Sådan er de jo, de arabere!

For de fleste danskere kan filmen 'Gå med fred Jamil' bekræfte alle fordommene, og derfor skal den nok få et stort publikum.

4. juni 2008
Af Birgitte Rahbek

"Hver eneste af filmens velkomponerede scener insisterer på at blive set med deres gennemført barske intensitet," skriver Erik Jensen i Politiken om den nye danske film 'Gå med fred Jamil'. Det var nu mere, end jeg orkede, altså at se på hver eneste scene, for der var så meget udpenslet vold i den film, at alene det kunne bringe mig til kvalmestadiet. Men skidt med det, jeg har aldrig været nogen stor tilhænger af voldsfilm, så film skal ikke vurderes efter min tærskel på det område.

Hvad værre er - filmen kommer imod instruktørens udtalte hensigt (i interview i Information den 30. maj) til at virke direkte racistisk. Ganske vist påstår den ikke at være repræsentativ for det arabiske indvandrermiljø i Danmark, men i betragtning af at der hverken hver dag eller år kommer en film om det miljø, bliver den det. Og det billede filmen tegner af arabere passer lige ind i det billede, som mange danskere har af dem. Tilmed er en af de mest fordomsfulde muslim- og palæstinenserfjendske danskere, Mogens Rukow, medforfatter til filmen. Det må i sandhed være en film efter hans hoved, og tænk at man selv kan få dem til at lave den - og spille med i den.

Kun et postulat.

Det er da rigtigt, at filmen slutter med et fredeligt korancitat, men det forbliver et postulat, efter alt hvad man har været igennem inden. Det er også rigtigt, at filmen er flot filmet og klippet, om end det skaber en del forvirring om, hvem der nu lige er hvem og hvorfor og holder med hvem. Men de mange close-up's er samtidig et af problemerne, araberne - og det er samtlige i filmen jo - er svedige ud over det sædvanlige. Der har været godt gang i vandsprøjten, eller er det olie? De er i hvert fald smurt godt ind, selv i en kølig parkeringskælder stråler sveden om kap med deres tykke guldkæder, hvilket understreger det farlige og dyriske, og det samme gør close-up's på volden og dens følger.

Hovedpersonen Jamil, der er sunnimuslim - det var ikke helt klart om han var palæstinenser eller libaneser - er under den libanesiske borgerkrig kommet til Danmark fra Libanon sammen med sin far, efter at moderen er blevet myrdet af en shia-muslim. Hele dette udgangspunkt er galt, konfliktlinjerne i den libanesiske borgerkrig gik ikke mellem sunni- og shiamuslimer, men i perioder mellem shia og shia, skønt de aldrig blev omtalt som sådan, men i stedet som repræsentanter for henholdsvis Amal og Hizballah. Konflikten mellem shia- og sunnimuslimer i Danmark er også et postulat. Ganske vist har der efter sigende været et par voldelige sammenstød, men det er først en konflikt, der er blevet aktuel med Irak-krigen, så hvis den findes skyldes det nok ikke striden om kaliffens skæg for 1400 år siden.

Jamil er efter sigende vred over, at faderen ikke hævnede moderens død i Libanon, men stak af. Det er faktisk en problematik, som i en mere symbolsk form findes mellem første og anden generations palæstinensere. Nemlig at anden generation har bebrejdet første generation, at de flygtede fra - og i begyndelsen ikke hævnede - moderen/landet der blev voldtaget og besat af fjenden/israelerne. Men det er ikke denne symbolik der hentydes til i filmen, som i det hele taget ikke udmærker sig ved mere diskrete antydninger.

Der er to sympatiske arabere i filmen, nemlig hovedpersonens far og hans lille søn - de andre er indskrænkede, hævngerrige voldsmænd, nogle af dem ser ud til at være på sinkestadiet...og dertil dyriske. Kvinderne er stort set fraværende, men dog repræsenteret ved den hævngerrige hustru og mavedanserinden. Var der nogen der sagde kliché?

Antivoldeligt.

Informations Morten Piil bekender, at han "finder selve historien meget fjern og svær at relatere til." Berlingskes Ebbe Iversen derimod kan rystet "konstatere, at atavistiske traditioner fra Mellemøsten og hadefulde modsætninger mellem shia- og sunnimuslimer trives i bedste (dvs. værste) velgående i det moderne Danmark." Weekendavisen skriver, at filmen har et "rent, stærkt og klokkeklart anti-voldeligt budskab". Det er muligt, men det er meget svært at tro, at det også vil blive opfattet sådan. Måske af de arabiske indvandrere iblandt os, fordi de trods alt ved, at virkeligheden - også - ser anderledes ud. For de fleste danskere kan filmen til gengæld bekræfte alle fordommene, og derfor skal den nok få et stort publikum.

Filmen havde premiere, samtidig med at Rockwool Fondens Forskningsenhed offentliggjorde en undersøgelse, der peger på, at arabere er den eneste etniske gruppe, der bliver ved med - op til 29-års alderen - at begå mere kriminalitet end danske unge. Det er sjældent, at der er så flotte billeder til Rockwool Fondens publikationer.

Birgitte Rahbek, kultursociolog.