Demokrati er nøglen til fred

Politiken 10. maj 2008

Israel har skabt et apartheidsystem, mener informationsminister i den kortvarige palæstinensiske samlingsregering, Mustafa Barghouti. Men han er heller ikke imponeret af Hamas’ og Fatahs forvaltning af magten.

Interview

Birgitte Rahbek, Ramallah

Du var en af arkitekterne bag den kortvarige palæstinensiske samlingsregering i 2007. Hvorfor kunne den ikke holde længere end fra marts frem til sommeren?
"Vi havde en regering, der repræsenterede 96 procent af vælgerne og havde et godt samarbejde. Regeringsprogrammet var fredeligt og moderat. Samlingsregeringen gik ind for det arabiske initiativ, for en tostatsløsning, for en omfattende og total våbenhvile og erklærede, at den anerkendte og ville leve op til alle indgåede aftaler og overholde international lov og menneskerettighederne. Men desværre forduftede alle de løfter, vi havde fået af forskellige lande om at anerkende den nationale samlingsregering".

Hvad skyldes det?
"Det lykkedes Israel at mobilisere først og fremmest USA til at opretholde embargoen (som blev indført mod det palæstinensiske selvstyre efter Hamas’ valgsejr i januar 2006, red.), og USA fik EU til at følge trop, så de eneste to lande, der samarbejdede med os, var Norge og Qatar. Embargoen skabte en meget alvorlig økonomisk krise, der styrkede ekstremisterne og skubbede de moderate og pragmatiske ud. Ekstremisterne i Fatah og Hamas overtog beslutningsprocessen og skabte splittelsen mellem Vestbredden og Gaza".

I november 2007 blev Annapolis-konferencen afholdt på initiativ af præsident George W. Bush som et forsøg på at genoplive fredsprocessen og skabe fred inden udgangen af 2008. Hvad kom der ud af den?
"Annapolis var efter min mening en falsk proces. Jeg tror, den blev indkaldt, fordi Israel ønskede, at USA skulle styre uden om Det Arabiske Initiativ og Kvartetten (USA, Rusland, EU og FN), som blev kørt ud på et sidespor".

Er der slet ikke sket noget siden Annapolis?
"Jo, siden Annapolis er antallet af israelske angreb på palæstinensere steget med 350 procent. Israel har udført 1.887 angreb – 45 procent af dem på Vestbredden, som er under Fatahs myndighed, og hvorfra der ikke affyres missiler mod Israel, som der gør fra Gaza. Siden Annapolis har Israel dræbt 432 palæstinensere, heraf 64 børn (tal fra 5. maj, red.). Det svarer til antallet af dræbte i hele 2007".

Palæstinenserne har jo heller ikke holdt sig tilbage fra at sende raketter ind over Israel. Hvor mange israelere er blevet dræbt i den periode?
"24, hvoraf 12 var soldater dræbt i kamp under invasion af palæstinensiske områder. Resten var desværre civile. Men vi ønsker ikke, at nogen skal dø. Alle disse liv er spildt".

Hvordan er det gået med bosættelsesbyggeriet?
"Israel har meddelt, at de vil bygge mindst 12.000 nye enheder, hvoraf nogle rummer hundredvis af lejligheder. Ifølge den israelske fredsorganisation Fred Nu er den hastighed, hvormed bosættelser udvides, 20 gange højere end før Annapolis. Olmert har klart erklæret at ville vedblive med at udvide bosættelser, selv nogle der ligger 25 km inde på Vestbredden og i Østjerusalem. Sådan ser virkeligheden ud, og efter min mening er der ingen fredsproces".

Her i foråret har USA’s tidligere præsident, Jimmy Carter, været på besøg for at søge at mægle mellem Israel og palæstinenserne. Han har fået meget kritik i bl.a. USA og Israel for at have mødtes med Hamaslederen Khaled Mechal i Damaskus. Kan hans besøg føre til noget fornuftigt?
"Det er meget vigtigt. Vi har stor respekt for den mand. Han tager ikke parti for palæstinenserne, men for retfærdighed. Ingen israeler kan beskylde ham for at være anti-israelsk, det var ham, der skaffede dem Camp David, den første fredsaftale med et arabisk land – Egypten".

Men Hamas ønsker jo ikke at leve i fred med Israel?
"Palæstinenserne ønsker fred, og jeg ved, at selv Hamas er enig i en tostatsløsning. Til gengæld lader det til, at Israel ikke ønsker fred, derfor skaber de i de besatte områder en bantustanisering og ghettoisering – det præsident Carter har kaldt et apartheidsystem".
"Tallene taler deres tydelige sprog: Vi på Vestbredden må for eksempel kun bruge 50 kubikmeter af vores eget vand om året per person, hvorimod israelske bosættere kan bruge op til 2.400 kubikmeter. Den israelske gennemsnitsindkomst er på 24.500 dollar per år, mens palæstinensernes er på 800 dollar, alligevel betaler vi dobbelt så meget for el og vand som israelerne. Dertil kommer, at de har skabt et separat vejsystem, som palæstinenserne ikke må benytte; endelig er der muren, som ødelægger folks liv. Der er tale om et apartheidsystem, som er værre end det, der fandtes i Sydafrika".

Hvordan skulle Carter kunne ændre på det?
"Han prøver at redde Israel fra det værste stigma, som det kan få, nemlig at være en apartheidstat i det 21. århundrede. Besøget er også vigtigt i forhold til at moderere folk her.
Det viser palæstinenserne, at ikke alle i Vesten er pro-israelske, og at selv en tidligere amerikansk præsident kan tro på retfærdighed. Og vi har ikke kun med ham at gøre. Vi arbejder med en hel gruppe, som kaldes ’de ældre’. Gruppen inkluderer Nelson Mandela, Mary Robinson, Desmond Tutu og Kofi Annan. Det er begyndelsen til en anti-apartheidbevægelse for Palæstina".

Hvor er den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, henne i alt dette?
"Vi taler også med ham, og vi har aldrig opgivet vore bestræbelser på at bringe demokratiet tilbage til Palæstina. Det er skammeligt, at verden frem for at støtte vort demokrati, som var det første virkelige demokrati i den arabiske verden, har straffet det".

Hvordan kan I få situationen vendt?
"Min strategi var oprindeligt at beholde den nationale samlingsregering i et år og så gå tilbage til folket, for så er jeg sikker på, at de ikke ville have stemt så meget Hamas, efter at de havde prøvet, hvordan Hamas arbejder".

Hvordan har Hamas da opført sig?
"Hamas har gjort det samme som Fatah – undtagen naturligvis den personlige korruption. De har nepotisme, klientilisme, undertiden tribalisme, og det kan folk ikke lide. Men det ville have været en fredelig og demokratisk udvej at lade folk stemme igen. Nu har vi en intern konflikt, en adskillelse af Vestbredden og Gaza og en forfærdelig belejring af Gaza, som driver folk til vanvid. Kun gennem demokrati kan vi få en ledelse, som er anerkendt, og som kan indgå holdbare fredsaftaler. Hvis ikke, kan israelerne tale i al evighed med Mahmoud Abbas, og ligegyldigt hvad de bliver enige om, vil det ikke blive gennemført, fordi det vil være noget, som den ene påtvinger den anden".

Men er løbet ikke kørt for Mahmoud Abbas, det lader ikke til, at palæstinenserne har tillid til ham?
"Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om personer. Hvis israelerne accepterer en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad, trækker deres bosættelser tilbage og løslader fangerne, vil Mahmoud Abbas blive betragtet som en helt. Han vil blive meget populær og måske få 90 procent af stemmerne. Men hvis han går ud til sit folk med bantustans og apartheid og som nu blot lader de palæstinensiske myndigheder være en underagent for besættelsen, vil hans popularitet naturligvis ikke stige".

Er den tostatsløsning, som man talte om i Annapolis, stadig mulig?
"Vi befinder os i det sidste kvarter, før tostatsløsningen er død. Hvis den dør, vil det ikke kun være Israels ansvar, men hele det internationale samfunds ansvar. Det er israelernes valg, om der skal oprettes to ligestillede stater. Palæstinenserne i det lille område, som er Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, er enige om, at vi har givet vores andel af indrømmelserne og accepteret mindre end halvdelen af, hvad FN besluttede skulle være en palæstinensisk stat. Enten det eller en enstatsløsning uden apartheid-diskrimination. Israelerne skal blot vide at hverken jeg, min far, min bedstefar eller min datter eller mine kommende børnebørn nogensinde vil acceptere at leve som slaver under apartheid - aldrig!"

Hvad kan f.eks. den danske regering, som var ret aktiv mht. køreplanen for fred, gøre?
"Meget. For det første bør den politisk støtte palæstinensernes ret til frihed; vi har ikke kun brug for økonomisk støtte, for vores økonomiske situation skyldes politiske problemer. Det er en humanitær krise skabt af politisk undertrykkelse. Den israelske regering bør trues med embargo og sanktioner ligesom tidligere det sydafrikanske regime".
Hvis det er for meget for nogle regeringer, kan de i det mindste ophøre med at købe militært udstyr og sikkerhedssystemer fra Israel og sige til Israel, at landets associeringsaftale med EU vil blive ophævet, medmindre besættelsen bringes til ophør. EU’s lovgivning tillader ikke associeringsaftaler med et land, der fortsætter med at overtræde menneskerettighederne; så jeg ønsker blot, at I bringer EU’s lov i anvendelse og holder op med at give Israel følelsen af at være urørlig og hævet over folkeretten".
debat@pol.dk

Blå bog:
Mustafa Barghouti, 54 år, er læge, født i Jerusalem. I 1979 oprettede han den palæstinensiske ngo Medical Relief Committees, som i en årrække stod for en stor del af sundhedsarbejdet i de besatte områder. Han har i mange år været en fremtrædende person i Palæstinas politiske liv og var i 2002 medstifter af partiet Al Mudabara, det palæstinensiske nationale initiativ. Han er medlem af det palæstinensiske parlament og optræder hyppigt som kemmentator på BBC og CNN. Han var informationsminister i den korte samlingsregering 2007.