi, kriminalforsorg, skole, børne- og ungdomsforsorgen og dele af den unges eget netværk. Sammen skal deltagerne lægge en plan for den unges adfærd i de kommende - op til - tre år. Der kan være tale om kontrol af den unges skolegang, såkaldt anger-management og afvænning. Til at kontrollere at den unge overholder planen, nedsættes et opfølgende team, som både skal kontrollere og hjælpe.

Hvis den unge ikke opfylder planen, vil kontrollen blive skærpet, eller han vil ryge tilbage i det traditionelle retssystem.

Jeg vil opfordre justitsminister Søren Pind og Folketingets retsudvalg til at se nærmere på den norske model med henblik på at indføre den i Danmark. Jeg er sikker på, at alle, der beskæftiger sig med konfliktråd, med glæde vil indgå i en sådan ordning sammen med den unges repræsentanter i erkendelse af, at der skal mere end et enkelt konfliktråd til for at få den unge drejet ind på lovens rette vej. Selvom ikke mindst ungdomskriminaliteten er faldet i Danmark, er der næppe tvivl om, at vi ville kunne få den yderligere ned ved hjælp af den norske model og derigennem spare millioner af kroner for samfundet og redde mange ellers ødelagte ungdomsliv.

Birgitte Rahbek

Konfliktrådsmægler i Nordsjællands Politi