Det ny CLARTÉ, No. 11, august 2009

RACIST? HVEM? MIG?

Da en gruppe vestlige diplomater på den såkaldte anti-racistiske ”Durban 2”- konference i Geneve i april i år som på kommando rejste sig, da den iranske præsidents mund formede ”i’et” i ordet Israel, udfoldede de en spontanitet, som var de deltagere i en nordkoreansk partikongres.

Hvor var den højtbesungne ytringsfrihed blevet af? Hvorfor måtte den iranske præsident ikke udgyde sin blanding af fordomme og sandheder, sludder og visdom, når alle andre har frit spil? Ahmadinejads tale gavnede hverken den interkulturelle sameksistens eller den palæstinensiske sag, men det kan være svært at dele forargelsen over, at han kalder Israel racistisk.

At det israelske samfund er racistisk behøver man ikke at hedde Ahmadinejad for at kunne se. Det har en række israelske holdningsundersøgelser eftervist igennem mange år, f.eks. dem der blev foretaget i 2006 og 2007 (se Le Monde Diplomatique, maj 2009, Les Palestiniens d’Israël, otages de l’extrême droite). Her fremgår det at 78 % af israelerne er imod at lade arabiske partier indgå i regeringen; 75 % vil ikke bo i samme bygning som arabere; 75 % mener at araberne er tilbøjelige til at være voldelige (54 % af araberne mener det samme om jøderne); 56 % mener at araberne ikke kan komme op på det jødiske kulturelle udviklingsniveau; 50 % går ind for udvisning, og 42 % går ind for at man skal fratage araberne stemmeret. Man kan frygte at såvel Gazakrigen som valget af en højreekstremistisk regering, er symptomer på at holdningerne i dag er yderligere skærpet.

Under den seneste krig i Gaza opfordrede rabbinere soldaterne til at optræde skånselsløst mod palæstinenserne; boliger, som israelske soldater tog i besiddelse, blev efterladt tilsølet i lort og hånlig graffiti; soldater-T-shirts viste en gravid arabisk kvinde med en skydeskive på maven og en tekst om, at man kunne ramme to mennesker med én kugle. Dertil kom de mange overlagte drab på civile, herunder flere hundrede børn. Selvfølgelig er det racisme: hvis palæstinenserne blev betragtet som mennesker på lige fod med israelerne selv, ville man skåne kvinder og børn og gamle og ikke føje spot til skade.

Til trods for alle krigsforbrydelserne udråbte den israelske hær sig også efter denne krig til verdens mest moralske hær. Hykleriet kender ingen grænser. Det samme er tilfældet for chikanerierne af palæstinenserne, de er så grænseløse at selv sydafrikanere, der har besøgt de besatte områder, siger at så slemt var det aldrig i Sydafrika under apartheid.

Gaza er et åbent fængsel, men det samme er tilfældet med Vestbredden, der er totalt fragmenteret af israelske bosættelser og omfartsveje, forbeholdt jøder. Selv hovedbyen Ramallah, som har været lidt af et åndehul på Vestbredden, er ved at blive stranguleret med kun én udkørsel mod syd og et par mod nord. I alt er der på Vestbredden 649 checkpoints, og dertil kommer Muren og det såkaldte sikkerhedshegn der adskiller palæstinensere fra deres marker, skoler, hospitaler, arbejde og slægtninge. Der går næppe en dag, hvor der ikke bliver konfiskeret palæstinensisk jord til bebyggelse af flere nye bosættelser, kamufleret som udvidelse af de gamle. Alene i uge 19 blev der konfiskeret 110 km² palæstinensisk jord til en bosættelse, 15 gange trængte det israelske militær i samme uge ind i palæstinensiske byer og landsbyer, og 900 palæstinensiske fanger er igennem 17 måneder blevet nægtet familiebesøg. Palæstinensiske huse bliver revet ned i hundredvis, fordi ejeren ikke har kunnet opnå en tilladelse til at bygge på egen jord. Alene i Østjerusalem har 1500 palæstinensiske huse en nedrivningsordre hængende over hovedet, bulldozerne kan i princippet komme hvad øjeblik det skal være. Kun racisme gør sådanne handlinger mulige.

FN’s og israelske statistikker taler også deres tydelige sprog om de israelske araberes diskriminerede situation: gennemsnitsindtægten for arabiske familier er 7.700 dollars mod 19.000 for alle israelere. Kun 5,9 % af de statsansatte er arabere (de udgør 20% af befolkningen), og araberne ejer kun 3.5% af jorden i Israel. De arabiske områder har modtaget under 5% af udviklingsbudgettet og 3% af regeringsbudgettet. Arabiske arbejdere tjener 67% af hvad en orientalsk jøde tjener, og 52% af hvad vesterlandske jøder tjener. Siden staten Israels oprettelse er der ikke blevet oprettet én eneste arabisk bebyggelse, men over 600 jødiske.

Til trods for at det højt besungne israelske demokrati snarere må betegnes som et etnokrati, forsømmer Vesten ingen lejlighed til demonstrativt at forsvare det.

Birgitte Rahbek

Kultursociolog, Phd.