Noget om helte
Fredagsbøn til Dansk Komponist Forening


Lige for tiden går min datter rundt med sit lille spæde pigebarn i favnen og synger Halfdan Rasmussens ”Noget om helte” med musik
af Robert Normann.

Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.

Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker aldrig
på at kæmpe eller dø.
              
For den lille er det ikke så vigtigt hvad der synges, det vigtige er at
det er mors stemme, og at det foregår i hendes favn. Når man er så spæd, er indholdet ikke vigtigt, konteksten er alt, og i denne trygge favn kan hun slappe helt af og som den største selvfølgelighed i verden tage imod den kærlighed der strømmer imod hende.
Bortset fra at jeg som alle andre nybagte bedstemødre ikke kan stirre mig træt på det lille vidunder, er dette ikke mit ærinde her. Det er i stedet at bruge et af livets store øjeblikke til at prøve at forstå betydningen af at åbne sig mod verden. Det er netop i fødsel og død at vi mennesker ligner hinanden over alt i verden på tværs af klasseskel og kontinenter.
For nogle år siden besluttede to nordmænd, produceren Erik Hillestad og komponisten Knut Reiersrud at skabe et modbillede til George W. Bush’ dæmoniserende tale om Ondskabens Akse. De tog ud i verden for at indsamle vuggeviser, og resultatet blev cd’en Lullabies from the Axis of Evil. Med 14 sange fra Iran, Irak, Afghanistan, Cuba, Nordkorea, Syrien og Palæstina skabtes et fredeligt mødested for drømme og ønsker, hvor mødre hen over sprog- og landegrænser vugger deres barn i søvn, trøster det eller synger deres egne drømme, angst og længsel ind i det lille barns sind.
Den iranske mor synger: ”Du er min skæbne, min ledestjerne…”. ”Sov min søn, mit søde barn, blidt som en sommerbrise kalder jeg dit navn, vær ikke bange”, sang den irakiske mor kort før landet blev løbet over ende. I Afghanistan opfordrer moderen barnet til at lade verden fare når det sover: ”Vær ikke bange for natten, jeg holder vagt”. De palæstinensiske vuggeviser har svært ved at lade den politiske virkelighed fare: ”Sov nu, og du bliver stærk, sov nu, min lille dreng, en dag vil du bringe os tilbage”. Det kan forekomme lidt meget at lægge på det lille barns skuldre – måske næsten på linje med den sang min datters generation med hovedrysten husker fra deres barndom: ”De voksne kan også være bange”. Ja, havde man kunnet trække en sang tilbage, så… Det er det måske lidt sværere at bede den afghanske mor om når hun synger ”en dag, min søn, vil du beskytte vort land; som den brølende løve, min lille dreng, vil du vogte vor grænse”. – Så er det at man også her kan glæde sig over at konteksten er det vigtigste… min moders blide stemme, ikke sandt!
Da min datter var højgravid, haglede bomberne ned over Gazastriben. Det betød for mit vedkommende at meldinger om kvinder der nedkom i ruiner og smerte, mejslede sig ind i mit sind; det samme gjorde beretninger om højgravide kvinder på Vestbredden, der blev holdt tilbage ved checkpoints så de ikke nåede frem til hospitalet, men nedkom på stedet eller i bedste fald i en ambulance, ikke sjældent med det resultat at barnet døde.
Selvfølgelig betyder det meget hvordan man kommer til verden, men endnu vigtigere er det, hvordan verden behandler én siden hen. For selvom rejsen ud af moders liv måske er en af de sværeste et menneske kommer ud for, så ved man også når man besøger en barselsgang at vilkårene for de små nye liv bliver meget forskellige: Rockeren, der har løftet mere jern end læst Halfdan Rasmussen, hvad drømmer han om for sit barn? Og hvad hvisker Muhammed i øret på sin nyfødte? Og børsspekulanten, hvad håber han på? Jeg tør vædde på at de alle, i lighed med min svigersøn, håber at deres barn bliver lykkeligt og får et godt liv, og det samme gør de hele den onde akse rundt. Der er nemlig ingen – måske et par mafiafamilier undtaget – der håber på at netop deres barn skal blive kriminel eller bandemedlem eller svindler. Det er ikke noget man fødes til, det er noget man bliver, hvis vejen spærres for andre muligheder.

For efterhånden en del år siden skrev den svenske psykolog Pär Nygren: ”En dybtgående identitetskrise kommer af stadigt mislykkede integrationsforsøg. Med de stadig mislykkede integrationsforsøg vokser en mere og mere truende angst frem, hvorfor det ikke lykkes for teenageren at få et nogenlunde brugbart svar på spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” I takt med de stadige oplevelser af tomhed, som fremkalder svar som ”Du er overhovedet ingen!”, vokser ligeledes en oplevelse af magtesløshed over at savne en integreret identitet som basis og vejledning for handling.
På grund af integrationsvanskeligheder i og mellem de socialiserende systemer bliver det ikke muligt at skabe en positiv identitet. Man løber ofte ind i negativt ladede spejlbilleder, og efterhånden lægges grunden til en negativ identitet. Set fra individets kortsigtede synsvinkel har denne negative identitet imidlertid den fordel, at den er skarpere i konturerne og forudsigelig, og derigennem skaber den en vis tryghed.”

Bogen har ganske vist titlen ”Hvorfor bliver man narkoman” og kom på dansk i 1980, men den handler overordnet om identitetsopbygning og om at individer ofte vil foretrække en negativ identitet frem for ingen identitet. Derfor er citatet topaktuelt for den nuværende situation i København med de såkaldte bandekrige – som en forfatter tilmed har betegnet som optakt til en borgerkrig.
Både rockeren og indvandrergangsteren har fået deres identitets-opbygning forstyrret. Inden i enhver overvægtig rocker er der en lille dreng der er blevet såret, eller som en forstander for en institution for unge kriminelle for nylig sagde i Information: ”Nogle gange kommer de og skulle være det farligste bandemedlem i verden og så er det alligevel en lille dreng som har sin bamse med og kun kan falde i søvn hvis man holder ham i hånden”. Enhver kraftig karl med tatoveringer og motorcykel blev en overgang betragtet som en potentiel forbryder, og først nu, hvor denne type forbindes med den hvide race imod de ”sorte”, er han gået fra at være en son of a bitch til at være ”our” son of a bitch, fordi han forfølger samme fjendebillede som de tone-(undskyld!)angivende danskere.
Endnu værre har vi behandlet indvandrerne, vi har konstant betydet dem at alt hvad de repræsenterer, er mindre end intet værd: en tilbagestående kultur, en elendig religion, et uforståeligt sprog og en himmelråbende mangel på svinekød og bajere. Der er ikke noget at sige til at nogle af dem – en lille procentdel – vælger en negativ identitet, som de selv kan udfylde og styre, og så kan de tilmed terrorisere andre med den. Pistolens magt ligger åben for enhver. Der er ingen undskyldning for at bruge den, det kræver heller ikke hverken mod eller kløgt, det er i enhver henseende stupidt. Men mange har været med til at skubbe fingeren hen på aftrækkeren.
Den af Oplysningstiden åh så oplyste danske majoritetsbefolkning med dens meget snæversynede politikere – hvorfor skulle man dog agere globalt, når man skal vælges lokalt? – har bidraget til den nuværende situation, fordi den ikke i tide ville sørge for at indvandrerne, også de mest traumatiserede og forsømte af dem, fik en positiv identitet og noget at leve for og forsvare. At bo i et land hvor medierne hver dag kan fortælle om nye tiltag til at begrænse indvandrernes (og vi taler undertiden om tredje generation) muligheder for nogensinde at komme til at føle et tilhørsforhold til dette land, skaber kun had. Desværre fristes man til at tro, at det også er meningen med den førte politik, nemlig at gøre nogle indvandrere til de monstre som de hele tiden er blevet fremstillet som. Så de kan bekræfte fjendebillederne hos en Søren, en Pia, en Rolf, en Karen og hvad de nu alle sammen hedder, og skabe netop den polarisering som en indskrænket nationalchauvinistisk politik trives i, og som i dag udgør den største sikkerhedsrisiko i vort lille land med de små helte.
Ikke nok så mange fædrelandssange og vajende Dannebrog kan vaske den landsskadelige forbrydelse af de partier og enkeltpersoner som har ført an i denne hetz.

Når reserverne skal stille
For at splitte kloden ad,
Skriver jeg med kruspersille
Verdens mindste heltekvad.

Birgitte Rahbek
Kultursociolog, Ph.d.