Sproget som magtens og herredømmets tjener

”Når vi tænker virkelighedens væsen til bunds, vil nogle af os ikke acceptere teorien om, at det er erfaringen, som giver os sandheden om virkeligheden gennem sansedata, eller at videnskaben giver os sandheden gennem sit begrebsapparat. I stedet går vi da ind for, at det er tanken, som giver os sandheden, - men vi vil på et tidspunkt uvægerligt støde imod sproget, som er tankens sande iklædning, dens form og indhold.”

Citatet er hentet fra Ole Fogh Kirkebys kapitel om Martin Heidegger og Maurice Merleau-Ponty i antologien ”Når mennesket undrer sig” fra 1995. Bogen er det skriftlige resultat af en serie radioudsendelser på 37 timer om den europæiske filosofis historie, som jeg producerede med Ole som konsulent. Serien efterspørges endnu i dag og kan tilmed downloades på podcast, et signal om at viden - trods mange tegn på det modsatte - stadig er eftertragtet af brugere af de elektroniske medier. Jeg citerer videre fra Ole Fogh Kirkebys Heidegger-fortolkning:

Sproget var for Heidegger dobbelttydigt: både et fængsel og et frihedens redskab. Et fængsel, fordi det begrænser os til de overleverede forestillinger og tanker; det styrer vores tankegang og giver os virkelighedens dagligdags begreber, som vi bliver bundet til at tænke i. Sproget er magtens og herredømmets tjener”. (op. cit. s. 410)

Udsagnets sandhed blev grundigt cementeret i kølvandet på den 11. september 2001, hvor ordet terrorist blev det buzzword, som for magthaverne legitimerede enhver undertrykkelse, ethvert slag under fodsålerne, enhver ydmygelse og ethvert bombardement af boligkvarterer. At fjerne ordet ”terrorist” fra sproget ville være ensbetydende med en fraskrivelse af ethvert argument for krig, tortur, racisme, undertrykkelse og afhumanisering. Tabet af ordet ville kræve nuanceringer, analyser, forklaring af fænomener, og hverken Hamas eller Hizbollah kunne længere fremtræde som magthavernes retfærdige mål for enden af sigtekornene.

Hvis man gjorde det sproglige forsøg en gang til og yderligere fjernede brugen af alle afledninger af ordet ”islam”, ville der for alvor blive behov for at slå automatpiloten fra og søge at skaffe sig et grundigt historisk, politisk og måske kulturelt kendskab til området. Men det lader sig ikke gøre at nægte presse og magthavere at anvende kodeordene islamiske terrorister, for de har desværre vist sig at være den nemmeste genvej til læsernes, lytternes og seernes angst og indre fladskærm.

Hvis man kunne forestille sig sproget befriet for disse kodeord som magtens redskab og tjenende ånd, ville der i stedet ofte tegne sig et billede af socialt ansvarlige bevægelser, hvis politiske magt er blevet legitimeret gennem demokratiske valg. Først når sprogets hovedsætninger var brugt op, ville man komme frem til disse bevægelsers terroristiske metoder - de findes sandelig også - dels som udslag af frihedsbevægelsers afmagt, dels som krigens beskidte ansigt, hvor offeret formes i bøddelens billede.

”Heidegger brød sig ikke om den positivistiske tankegang, der efter hans opfattelse var kendetegnet ved tre ting: 1) at der findes et tænkende subjekt, der er herre over tanken, og som udtrykker sine før-sproglige tanker i sproget, 2) at sproget afbilder virkeligheden, det vil altså sige, at tingene eksisterer før sproget viser os dem, og 3) at der findes et rationelt subjekt, der er herre over sproget.” (ibid)

I vore dage skal man være meget naiv for at mene at sproget afbilder virkeligheden. Vi må med Heidegger sande at ”det er sproget, der giver os virkeligheden, sproget taler i os, vi er undersåtter af sprogvæsenet” (ibid s. 410f). Lad os igen tage et eksempel fra sommeren 2006: Fredag den 9. juni 2006 angreb israelske kanonbåde en strand i Gaza, hvor blandt andre en palæstinensisk familie var søgt ned for at holde picnic ved vandet. Året før var familien blevet ramt af en tragedie, da en israelsk raket slog ned i familiens jordbærmark og dræbte syv drenge på mellem 9 og 19 år (fire brødre, deres lille nevø og to fætre). Tallet blev den 9. juni 2006 doblet op, da den fredelige picnicscene i løbet af et sekund blev forvandlet til et mareridt med en skrigende pige på 12 år, der kom op fra vandet og fandt sin far og seks andre familiemedlemmer sprængt i stumper og stykker. Billedet af pigen Houda der skreg ”ya baba, ya baba”, gik verden rundt. Overskriften i danske aviser dagen efter lød: ”Hamas truer med krig”. To dage senere fulgte endnu en massakre, da et israelsk fly affyrede et missil mod en varevogn på en af Gazas travle hovedveje. Passagerer i andre biler strømmede til for at hjælpe de to ramte medlemmer af Islamisk Jihad, men flyet affyrede endnu et missil ind i mængden og dræbte i alt 11 og sårede yderligere 30 civile. To af de dræbte var børn. Den 20. juni fulgte endnu et missilangreb på Gaza som dræbte 3 børn og sårede 15. Den 24. juni gik den israelske hær ind i Gaza og tog to formodede Hamas-medlemmer til fange. Den 25. juni blev en israelsk soldat bortført ved et palæstinensisk angreb på en israelsk grænsepost ved Gaza.

Bortførerne forlangte at få palæstinensiske fanger løsladt fra israelske fængsler, i første omgang gjaldt det flere hundrede kvinder og børn. Det palæstinensiske folk i de israelsk besatte områder hører til de mest fængslede i verden. Der sidder mellem ni og ti tusinde palæstinensere i fængsel, heraf har ca. 900 aldrig været stillet for en dommer - endsige været præsenteret for en konkret anklage, uanset at mange af dem har siddet i flere år: De er med andre ord blevet bortført, ikke af islamiske terrorister, men af en stat.

Men hverken den 9., 11., 20. eller 24. juni blev nævnt og brugt som startdatoen for den efterfølgende konflikt med den israelske offensiv mod Gaza. Nej, overalt lød historien i aviser og elektroniske medier at hele miseren startede med og på grund af den palæstinensiske bortførelse af en israelsk soldat. ”Konflikten begyndte for to uger siden, da en israelsk soldat blev bortført...” lød det i morgenradioen, som dermed gav en præcis angivelse af den journalistiske hukommelse, men intet sagde om konflikten. Den danske udenrigsminister skrev den 8. august i Politiken: ”...og at ekstremisterne i Hamas ikke vil anerkende Israel, hvilket vel var en del af dens motiver for at starte den israelsk-palæstinensiske konflikt i juni...”.

Den israelske journalist Uri Avnery svarede på mit spørgsmål, om han havde en kronologisk oversigt over begivenhederne: ”Det begyndte da vi i juni 67 besatte Gaza”.

To en halv uge senere, den 12. juli 2006, faldt endnu en appelsin i den israelske propagandaturban: ”To israelske soldater bortføres af Hizbollahbevægelsen på grænsen mellem Libanon og Israel. Israel indleder et større angreb på Libanon”, stod der i Politikens kronologiske oversigt over ”Krig i Libanon” den 27. juli 2006. Enhver årsagssammenhæng var borte: det drejede sig alene om bortførelsen af israelske soldater, først ved Gaza, senere i Libanon. Bortførelsen ved den libanesiske grænse blev ikke kædet sammen med en tidligere fangeudveksling, hvor Israel i sidste øjeblik sprang i målet og beholdt et par af de libanesiske fanger. Begivenheden blev heller ikke forbundet med en Mossad-agents drab i forsommeren på to brødre fra Islamisk Jihad i den libanesiske havneby Saida, for slet ikke at tale om det israelske luftvåbens næsten daglige krænkelser af libanesisk luftrum. De følgende ugers bombning af libanesiske broer, hovedveje, boligkvarterer, landsbyer, tv-stationer, mejerier, fødevarevirksomheder med mere blev alle begrundet med bortførelsen af de to israelske soldater.

Forløbet var helt parallelt til situationen i 1982, da attentatet på den israelske ambassadør i London blev påskuddet til den israelske invasion og efterfølgende 18 år lange besættelse af dele af Libanon. Attentatet blev udført af en palæstinensisk udbrydergruppe, som intet havde med PLO at gøre, og som var kendt for sin lejemordervirksomhed for forskellige opdragsgivere. Men det forhold blev ganske overset, og episoden gav forsvarsminister Sharon det påskud som USA havde krævet at han skulle have for at måtte invadere Libanon. Den israelske ambassadør blev lam, og omkring 17.000 libanesere og palæstinensere blev dræbt under invasionen og besættelsen. Både i 1982 og i 2006 ventede den israelske hær - forsynet med en amerikansk velsignelse - blot på et påskud til at invadere Libanon. Alt dette blev i slutningen af krigen beskrevet af den amerikanske journalist Seymour M. Hersh.

Både dengang og i sommeren 2006 bakkede israelerne næsten enstemmigt op om invasionen. Det hed sig at også den israelske fredsbevægelse støttede Israels krig mod Libanon; man kan spørge sig, hvad ordet fred egentlig står for i den bevægelse? Og ligesom i 1982 begyndte de krigsglade fredsfolk sidste sommer at trække i land, da krigen trak ud.

 Når der tales om så godt som total israelsk opbakning, glemmes eller udelades altid de 20 % af den israelske befolkning der er palæstinensere. Forglemmelsen går igen i den danske dækning af konflikten, hvilket ikke er så mærkeligt fordi den i store dele af pressen dækkes af israelske journalister med eller uden dansk statsborgerskab. Denne meget ensidige dækning er enestående for dansk presse, hvor selv en formodet kritisk avis som Information ofte overlader analyser af den arabiske verden til israelske eksperter. Det er dog ingen nødvendighed, endsige forudsætning, at være israeler for at se konflikten gennem en Apachehelikopters sigtekorn. Tre danske aviser vurderede konflikten sådan: ”Israel er i krig. Israel er under angreb. På den baggrund må vi i disse dage alle være israelere” (leder i Jyllandsposten, hvor de historiske klichéer hænger løst). ”Israel er den angrebne part. Det er Hamas og Hizbollah, som fra hver sin side truer Israel, og de gør det med målrettede angreb på civile, mens Israel anstrenger sig for at undgå civile tab” (leder i Berlingske Tidende, der ikke lod sig afficere af at langt hovedparten af de arabiske tab netop var civile, herunder mange børn). BT’s lederskribent ville heller ikke stå tilbage: ”Situationen i Mellemøsten kalder på en klar stillingtagen på Israels side. Israel er udsat for et overgreb, intet civiliseret samfund passivt kan tolerere: Uprovokeret har Hizbollah overskredet Israels grænser, taget soldater som gidsler og bombarderet civile israelere med raketter.” Senere kunne TV2’s Ulla Terkelsen supplere fra en kibbutz i det nordlige Israel med at forklare at forskellen på Israels og Hizbollahs krigsførelse var at Israel advarede inden de smed bomber for at undgå civile tab. Hizbollah advarede derimod ikke, fordi de netop ønskede at dræbe civile. Hvor svært kan det være at finde ud af hvem man skal holde med i den konflikt? Ulla Terkelsen synes i hvert fald aldrig at være i tvivl.

Et andet eksempel på sproget som magtens og herredømmets tjener leverede CNN med denne lille perle i begyndelsen af de israelske angreb: ”Israel has warned Lebanon against firing at their planes - if they continue doing so that would be a contravention of that warning.” Ja, tænk at man ikke kan få lov at bombe i fred.

Det stod tidligt klart at bombningen af Libanon intet havde med forsøget på at finde to bortførte israelske soldater at gøre. Libanons ødelæggelse handlede ikke så meget om at straffe Hizbollahs ugerning, det handlede tydeligvis mere om at ødelægge det arabiske land der minder mest om Vesten, og hvis indbyggere i deres stridbare mangfoldighed har et sjældent kosmopolitisk livssyn til fælles. Libaneserne tænker globalt, fordi næsten alle familier har slægtninge spredt over hele jorden: fra Chile til USA, i Østafrika og fra Frankrig til Australien. Libanon har traditionelt været det sted som arabiske forfattere og andre kunstnere søgte til for at kunne udgive deres bøger og for at møde et åbent intellektuelt klima udgående fra de store universiteter i Beirut. I Libanon er det svært for den besøgende at få araber til at rime på islamisk terrorist; selv en fantasiløs vesterlænding kan spejle sig i libaneserne. Men Libanon må ikke få lov til at komme på fode; hver gang det stikker hovedet op over ruinerne bliver det bombet 20 år tilbage, hvad der får mange veluddannede til at søge andre steder hen, og som ikke mindst får investorer til at se sig om efter sikrere anbringelser.

Med datoerne 25. juni og 12. juli 2006 som skjold nægtede USA, Storbritannien og Danmark at opfordre Israel til at beherske sig og til at indgå våbenhvile. Den danske udenrigsminister ville længe ikke støtte kravet om en våbenhvile, for som han sagde: ”Hvis en våbenhvile blot betyder, at man (Hizbollah, BR) regrupperer og begynder forfra med at sende raketter ind over Israel, så er det jo ikke en løsning”, (den lille præposition ”re” kunne tyde på at udtalelsen er inspireret af engelsk). Danmarks uvilje mod at stemme for en sådan resolution i Sikkerhedsrådet vidnede om at alle forsøg på at rette op på Danmarks image i den arabiske verden efter Muhammedkrisen og det arabiske initiativ aldrig havde været alvorligt ment. En klar stillingtagen i Sikkerhedsrådet i juli 2006 for at få standset Israels overdrevne voldsanvendelse mod Libanon havde sikkert været en større hjælp og trøst for de evakuerede danskere end nok så mange krisepsykologer.

For lige at vende tilbage til mediers og politikeres misbrug af ordet terrorist, så skulle ordet vise sig at få fatale konsekvenser for den israelske hær og den libanesiske befolkning i krigen mod Hizbollah i sommeren 2006. Den israelske journalist Bradley Burston skrev i dagbladet Haaretz (21.8.06): ”Fordi vi affærdigede dem som terrorister, vidste vi ikke hvordan vi skulle bekæmpe dem. Og fordi vi ikke vidste hvordan vi skulle bekæmpe dem, brugte vi forhammere i stedet for skalpeller i områder, hvor der boede hundredtusinder af civile libanesere”. Den israelske fredsaktivist Uri Avnery beskæftigede sig med det samme emne i sin 12. artikel om Libanonkrigen, hvor han kritiserede hæren for ikke engang at kunne finde ud af noget så enkelt som at grave sig ned: ”Det lader til at hæren er blevet vænnet fra denne praksis. Ikke så mærkeligt: en hær der beskæftiger sig med ”terrorister” på Vestbredden og i Gaza behøver ikke at tage særlige forholdsregler. For der er trods alt hverken et luftvåben der kaster bomber på dem, eller et artilleri der beskyder dem med granater. De behøver ingen særlig beskyttelse. Det gælder for alle vore væbnede styrker til lands, til vands og i luften. Det er så afgjort en luksus at kæmpe imod en fjende der ikke kan beskytte sig ordentligt. Men det er farligt at blive vænnet til det.” (23.08.06)

Og så er der ordet sikkerhed: Den særlige zone, Israel etablerede i Libanon efter invasionen i 1982, gik under navnet den israelske sikkerhedszone, men var reelt en besættelseszone i et andet land. Det mange meter høje hegn eller mur som efterhånden omkranser hele Vestbredden, kaldes også for sikkerhedshegnet. Sikkerhed for hvem? For Israel selvfølgelig! For palæstinenserne er der tale om et hegn der eksproprierer store dele af deres bedste landbrugsjord og vandressourcer - i forvejen har de meget mindre vand til rådighed end israelerne - og som skaber daglig usikkerhed, fordi de ofte ikke kan passe deres jord, komme i skole eller på hospitalet - for ikke at tale om den luksus det er blevet at besøge familie og venner nogle få kilometer væk. I sommeren 2006 talte den israelske premierminister Ehud Olmert om at oprette en flere kilometer bred sikkerhedszone mellem Israel og Libanon. Hvor er det lige at det område ligger? Svar: fra den israelsk-libanesiske grænse til Litanifloden i Libanon. Og hvorfor står den internationale styrke i Libanon og ikke på begge sider af grænsen? Sikkerhed - for hvem?

Det har alle dage været afgørende for dem, der sidder på såvel den militære som den definitoriske magt, at pressens hukommelse begrænser sig til 14 dage, og for nemheds skyld beskriver man som regel konflikten mellem palæstinensere og israelere som en kamp mellem to folk om det samme stykke jord, og ikke som den kolonisering, det reelt drejer sig om. Det ændres ikke af at FN på et tidspunkt legaliserede koloniseringen af godt halvdelen af Palæstina, for ingen international instans har nogensinde anerkendt besættelsen af hverken Østjerusalem, Vestbredden, Gaza eller Golan. Så da Israel pressede på for at få opfyldt FN-resolution 1559 fra efteråret 2004 (der forlangte Hizbollahs afvæbning - foruden den i 2005 gennemførte syriske tilbagetrækning), kunne man med en vis ret mene at den resolution stod langt bag i køen, langt efter de resolutioner der kræver at Israel rømmer de besatte områder. Ja, man kunne også gå helt tilbage til resolution 194, der kræver de palæstinensiske flygtninges (fra krigen i 1948) ret til at vende tilbage. Opfyldelsen af denne resolution var for øvrigt forudsætningen for at Israel i 1949 blev optaget i FN!

Når næsten ingen i Vesten ønsker at opfatte Israel som en kolonistat, er det fordi de fleste tror at landet er et resultat af nazisternes udryddelse af de europæiske jøder. Men allerede inden nazisternes grusomheder havde europæiske jøder slået sig ned i Palæstina og var - efter overenskomst med Folkeforbundet - gået i gang med at opbygge deres eget hjem i Palæstina, hvilket ikke er det samme som at gøre Palæstina til deres hjem. Israelernes nuværende fremfærd i forhold til de arabiske lande kan også tydes som et tegn på at mange af dem inderst inde opfatter sig selv som en kolonimagt, der derfor kun kan slå sin eksistens fast med vold. Hvis Israel ønskede at blive en del af regionen og leve i fred med sine naboer inden for grænserne fra før 1967-krigen, ville det være mere hensigtsmæssigt at søge at indgå en samlet fredsaftale og ikke som nu dagligt at oppiske det arabiske had imod sig med undertrykkelse, ydmygelser, henrettelser uden dom, bombninger med store civile tab og talløse gennembrydninger af lydmuren i nabolandenes luftrum. Men hvorfor gør de det? Fordi de har den militære mulighed for det, og fordi de ved at de øvrige arabiske lande ikke gør noget. Men først og fremmest fordi de får lov til det af USA og det meste af det øvrige Vesten med baggrund - igen - i ordene om ”sikkerhed”, ”terror” osv. Vesten soner med sin ukritiske støtte sin velbegrundede dårlige samvittighed i forhold til jøderne og ser i dag Israel som vores spydspids mod islamisk terrorisme. Endelig er der den ikke uvæsentlige årsag at det er Israel og dets venner i den vestlige presse der har sat sig på retten til at definere konflikten og dens rødder.

Den 1. august 2006 beskrev Herbert Pundik i Politiken situationen som den ser ud fra et israelsk synspunkt, nemlig som en overlevelseskamp hvor det er ”livsfarligt at satse på arabisk fredsvilje og opgive sikkerhedsaktiver for aftaler, der ikke vil holde. Israelerne forstår at oprettelsen af den jødiske stat set fra det arabiske synspunkt opleves som et nederlag og en krænkelse af Koranens bud. Derfor tror de ikke på varig fred”. Modviljen mod staten Israel fremstilles her som bl.a. en religiøs krænkelse, hvilket meget belejligt vækker det islamiske spøgelse, uagtet at det bliver svært at finde Koranens bud på dette emne. Herbert Pundik fremtræder som regel som et eksempel på israelsk moderation, men han kan have svært ved at kalde en spade for en spade. Det gjorde til gengæld den israelske journalist Gideon Levy, da han i Information den 8. august 2006 (oversat fra Ha’aretz) skrev: ”Denne ulykkelige krig i Libanon...er vokset ud af Israels grådighed efter mere jord”. Levy mener at Israels konflikter skyldes at landet ikke har villet tilbagelevere besatte områder, det være sig som her Golan til Syrien, hvorved Syrien ville være blevet pacificeret, eller Vestbredden og Østjerusalem til palæstinenserne. Taktikken har lydt: ”Når den anden side forholder sig i ro - hvorfor så tilbagegive områderne? Og når den går i krig, så ”er der ingen at tale med” og i særdeleshed ikke når ”vi er under angreb”.” Gideon Levy har indset at man som besættelsesmagt ikke skal lede efter årsagen på den anden side høje mure eller pigtråd, men hos sig selv.

”Sproget har altså overtaget metafysikkens rolle, og sproget er det sted, hvor metafysikken på den ene side tilintetgøres og på den anden side fastholdes. Tilintetgørelsen har at gøre med, at sproget har en tendens til at beskrive virkeligheden, som om den er en ting. Og fastholdelsen skyldes sprogets relationsevne: ved hele tiden at være en proces holder sproget vores forhold til virkeligheden i live: der kan komme en vending, som i et glimt pludselig viser os, hvad virkeligheden er. Men vi kan ikke sætte os i en villet erkendelsessammenhæng; vi er overgivet til en lytten. At tænke er at lytte, sagde Heidegger, vi ser i virkeligheden med øret, for det er jo sproget, der kommer med alting til os.” (ibid s. 411)

I Mellemøsten bringer sproget ofte had og ødelæggelse, og når det er så vigtigt hvordan definitionsmagten bliver forvaltet, skyldes det at når man vedbliver med at definere konflikten utilstrækkeligt - i småbidder og forkert - bliver det aldrig muligt at løse den. Først når Vesten og Israel vedstår deres ansvar for såvel flygtningesituationen som den fortsatte besættelse, kan det blive muligt at etablere den fred der skal bane vejen for en fremtidig sameksistens imellem først og fremmest de to folk, men også med de omliggende arabiske lande. Den nuværende symmetritænkning om de to folk der er oppe at slås om det samme stykke land, og hvor der ville have været fred, hvis det ikke havde været for den sidste bilbombe eller raket eller..., vil aldrig skabe forståelse for at både israelere og palæstinensere - med Edward Saids ord - er ofre for holocaust. Ganske vist ville Israel være blevet oprettet også uden holocaust-tragedien, men det er i skyggen af den at landet får lov til at opføre sig som en slyngelstat der lader hånt om alle internationale aftaler og menneskerettigheder. På længere sigt tjener det hverken israeleres, palæstinenseres eller Vestens interesser.

Der er et billede der særligt fæstnede sig hos mig sommeren 2006, nemlig billedet af israelske soldater der holdt sig for ørerne, når de affyrede deres granater eller raketter. Det kunne for så vidt lige så godt have været palæstinensere eller libanesere der beskyttede sig mod høreskader. Men måske ville krigen være blevet kortere, hvis alle parter havde taget hænderne væk fra ørerne og i stedet havde prøvet at lytte til angsten og sorgen i de hjem, hvor raketterne faldt.

Birgitte Rahbek

Birgitte Rahbek f. 1944. BA i fransk, mag. art. i kultursociologi, licentiat i pædagogik, psykoterapeut og konfliktløser. Siden 1984 programmedarbejder i DR. Forfatter til bl.a. Arabiske Kvindekår (1982), Børn mellem to kulturer (1987), Når mennesket undrer sig (red.) (1995), Tro og Skæbne i Jerusalem (med Mogens Bähncke, 1996), En stat for enhver pris (2000), Democratisation in the Middle East (ed. 2005).