Ilan Pappé og Bent Melchior

Forhenværende overrabiner Bent Melchior (BM) går i Politiken torsdag i rette med Kjeld Koplevs omtale af den israelske forfatter Ilan Pappés bog ”Den etniske udrensning af Palæstina” og beskylder Pappé for at være ’notorisk antiisraelsk og propagandist’. BM tilstår at han aldrig har læst nogle af Ilan Pappés bøger, men til gengæld har han læst om ham i tidsskriftet Middle East Quarterly, hos Henrik Gade Jensen og Benny Morris. Sidstnævnte israelske historiker betegner BM som politisk venstreorienteret, selvom han er nogenlunde lige så lidt venstreorienteret som omtalte tidsskrift og Henrik Gade Jensen.

Benny Morris har i flere af sine bøger beskæftiget sig med samme emne som Pappé, nemlig omstændighederne omkring Israels oprettelse. Han er også i vid udstrækning nået frem til samme resultater, men frem for at blive anfægtet af den etniske udrensning har han for nogle år siden udtrykt, at han finder at det var godt den fandt sted, men at man burde have ført den helt igennem. Benny Morris har den svaghed ikke at læse eller tale arabisk - hvilket Pappé gør, hvorfor dennes kildemateriale er langt bredere. Intet er mere forkert end at påstå at Pappé foretrækker andenhånds kilder, hans bøger er spækket med førstehånds arkivdokumentation på først og fremmest hebraisk. Det gælder ikke mindst det, han skriver om den berygtede Daletplan, som han først og fremmest dokumenterer ved hjælp af en grundig gennemgang af David Ben Gurions dagbøger og de israelske militære arkiver.

BM deltog selv i krigen i 1948 og mener derfor at kunne dokumentere, at der ikke fandtes nogen masterplan for uddrivelsen af palæstinenserne. Det er dog for naivt at tro, at en sådan plan ville være blevet udleveret til ’uuddannede krykhusarer’ (BMs udtryk) i det yderste led. Det er ikke altid at folk, der er tættest på, har det største overblik. Det er da også forkert, når BM påstår, at der var lige så mange palæstinensere tilbage i det, der blev til Israel, som der var flygtninge, tallet var i bedste fald 70 % flygtninge og 30 % der blev tilbage (sidstnævnte er for øvrigt emnet for Pappés seneste bog ’The Forgotten Palestinians’). Sammenligningen med jøderne i den arabiske verden holder heller ikke, Israel måtte ofte bruge endog meget grove metoder for at få dem til at flygte fra de arabiske lande, mest berømt er håndgranaterne mod synagogen i Bagdad. Værst af alt er dog at den etniske udrensning fortsat pågår hver eneste dag i de besatte palæstinensiske områder, først og fremmest i og omkring Jerusalem, nu som en ’slow transfer’.

Endnu har vi en anmeldelse af bogen til gode, som fortæller hvad Ilan Pappés bog handler om, og ikke kun hvad hans forskellige politiske modstandere mener om den – dvs. om ham! - hvad enten de har læst den eller ej.

Det lyder smukt når BM erklærer sig som tilhænger af forhandlinger i stedet for krig, men holdningen belastes af at BM ikke bare vil negligere den virkelighed, som Pappé så grundigt dokumenterer, men også beklikker manden selv på en måde, som ligger langt fra forskningens og kildekritikkens arbejdsmark.

Jeg vil anbefale BM at læse Pappés bøger og kan tilføje, at jeg både har læst adskillige af dem plus Benny Morris og såmænd også Golda Meirs erindringer.

Birgitte Rahbek

Oversætter af Den Etniske Udrensning af Palæstina