Dr. Walid Khalidi om den nuværende situation i Mellemøsten – i et historisk perspektiv

I denne artikel fortæller Mellemøstens store historiker, Walid Khalidi, om panarabismens endeligt, om Benyamin Netanyahu som verdens farligste leder og om Mahmoud Abbas’ mission impossible.

Oversat og redigeret af Birgitte Rahbek

Se også Palæstinaorienterings hjemmeside

I slutningen af oktober 2012 holdt Dr. Walid Khalidi, Mellemøstens grand old historiker, en tale på the Middle East Institute, the Carnegie Endowment for International Peace i Washington. Emnet var ’den nuværende situation i Mellemøsten’.
Walid Khalidi er født i Jerusalem i 1925, dvs. knap otte år efter Balfourdeklarationen, som han betegner som det første af de tre vendepunkter i det 20. århundrede, som har skabt det nuværende Mellemøsten. Det andet vendepunkt var nakbaen i 1948, dvs. oprettelsen af staten Israel med den deraf følgende katastrofe, nakba, for palæstinenserne; og det tredje vendepunkt var Junikrigen i 1967.

USAs rolle i disse tre afgørende begivenheder har været præget af en tiltagende påtrængenhed. I 1917 var der præsident Wilsons marginale velsignelse af Balfourdeklarationen. I 1948 lagde præsident Truman et ganske stærkt pres på et krigstræt og falleret Storbritannien, hvilket førte til afslutningen på dets mandat i Palæstina på en måde, der medførte den efterfølgende nakba. I 1967 blev Lyndon B. Johnsons rolle formende og afgørende for hans godkendelse af den israelske strategi, der lod forhandlingerne om en såkaldt fredsaftale tage udgangspunkt i våbenstilstandslinjerne fra 5. juni 1967.

Jeg vil dele mit indlæg op i 4 dele:1) den arabiske verden, 2) Israel, 3) palæstinenserne og 4) USA.

1) Den arabiske verden
Den arabiske verden har aldrig tidligere undergået så store forandringer, som dem vi ser i dag. Meget af det er til det bedre, især den revolutionære forandring i forholdet mellem hersker og undersåtter. Måtte dette sprede sig videre ud. Men siden Nasser har der ikke været noget moralsk eller politisk tyngdepunkt i den arabiske verden – ingen Nordstjerne, intet kompas, intet ror. De arabiske lande med deres iboende umådelige åndelige potentiale, foruden deres velstand, har ikke levet op til og lever stadig ikke op til situationen, mens deres yngre ligeledes velstående mini-bystater fortsætter med at gøre knæfald for guldkalven.

I Den Frugtbare Halvmåne er det statssystem, der blev oprettet efter Første Verdenskrigs Sykes-Picot-aftale, ved at falde sammen. Det er ikke i sig selv dårligt, bortset fra at det bliver erstattet af en centrifugal tilbagevenden til disse samfunds oprindelige sekteriske og etniske byggestene med alle de farer, der er knyttet til det. I Syrien finder denne proces sted for øjnene af os, ladet med rædsler der endnu ikke har indfundet sig. Samtidig puster uansvarlige arabiske ledere til ilden i en strid mellem sunnier og shiitter, den mest eksplosive og destruktive splittelse i den arabisk-muslimske verden.

Samtidig med denne forandring dominerer to fænomener i regionen: det ene er den fortsatte tilbagegang for sekulær panarabisme, som hastigt nærmer sig - og måske allerede har nået - endestationen; det anden er den fortsatte fremgang for politisk islam, som følger lige i hælene på sin forgænger.

Den sekulære panarabisme har ikke mange fans i den vestlige verden på grund af dens fjendtlighed over for Israel og den vestlige kolonialisme. Men i Vesten glemmer man den vigtige rolle, som den sekulære panarabisme spillede med hensyn til at dæmme op for den kommunistiske flodbølge og forhindre den i at sprede sig ud over Mellemøsten og via Mellemøsten til Afrika. Selv arabiske regimer, som handlede med Sovjetunionen, især med våben, knuste brutalt deres hjemlige kommunistpartier.

Der er mange årsager til at panarabismen slog fejl. En årsag, som mig bekendt ikke har fået megen opmærksomhed i Vesten, er teoretisk og organisatorisk. Da den egyptisk-syriske union brød sammen i 1961, var der ikke skrevet noget som helst seriøst på arabisk om unioner eller føderationer – ikke en eneste artikel. Jeg husker tydeligt, hvor chokerede vi blev, da unionen brød sammen. Vi begyndte at spørge os selv, hvorfor det skete? Så slog det os: Der fandtes intet på skrift, intet som var i nærheden af de amerikanske Federalist Papers. Grundlæggerne af dette store land brugte, jeg ved ikke hvor mange, hundrede timer på den tekniske side af føderationen: hvordan man nåede derhen, og hvordan man kunne holde den kørende. Der fandtes intet i den retning i den arabiske verden. Derefter satte vi os sammen og gennemgik et omfattende sammenlignende studie af føderationer, som var blevet udarbejdet af to professorer ved Harvard, Robert Bowie og Carl Friedrich. Det drejede sig om et sammenlignende studie af de fem store føderale systemer i Vesten: Canada, USA, Schweiz, Tyskland og Australien. Kort efter sammenbruddet i 1961 af den egyptisk-syriske union oversatte vi dette store bind til tre bind på arabisk. Samtidig oversatte den fremtrædende – nu afdøde – sudaneser, Jamal Ahad alle the Federalist Papers til perfekt arabisk.

Arabisk politisk teori koncentrerede sig dengang – og gør det i vid udstrækning stadigvæk – om målet på bekostning af midlerne. Der findes omfangsrige skriverier om mål. Men det er sparsomt med skriverier om, hvordan man når frem til målene, og hvad man skal gøre, når man først er der. Kontrasten til zionistisk tænkning er i den grad bemærkelsesværdig. Jeg har brugt hundredvis af timer på at læse resolutionerne fra de zionistiske kongresser, som begyndte i 1897 med den Første Zionistkongres i Basel og fortsætter den dag i dag (den sidste kongres var for ganske nylig).

Disse kongresser vedtog resolutioner. Resolutionerne fra 1897 og frem fylder mindst 2000 sider, formentlig mere. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst disse resolutioner. I dem finder man altid det samme: nemlig det stik modsatte. Der redegøres meget kort for målet, mens hovedparten af resolutionerne handler om midlerne, metoden, teknikken, hvordan man når frem til målet.
En anden årsag til panarabismens fiasko er diktatorernes egoer, som er på højde med Himalaya. Tænk på hvad der skete mellem Hafez al-Assad og Saddam Hussein: årtier spildt med konflikt, selvom de tilhørte det samme Baath-parti. Naturligvis var dødsstødet mod den sekulære panarabisme israelernes geniale, skånselsløse, ydmygende og ødelæggende sejr i 1967.

Den sekulære panarabismes sidste højborg er Assads Syrien. Trods Assads diktatur var Syrien overalt i de arabiske og afro-asiatiske lande et forbillede med hensyn til landets behandling af minoriteter og kvinder. Det er ironisk, at nogle af de arabiske lande, der kæmper for Assads fald, gør det under påberåbelse af reformer, som ikke just findes i noget rigt mål inden for deres egne grænser, når det drejer sig om forholdene for kvinder og minoriteter. Under Nasser og Hafez al-Assad blev medlemskab af det Muslimske Broderskab straffet med døden. Sadat brugte derimod det Muslimske Broderskab som en modvægt til sine nasseristiske sekulære modstandere, ligesom Israel i begyndelsen opmuntrede Hamas som en modvægt til Fatah.

Israels erobring i 1967 af de hellige steder i Jerusalem gav stærk genlyd i de tre monoteistiske religioner, men af forskellige årsager: overalt i jødedommen; hos kristne millenarister, især i USA; og i hele den muslimske verden. Apropos den kristne millenarisme og jødedommen, så var jeg efter Junikrigen medlem af den irakiske delegation til FN. Det var ikke i Saddam Husseins tid, det var under panarabisten Arif, som året efter blev væltet af Saddam Hussein. I New York syntes der at være lidt flere folk end sædvanligt med en sort klap for det ene øje. Naturligvis genlød byen af jubel, triumf og israelske sange. Som historiker mindedes jeg kristendommens jubel efter sejren over den osmanniske flåde ved Lepanto i 1571, da lyden af lovprisende kirkeklokker overalt i Europa nåede helt til højlandene i Skotland.

For islam var det første gang siden Korstogene, at de hellige muslimske steder kom under ikke-muslimsk militær besættelse. Men hvad med den britiske mandatperiode? Faktisk var det britiske imperium, fordi det rummede så mange muslimer, på en måde et muslimsk imperium. Og briterne var yderst påpasselige, når det drejede sig om de hellige steder. I Jerusalem bevarede de omhyggeligt den religiøse status quo. Som bekendt var der i 1936-39 et stort oprør i Palæstina imod det britiske styre, imod den massive jødiske indvandring, imod den politik der var affødt af Balfourdeklarationen.

Den højeste politiske myndighed var Den Arabiske Højkomité med Hajj Almin al-Husayni som leder. Briterne besluttede at opløse Den Arabiske Højkomité, afsætte Hajj Amin og udstede en arrestordre imod ham, og de var fast besluttede på at få fat på ham. De arresterede hans kolleger og sendte dem til Seychellerne og prøvede derefter at få fat på Hajj Amin selv. Han boede i et hus lige ved siden af Haram al-Sharif. Det lykkedes ham at smutte ud af sit hus og ind på Haram al-Sharif. Men briterne sendte ikke en politibetjent ind for at få fat i ham. På den måde undslap han og endte senere under Anden Verdenskrig hos Aksemagterne. Sammenlign det med den måde Sharon i år 2000 trængte ind på Haram al Sharif med 1000 soldater, hvorved han antændte den anden intifada. Sammenlign det også med den rasende udgravning af tunneller under Haram al-Sharif under Netanyahu.

2) Israel
Sideløbende med tilbagegangen for den sekulære panarabisme, er der i Israel sket en konstant tilbagegang for arbejderzionismen. Det er som om arbejderzionismen havde en særlig historisk rolle at spille, nemlig skabelsen af infrastrukturen til den jødiske stat under det britiske mandat; så snart den var gennemført, blev den overflødig. Det er især tragisk, fordi det virkede som om arbejderzionismen var ved at gennemgå en læreproces under Rabins ledelse, han der var selve personificeringen af Sabra-militarismen. Mordet på Rabin var ikke en isoleret handling. Jødisk fundamentalisme var kommet til Israel og havde indtaget sin plads. Der havde altid været en religiøs tilstedeværelse ved siden af arbejderzionismen; ja faktisk var arbejderzionismen på et dybere plan en form for sekulær messianisme. Men arbejderzionismen havde sin egen måde at behandle de religiøse zionistiske grupper på.

Tag for eksempel Ben-Gurion. Fra midten af 1930erne og frem var han ledernes leder, først i Jewish Agency og siden i Israel til et godt stykke ind i 1950erne. Alle de ministerier han dannede, havde en mizrahi – et religiøst zionistisk islæt. Mapai, arbejderpartiet, havde aldrig flertal, det havde flerhed. Ben-Gurion brugte den flerhed til at bygge en koalition, ikke med den sekulære højrefløj, ikke med revisionisterne, ikke med Jabotinskys gruppe, som senere blev Begins gruppe, som senere igen blev Netanyahus gruppe. Nej, han allierede sig med mizrahierne, med den religiøse gruppe. Men de havde indgået en aftale: han ville give dem frie tøjler med hensyn til sabbatten, til værnepligt for unge religiøse jøder og til civilretlige spørgsmål, så længe de overlod strategi og udenrigspolitik til ham.

Men med erobringen af Østjerusalem i 1967 blev sluseportene til den fundamentalistiske religiøse zionisme igen åbnet. Hvorfor? Fordi det var første gang siden Titus og Hadrian at jødiske soldater satte fod på Tempelbjerget. Det var på det tidspunkt, at den religiøse zionistiske triumfalisme tog sin begyndelse. En episode kan illustrere dette: Umiddelbart efter at Tempelbjerget var faldet, hastede den israelske hærs ledende rabbiner, Shlomo Goren, hen til stedet og greb fat i kraven på den israelske hærfører, Narkiss: ”Gør det nu, gør det nu!” Narkiss sagde: ”Gør hvad nu?” Og Goren sagde: ”Spræng de to moskeer i luften! Spræng dem i luften – det er nu det skal gøres. Det kan gøres med hundrede pund TNT”. Narkiss måtte gå så langt som til at true med at arrestere den ledende rabbiner, hvis han ikke holdt inde med sit sludder. Men sådan var israelernes triumfalistiske fornemmelse.

Det er ikke tilfældigt, at Likud og Gush Emunim opstod efter 1967, førstnævnte i 1973 og den anden i 1974. Det er ikke tilfældigt, at den første højreorienterede regering siden begyndelsen af den zionistiske kolonisering kom til efter 1967, ledet af Begin i 1977. Begin var ikke selv sekulær. Han forlod sin ungdomsbevægelse i Warszawa og havnede i Palæstina via Rusland, efter den tyske invasion af Rusland. I februar 1944, under Anden Verdenskrig, før Hitler var slået, var Begin blevet leder af Irgun Tzvai Leumi, en terrororganisation. I sin krigserklæring mod Storbritannien i februar 1944, anråbte han ”Israels Gud, Hærskarernes Herre”. I maj 1948, ved afslutningen af det britiske mandat samlede han igen sine Irguntropper ved at anråbe ”Israels Gud, bevar dine soldater og velsign deres sværd”.

Hvis Rabin var personificeringen af Sabra arbejderpartimilitarisme, er Netanyahu personificeringen af den højreorienterede zionistiske triumfalisme. Han konkurrerer ikke alene med sine samtidige – Benny Begin, Olmert, Lieberman og Barak – men han konkurrerer også om at blive optaget i det zionistiske panteon sammen med sine forgængere. Weizmann fik Balfourdeklarationen. Ben-Gurion fik staten. Eshkol erobrede Østjerusalem inklusive Tempelbjerget. Begin neutraliserede Egypten under Sadat. Shamir fik – takket være Henry Jacksons ambitioner om at blive præsident - en million russere. Hvordan skal Netanyahu kunne blive medlem af denne fremtrædende gruppe i det zionistiske panteon? For Rabin var indgangen til panteonet en fredsaftale. For Netanyahu var det konsolideringen af Israels kvælertag på den vestlige del af Eretz Israel, denne side af Jordanfloden. Hans største fortrin er en perfekt amerikansk accent og hans amerikanske fodboldjargon.

Netanyahu ser ikke sig selv som kun en israelsk leder. Hans selvopfattelse er som en janusagtig israelsk-amerikansk politisk leder med èn eneste valgkreds, delt i to: en der ligger på bredden af Levanten og en der ligger mellem de to strålende have på denne halvkugle. Jeg tvivler på, at Netanyahu ser nogen begrænsninger for sin besnærende argumentation for sin tohovede politik her i landet. Hvorfor skulle han også det i betragtning af, hvor ofte og hvor let han har udmanøvreret og overgået først Clinton og nu Obama.

Irans atomprogram udgør ganske rigtigt en trussel mod Israels atommonopol. Det udgør en trussel mod Israels regionale supermagt- status. Derimod udgør det ikke en eksistentiel trussel mod Israel. Det gør det ikke, og det ved Israels militær og efterretningstjenester godt. Netanyahus fokusering på Irans atomprogram er en enorm afledningsmanøvre. Han har brug for at aflede opmærksomheden fra sin første prioritet: Hans ufuldendte zionistiske ærinde i Palæstina. Det er ufuldendt. Det er derfor at kun 70 ud af 3.300 ord i hans seneste FN-tale handlede om de fire millioner palæstinensere, som han har magten over. En yderligere fordel for Netanyahu ved at fokusere på Iran, er at puste til sunni-shia splittelsen og de kurrende signaler det sender til visse arabiske dynastier. Indtil nu er det lykkedes strålende for Netanyahu, som i dag formentlig er verdens farligste leder.

3) Palæstinenserne
Nu går jeg over til at tale om palæstinenserne. Det mest iøjnefaldende aspekt ved det palæstinensisk-israelske forhold er den enorme asymmetri i magtforholdet mellem de to. Palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza er samlet set de facto spærret inde. Abbas rejser til New York, men han kan kun rejse til New York, fordi Netanyahu giver ham lov til at rejse til New York. Abbas kan vende tilbage til sit hovedkvarter i Ramallah, men han kan kun vende tilbage til sit hovedkvarter i Ramallah, hvis Netanyahu giver ham lov til at vende tilbage til hans hovedkvarter i Ramallah. Hvordan kan der være direkte forhandlinger imellem fangevogteren og de indsatte? En mulig delvis symbolsk modvægt findes i det internationale samfund, en form for medlemskab for Palæstina af FN. Men det ønsker Netanyahu ikke; og fordi Netanyahu ikke ønsker det, gør Washington det naturligvis heller ikke.

Jeg har personligt kendt Abbas i tre årtier. Jeg har også - trods aldersforskellen - haft et meget nært kendskab til hans tre forgængere: Arafat, Shukairy og, ja, Hajj Amin al-Husayni. Abbas’ strategiske tankegang er kvalitativt, antitetisk, radikalt forskellig – en modpol til hans tre forgængeres strategiske tankegang. Det ved jeg med sikkerhed. Han er ikke pacifist. Han er ingen Gandhi. For ham er det et spørgsmål om inderlig overbevisning baseret på konkret erfaring, selvkritik, selviagttagelse og dybe overvejelser. Diplomati er for Abbas vejen, den eneste vej – et ’sesam luk dig op’ – til en fredsaftale. Han har været villig til at holde fast i dette trods israelernes provokationer og trods bitter kritik fra sine egne. Abbas er på mange måder en tragisk figur: som den sidste af Fatahs grundlæggere har han vendt Fatah på hovedet. Hans tropper forsvarer Israel imod palæstinenserne frem for at forsvare palæstinenserne imod Israel. Abbas er de facto kollaboratør – og han ved det. Hans amerikansk/israelsk/jordansk trænede soldater lægger sig i den gode gamle victorianske indfødte tradition: indfødte soldater holder de indfødte nede for at tjene besætteren.

Abbas er ingen forræder, og han er ingen tåbe, men han er en anelse naiv. Han troede oprigtigt og ærligt på, at hvis han utvetydigt beviste, at han udelukkende gik ind for den diplomatiske vej, så ville Israel og USA gøre noget til gengæld. De seneste kontakter jeg har haft med ham, tyder på at han er ved at have udtømt sine kræfter, og at han formentlig er ved at indse, at hans strategi har spillet fallit.

4) USA
Hvad angår USA – og det er mit sidste punkt – så bliver man, når man lytter til den politiske diskurs om Mellemøsten i Kongressen, i valgdebatter og selv i udtalelser fra landets ledelse slået af, hvor centralt begrebet ’ingen uoverensstemmelser mellem Tel Aviv og Washington’ er. Det har naturligvis direkte at gøre med, hvad USAs rolle i konflikten burde være: en mægler, en uvildig mellemmand, en udefrakommende iagttager, eller, som Albright så koket udtrykte det, en tjenerinde?
Det hænger også sammen med, hvor vidt det er tilladt at hæve et øjenbryn, kritisere eller, Gud forbyde det, lægge pres på Israel. Det fremgår tydeligt af den vedvarende diskurs, at begrebet ’ingen uoverensstemmelser’ i USA har opnået status af et moralsk imperativ, som fuldstændigt udelukker sådanne skridt. Samtidig kræver begrebet ’ingen uoverensstemmelser’ den konstante og gentagne fejring af vor allieredes værd. I realiteten er ordet ’allieret’ i sig selv blevet synonymt med Israel, uden at det er nødvendigt udtrykkeligt at nævne landet.

Denne idealisering af Israel har haft et særligt zoroastrisk resultat: Hvis Israel er Ahura, godhedens guddom, så er palæstinenserne, araberne og muslimerne per definition Ahriman, det ondes gud.

Mine damer og herrer, jeg er palæstinenser. Men jeg har siden 1990 også været amerikansk statsborger. Med jeres tilladelse vil jeg tage min turban af og tage min Red Sox-kasket på for at gøre opmærksom på, at den førte politik med ’ingen uoverensstemmelser’ har meget praktiske konsekvenser for USA. Ikke alene forstærker det Israels følelse af, at det kan gøre, hvad det vil i området, det styrker også dets følelse af indflydelse, berettigelse og ret til købslåen i Washington. Hvad der er mere relevant, så styrker det uundgåeligt opfattelsen hos arabere og muslimer af USAs meddelagtighed i forhold til Israel.

Jeg vil slutte med at citere fra George Washingtons ’afskedstale’: ’En lidenskabelig forbindelse mellem to nationer skaber en række onder. Sympati for den foretrukne nation, hvorved den enes fjendskaber overføres til den anden, lokker den ene til at deltage i den andens stridigheder og krige uden nogen passende foranledning eller retfærdiggørelse’. Tak for jeres tålmodighed.”

Her er forslag til to rammer før eller efter artiklen.

Den nu 88-årige Walid Khalidi har gjort hele det moderne Mellemøstens historie med. Selv havde jeg den glæde i 1970 at følge hans forelæsninger på Det Amerikanske Universitet i Beirut og erfare, hvor detaljeret hans kendskab er til alle de vigtige begivenheder. Det er da også i det digre værk ’From Haven to Conquest’ fra 1971, som han har redigeret, at man kan læse om Dalet-planen, den israelske plan for den etniske udrensning af Palæstina, længe inden de ’nye israelske historikere’ havde skrevet om den. Bogen udkom på The Institute for Palestine Studies (IPS) i Beirut. Walid Khalidi havde i 1963 sammen med nogle kolleger oprettet dette institut, der stadig nyder stor respekt for sin intellektuelle integritet og viden. IPS har i dag en afdeling i såvel Washington som i Ramallah i Palæstina (se http://www.palestine-studies.org/)

Efter Professor Khalidis foredrag på the Middle East Institute i Washington var der tid til spørgsmål, det hele kan høres på
http://www.c-spanvideo.org/program/MiddleEastPoliti

Om Syrien sagde Walid Khalidi:

”Hvis Syrien bryder helt sammen, tror jeg ikke, at den allawitiske politiske og religiøse elite vil give op så let. Jeg kan derimod forestille mig, at de vil oprette en enklave i det nordvestlige Syrien og sandsynligvis også i Damaskus.
Jeg var i Syrien i december 2010, lige før det arabiske oprør, og mødte faktisk Bashar. Vi havde et halvanden time langt møde, hvor han og jeg talte sammen alene.
Det første Bashar al-Assad sagde da jeg kom ind og satte mig, var: ’fortæl mig om USA, fortæl mig hvad der foregår, beskriv det politiske kort for mig’. Jeg sagde til ham: ’Hr. præsident, jeg mener at Deres topprioritet bør være at forbedre Deres forhold til USA, fordi jeg tror at den nuværende præsident, fordi han er ung og har den baggrund han har, vil være meget interesseret i at finde ud af, hvad han kan gøre i forhold til Dem’. ’Det er jeg enig i’, svarede Bashar al- Assad.

Et andet emne jeg tog op med ham, var spørgsmålet om shiitter og sunnier. Jeg sagde at denne splittelse er det farligste i den arabiske verden i dag, lad os prøve at gøre noget ved det. Han sagde igen, at han var enig: ’men hvad kan vi gøre ved det?’
Jeg sagde: ’hvis vi begynder med noget meget symbolsk, så kan vi måske komme videre derfra’.’Som hvad for eksempel?’ Jeg sagde, at hvis Kong Abdullah af Saudi Arabien mødtes med Khamenei fra Iran til et topmøde, så kunne det måske – men også kun måske – blive begyndelsen på noget. Jeg spurgte, om han var enig i forslaget, og han sagde ’ja, jeg er enig’.

Jeg diskuterede det samme med hans efterretningschef, Hisham Bekhtya, som havde samme reaktion. (Bekhtya blev dræbt i juli 2012).
Jeg kan ikke sige, hvad der nu kommer til at ske. Hvis det fortsætter som nu, vil det betyde en opsplitning af Syrien, og hvis der først kommer en opsplitning, så har man kun den libanesiske model som inspiration med en svag centralregering og et føderalistisk kludetæppe. Det lader til at blive fremtiden for Syrien, en libanonisering af Syrien, med mindre Libanon også selv eksploderer, hvilket kan ske. Så der er tale om en yderst farlig situation.”

På spørgsmålet om, hvordan han havde oplevet Bashar al-Assad, svarede han:
”Jeg havde ikke mødt ham før. Det slog mig hvor tilgængelig han var, hvor opmærksom han var, og hvor ligetil og afslappet han var; han ønskede virkelig at lære noget om USA – og tilfældigvis roste han John Kerry meget. Jeg ved ikke om jeg gør denne en tjeneste ved at fortælle det.”