Angsten for fred
31. Maj 2011
Libyens premierminister fremlagde i slutningen af maj en fredsplan – ”Udspillet indeholder forslag, som Vesten kan få svært ved at afvise”, skrev Berlingske netavis den 26. maj 2011, samme dag som Independent havde en længere artikel om forslaget. De følgende dage ledte jeg i vore mange aviser efter en opfølgning på historien, men jeg fandt INTET, og det til trods for at libyere på begge sider af fronten fortsætter med at blive dræbt i hobetal, og oprørerne ikke har styr på ret meget. Der skulle derfor være al mulig grund til at se nærmere på en fremstrakt hånd, også selvom den kommer fra ”fjenden”, eller rettere: især når den kommer fra fjenden.
Hvad er forklaringen på at medierne næsten altid løber efter konflikten og sjældent følger op på fredsfølere?
I midten af januar 1991, den dag hvor Golfkrigen startede, kunne man i Radiohusets kantine se udenrigsjournalister stråle som børn, der var blevet sluppet løs i en legetøjsbutik. Mange husker sikkert også opstemtheden i TV’s krigsstudie med ørkenlandskab i papmaché og pædagogiske pegepinde. Måske er det fascinationen ved krig, der er årsag til at fredsforslag bliver tiet ihjel, uanset hvor blodigt det krigeriske alternativ er.
Efter USAs og deres allieredes krig mod de irakiske tropper i januar 1991 – Golfkrigen - kom det frem (bl.a. i Pierre Salinger og Eric Laurents bog Guerre du Golfe, le Dossier Secret, Olivier Orban 1991) at der siden Iraks invasion af Kuwait i august 1990 havde været gjort adskillige forsøg på at undgå krigen og gennem mægling få Saddam Hussein til at trække sig ud af Kuwait. Men viljen til krig var – på begge sider - større end viljen til fred, og de mange fredsfølere blev kvalt i fødslen af USA og deres venner i Cairo og Riyadh. Heller ikke pressen gjorde noget for at udbrede kendskabet til disse forsøg, krig er nu engang mere sexet end forsoning.
Det er imidlertid imod artikel 33 i FN-pagten, ifølge hvilken man, før man sætter militæret ind, ”først og fremmest skal søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, domsafgørelse, benyttelse af regionale institutioner eller aftaler, eller ved andre fredelige midler efter deres eget valg.” Hvad er grunden til at journalister ikke holder politikerne op på denne artikel? Og hvad er grunden til at man i danske aviser ikke kan læse om det libyske fredsudspil eller om f.eks. syriske dissidenters ønske om forhandling med regimet?
Må man anbefale at journalister trænes i konfliktløsning og i meget større udstrækning inddrager folk med denne erfaring i debatterne om de efterhånden mange krige, vi er involveret i. Der kan være grund til at minde om at krige ikke er naturkatastrofer.
En markant undtagelse fra ovenstående er behandlingen af den såkaldte fredsproces i Mellemøsten. Her deltager mange journalister med glæde i den leg, som Israel og USA i mange år har leget med hinanden, hvor førstnævnte leger at de gerne vil have fred og sidstnævnte leger at de tror på dem. Denne fredsproces er til gengæld udelukkende blevet brugt til at udbygge besættelsen og forhindre en reel fred. Men der skrives meget om den.
Birgitte Rahbek
|